Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Alien - Covenant (121 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 17/11 2017, 18:02 af Torben Rølmer Bille

Bæster og blokfløjte på bluray


Bæster og blokfløjte på bluray

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er altid film, der ender med at dele vandene. Film som nogle synes er fantastiske, får andre til at fare til tasterne i et forsøg på at advare deres Facebookvenner eller skynde sig ud i lobbyen for at se om ikke godt de kan få deres hundrede kroner og to timer af deres liv tilbage. Sådan en film er Alien Covenant.

Som faste læsere vil vide hørte kapellets udsendte nok mest til sidstnævnte gruppering, for det virker ærligt talt som om Ridley Scott er ved at lave en ”George Lucas” i forhold til at lave en prequel-trilogi (ja, kommentarsporet på BluRay-skiven bekræfter, at der allerede skrives manus til Covenant 2) som har nøjagtigt samme frygtelige potentiale som Star Wars del 1-3; nemlig at de nye film devaluerer de oprindelige.

Det betyder ikke at Alien: Covenant ikke har flere gode elementer. Først og fremmest er det skønt at se at den oprindelige xenomorph-alien . Dernæst er filmen – som stort set alle film signeret Ridley Scott – virkelig, virkelig lækker at se på. Produktionsdesignet er vildt lækkert, lyssætningen nærmest perfekt og effekterne imponerende. Kort sagt kan man rent teknisk ikke finde noget at kritisere. Endelig formår filmen undervejs at bygge en rigtig god stemning op, der – til trods for at mange af disse scener låner uhyrligt meget fra den oprindelige Alien film – tillige er meget blodige.

Det var så alle de roser undertegnede kan mønstre, for som nævnt er det som om Ridley Scott forsøger at omskrive, eller måske rettere give sin egen forklaring på, hvor disse aliens (og os mennesker) kommer fra og hvad deres (og vores) overordnede formål er. Denne forklaring kunne mange af os sagtens nemt have undværet, især når de ”forklaringer” filmen giver bliver så forvrøvlede som er tilfældet her. Lige som var tilfældet med Prometheus, ender Covenant med at blive en halvhjertet, lommefilosofisk fortælling, der ikke kun forstyrrer den interne ”logik” og kausalitet vi kender fra resten af filmserien, men som heller ikke giver mening inden Alien: Covenants egne rammer.

Enkelte af disse uoverensstemmelser forsøgte Kapellet at forklare i biografanmeldelsen, og giver man sig til at gense filmen bliver disse narrative problemer blot endnu mere tydelige. Deres udsendte skribent så endda Alien: Covenant med Ridley Scotts kommentarspor, i et forsøg på at få et indblik i hvad instruktøren selv tænker om sit værk. Kommentarsporet bekræftede desværre dog blot, at han ikke helt har et overblik over hvad det er han egentlig vil med sin film, ud over at lave nogle ting som han synes er interessante, men uden samtidig at tage hensyn til om denne fortælling fungerer eller hvordan den passer ind i resten af franchisen.

En af ankerne var at filmen, efter Covenants besætning er landet på den fremmede planet og bliver reddet af androiden (som Scott konsekvent kalder en AI) fra Prometheus, at handlingen mister så meget momentum at den næsten går helt i stå. Seeren var midt i et par vilde actionsekvenser, hvor aliens fødes af kroppe, flår besætningsmedlemmer i stykker og alt er kaos for så pludselig at opleve androiderne David og Walther spille fløjte sammen og besætningen vandre rundt i by skabt af rumvæsener, uden at de på noget tidspunkt stiller et eller flere af de spørgsmål som alle normalt fungerende individer, endsige videnskabsfolk, ville stille i sådan en situation.

Om netop fløjtesekvensen fortæller Scott følgende; ”In all these films you’ve got to try to keep the movement rolling, whether it’s an action sequence or a dialogue sequence. If it’s a dialogue scene it’d better move it along, ‘cause if the dialogue sequence doesn’t – then you have a problem. And it just slows down. Because once you get impetus going, people get impatient they want more impetus, so it’s all about keeping it going. And, you know, dynamics can be easily not just physicality, they can be information – if the information is interesting enough. Like that scene with David and Walther, is interesting… fascinating..because two guys AI’s are talking about human form, and they know they’re superior. That’s interesting. So that’s dynamic… I think.” Se, her tager Ridley ganske enkelt fejl! Scenen er hverken interessant eller dynamisk. Det er bare dumt og overflødigt. Det sløver filmens tempo så den nærmer sig total stilstand og er tåkrummende irriterende i sin essens. I stedet for en fin pointe om kunstige intelligensers vurdering af deres egen relation til den verden de er skabt ind i, har man bare lyst til at skrige i frustration af skærmen.

En anden ting man bliver mindet om ved gensynet med filmen, er den forskel der er på den alien som bryder ud af Kanes (John Hurts) brystkasse i den originale Alien (1979), som allermest minder om en form for orm med tænder og den mini-udgave af en Xenomorph som bryder ud af Kaptaj Oram (Cudrup), nærmest som en fuldt udvokset Xenomorph i miniatureformat. Det er samme type alien, det bekræfter Scott på kommentarsporet, men de ser virkeligt forskellige ud, og derfor bryder det i den grad med kontinuiteten i forhold til filmen fra 1978 som kronologisk følger efter denne.

Mod slutningen af filmen er en drabelig kamp i gang mellem en Xenomorph og filmens egentlige hovedperson og igen fortæller Ridley noget om uhyret som han tydeligvis lige har fundet på; ”She’s gonna try and crush it […] Cut it to pieces, but when it’ll probably… when it gets on the ground, it will DNA back to parts and regrow. He (uhyret – red.) is indestructible.” ifølge denne forklaring er Xenomorphen en alien lig den flydende metalrobot, som mange sikkert husker fra terminator 2, selv om ingen biografgængere I hverken Aliens eller nogle af de andre film, har set dette ske. Indrømmet, hverken Aliens, Alien 3, eller nogen af de andre film der fulgte efter den originale Alien var film som Ridley Scotts havde nogen som helst kontrol over – men heldigvis da for det, ellers ville de sikkert have blevet lige så forvirrende og usammenhængende som Covenant.

Denne anmeldelse skal læses i lyset af at skrivekarlen er en massiv fan af både det univers, de monstre, og de figurer der har optrådt i denne filmserie og der er derfor sikkert mange der sagtens kan leve med at se Ridleys seneste film og være godt underholdt. Problemet er bare at den ud over at have en masse elementer der virker alt for tilfældige, at den er meget rodet, at den har et ujævnt tempo, at filmen låner alt for mange elementer fra den oprindelige film. Muligvis er dette tænkt som Scotts egen hyldest til sin film fra ’78 – men det kommer mest af alt til at føles som om han blot gentager sig selv - en halvhjertet pastiche, med det primære formål at tjene penge på os der elsker Alien.

Er man til gengæld begejstret er Bluray-udgaven spækket med lækkerier. Der er en masse interessante featuretter, der går bag kameraet, lader os nærstudere designtegninger og selvfølgelig også det kommentarspor, som blev citeret i anmeldelsen her. Ud over alle disse sager er der også småfilmene Meet Walther, Phobos & Last Supper som interesserede kunne se på nettet før filmens biografpremiere. Det er også muligt at se kortfilmene The Crossing og Advent som begge bygger bro mellem Prometheus og Covenant. Det fede ved disse kortefilm, er at de alle ser lige så lækre ud som resten af filmen og faktisk biddrager med ganske fed information, selv om de primært vil tiltage alle de, der ikke har same anker overfor filmene som denne anmelder har. Sagt på en anden måde – disken er spækket med materiale man kan give sig i kast med, bare ærgerligt at hovedfilmen kun er en spinkel slimstreng bedre end Prometheus.


Forrige anmeldelse
« The Killing of a Sacred Deer «
Næste anmeldelse
» Your Flesh, Your Curse »


Filmanmeldelser