Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Blade Runner 2049 (203 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 7/10 2017, 15:29 af Torben Rølmer Bille

Blade Runner 2


Blade Runner 2

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Præmieren på Blade Runner 2049 er længe blevet imødeset med en stor portion skepsis, iblandet en forsigtig snert af forventning. I det hele taget virkede ideen om at lave en fortsættelse til Ridley Scotts hovedværk Blade Runner, som en gennemført tåbelig idé. I denne anmelders optik ville var det lige så blasfemisk som at søsætte Once Upon a Time in the West 2 eller Citizen Kane 2. Originalen er nemlig Kapelredaktørens absolutte yndlingsfilm!

Af samme grund besluttede undertegnede sig for indledningsvis ikke at ville se filmen. Dette valg skal især ses i lyset af hvordan Ridley Scott har voldtaget sin egen Alien-mytologi i Prometheus og til dels også i Covenant . Ville dette også ske med Blade Runner ville det næsten ikke være til at bære. Det ville være sammenligneligt med at hælde syre på Mona Lisa, hakke i lærredet med en sløv økse, hvorefter man hænger en ubehjælpelig børnetegning op på samme sted.

Da det efterfølgende blev kundgjort at det var Dennis Villeneuve der blev placeret i instruktørstolen (en instruktør, der indtil nu ikke har lavet en eneste dårlig film), at Ridley Scott alene er involveret som producent, at Roger Deakins skulle stå bag kameraet og så de første, ustyrligt positive anmeldelser begyndte at dukke op online, var alt dette med til at ændre så tilpas meget ved skribentens oprørte sind, at den selvsagt skulle ses og anmeldes her.

Spørgsmålet er så om det er lykkedes at skabe en film der kan kalde sig en værdig 2’er – for uanset hvad, så var fordommen i al fald at den på ingen måde kunne overgå originalen, selv om der er flere anmeldere, der ellers har hævdet dette.

Nu er filmen så blevet set og selv på trods af ovenstående skepsis er dommen, at der faktisk kommet en fornuftig film ud af den ellers så fjollede idé. Manuskriptet er skrevet af Hampton Fancher, som også stod bag manus til originalen, men denne gang har han fået hjælp af Michael Green, der foruden manuskripter til forskellige superhelte- og tv-serier var medforfatter på førnævnte Alien: Covenant. Langt hen af vejen synes fortællingen at tage tråden op fra originalen, især i fortællingens fokus på hvad ”sjælen” er for en størrelse. Bare fordi man er skabt i et laboratorium eller på en computer, hvis man er bevidst om sin egen eksistens, har man så ikke en slags sjæl, eller er dette kun knyttet til mennesket?

Den originale Blade Runner var en film der fungerede på flere planer. Dels var den en slags postmoderne blandingsfilm, der miksede elementer fra en klassisk noir med science-fiction, drama og mange flere aspekter, lige som den bevidst legede med at blande mange forskellige tidsperioder til et ganske troværdigt kludetæppe af indtryk. I sammenligning bibeholder den nye film de eksistentialistiske fabuleringer, mens at fremtidsuniverset (som jo er sat 30 år efter originalen) virker noget mere strømlinet og mindre ”nusset” end forgængeren. Det er lykkedes production designerne på filmen at skabe et univers der på en gang ligner og på andre områder fraviger den verden som blev opbygget i originalen. Det fungerer faktisk overordnet fint, selv om der er flere visuelle elementer som synes at falde udenfor – men der skal man nok være en kæmpenørd for at opdage.

Det er i al fald tydeligt at filmskaberne har forsøgt at lave en film der har en indbygget ærefrygt for den første – og med god ret! Selv om filmen er meget lang, så gør det ikke noget, for den bliver aldrig langtrukken. Dennis & co. har forsøgt at skabe en stemning der minder om den der gennemsyrer originalen. Handlingen bliver ikke forceret frem af ligegyldige elementer, fjantet dialog eller umotiveret action, men snarere af et mysterium som vor hovedperson lige så langsomt bevæger sig tættere indtil kernen af.

Igen med frygt for at afsløre for meget (men det er altså information der står i den tekst som filmen åbner med ) så er det en meget interessant fortælling der udrulles. Det viser sig at den magtfulde Tyrell Corporation som stod bag produktionen af replikanter, er lukket da disse replikanter skabte alt for store samfundsmæssige problemer. Man finder også ud af at der blev lavet såkaldte Nexus-8 replikanter, det vil sige nogle der ikke som de andre modeller udelukkende lever i fire år, men som rent faktisk kan blive gamle. Det er her historien starter, for de helt nye, og meget mere lydige replikanter bliver indsat som Blade Runners, der skal jagte og eliminere de gamle, udaterede versioner.

K (spillet af Ryan Gosling) er navnet på en sådan Blade Runner. Han dukker i filmens start op hos en replikant, der forsøger at skjule sig under dække af at være proteinbonde (læs: han dyrker store, fede orme). På denne farm finder K en genstand som potentielt kan vise sig at være en bombe under systemet. Hvad dette er skal man selvfølgelig selv se filmen for at finde ud af, men opdagelsen bliver i al fald den katalysator der sender K ud på en både fysisk og personlig rejse gennem filmens postapokalyptiske sceneri.

Det er en bragende flot film, der måske mest af alt skal ses som en hyldest til originalen, men som samtidig forsøger at stå på sine egne usikre replikant-ben. Den vil med garanti skabe en heftig debat blandt fans af den første, ligesom den med garanti vil behage de der bare holder af god science fiction. Lige som filmen den læner sig op af, er der en række uforløste spørgsmål i slutningen af filmen, men ulig originalen er flere af disse spørgsmål, set fra undertegnedes perspektiv, mere irriterende end de er fascinerende. Måske kræver det at man genser filmen, men umiddelbart er der flere elementer – både i forhold til den verden der bygges op og til konkrete handlingstråde, som den ikke lykkes helt overbevisende med.

Det var forventeligt at Blade Runner 2049 ikke er det mesterværk som andre anmeldere har været hurtige til at klassificere den som, men det til trods er det slet ikke nogen dårlig film. Den er faktisk ganske forrygende eksekveret og er langt bedre end man turde håbe på. Både stemningen, skuespillet, musikken og den opulente visuelle del fungerer virkeligt godt. Det er bare ærgerligt at filmen lader for mange spørgsmål stå ubesvaret hen, for enkelte af de handlingselementer der optræder synes ganske enkelt at bryde så meget med filmens interne logik, hvilket virkelig er en skam.

Dommen er derfor – er du superfan af Blade Runner så glæd dig over at filmen ikke er blevet ringere og har du ikke noget forhold til den originale film har Dennis Villneuve endnu engang skabt årets allerbedste science-fiction oplevelse!


Forrige anmeldelse
« Guardians of the Galaxy vol. 2 «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Filmanmeldelser