Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




King Arthur – Legend of the sword (126 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 2/10 2017, 14:48 af Torben Rølmer Bille

Den halvkriminelle sagnkonge


Den halvkriminelle sagnkonge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Helt personligt er favoritfilmatiseringen af historien om kong Arthur og ridderne af det runde bord stadig John Boormans mesterlige Excalibur fra 1981. Den film synes bedre end nogen anden at fange de mange lag, der er i denne forrygende legende og på samme tid respektere de klassiske litterære kilder, der ligger til grund for eventyret - mest tydelig Mallorys Le Morte d’Athur (1485).

Det er måske derfor lidt uretfærdigt at sammenligne alle andre film om kong Arthur med netop Excalibur. Man bør jo være åben for at nyfortolkninger af denne historie også godt kan fungere, selv om de placerer sig længere væk fra den oprindelige fortælling. I den ånd kaldte en nær ven engang First Knight for ”myteforfalskning”, da den film på mange måder vanrøgtede det ikoniske forlæg som den påstod at basere sig på. Det går jo ikke at folk der starter deres venskab med Arthur og hans riddere tror er lig den der præsenteres hér. Helt så grelt står det slet ikke til med Guy Ritchies nye film King Arthur – Legend of the Sword, for selv om den tager sig mange friheder, så bibeholder den også essensen i dette forrygende eventyr.

Som undertitlen antyder så er et af de helt centrale omdrejningspunkter i filmen det magiske sværd, som kun Englands retmæssige konge ifølge legenden kan hive ud af den sten som den sidder kilet fast i. Filmen starter dog mange år før, hvor seeren følger Arthurs far Uther Pendragon der er i kamp med en mægtig troldmand, som angriber hans borg med oversize-elefanter og magi. Da fatter indser at hans familie er i livsfare forsøger han at evakuere sin lille dreng og dennes mor, men sønnike når at se begge blive slået ihjel af et væsen, der allermest ligner et som er trådt direkte ud af en Simon Bisley tegneserie.

Der springes mange år frem i tiden – i et af Guy Ritchies karakteristiske, hurtigklippede montagesekvenser, der fint fortæller historien om hvordan drengen vokser op i Londoniums slum og bliver en ung, muskuløs mand, der lever sammen med en samling halvkriminelle individer. Her opfører han sig som en anden Robin Hood, for han stjæler fra de rige og forsøger at hjælpe de fattige folk omkring ham. Dette liv ændres dog en dag da Arthur bliver passet op af nogle mystiske personer, som kræver at ynglingen tager ansvar på sig og træder i karakter som den konge de har en formodning om han er. Arthur vil først ikke høre tale om dette, men da det lykkes ham, som den eneste i landet, at hive sværdet fri, er hans skæbne beseglet.

Helt i trit med denne type fantasyfortællinger, skal han først lære at mestre det mystiske sværd og det er nemmere sagt end gjort. Hver gang han tager fat i det med begge hænder, overvældes han af fortidens traumer. Samtidig er den regerende konge Vortigern på krigsstien. Han vil for alt i verden forhindre at Arthur bliver konge i sit sted, så han forsøger både ved hjælpe af sine mænd og sort magi at gøre livet ualmindeligt surt for Arthur og hans følge.

Selv om det er et eventyr, så er der også velkendte Guy Ritchie-elementer i filmen, eksempelvis i den scene ca. halvvejs i filmen hvor Arthur lægger en slagplan, for at lokke Vortigern til hovedstaden Londonium, for der at få en chance for at snigmyrde ham. Dette foregår med close-ups af rudimentære kort, krydsklip til de dele af planen som Arthurs folk udfører og så klip til Vortigern, der får at vide at forskellige af hans forretninger er blevet saboteret. Denne sekvens minder meget om den måde man tidligere har set kup blive planlagt i mandens mere regulære gangsterfilm. Det gør ikke så meget, for selv om der optræder den slags genremæssige anakronismer (som også forekommer i dialogen, f.eks. dér hvor Voetigern kommanderer en af sine undersåtter til at lokalisere Arthur på følgende måde; ”just FUCKING find him!”) så er kommer dette ikke alt for meget i vejen for en ellers ganske tempofyldt fantasyfilm, der ender med at være rigtigt underholdende.

Uden at afsløre for meget er det også ganske fedt at filmen konsekvent vælger at skildre alle magiske væsener i filmen som det Noël Carroll kalder ”magnifikationsmonstre”, altså ser vi rotter, flagermus, slanger og elefanter der er meget, meget større end vi er vant til at se. Fedt er det også at lade Arthurs troldkarl bliver erstattet af en troldkvinde (ja, det fungerer faktisk overraskende godt) og endelig er filmens idé om hvad stenen, som sværdet sad fast i, består af, vildt fedt fundet på. Det hele er selvfølgeligt en smule fjollet og lavet med en slet skjult ironisk distance til kernematerialet, men hvis man accepterer dette bliver filmen faktisk seværdig.

Værre står det til med 3D versioneringen af filmen. Faste læsere ved allerede at undertegnede er en af de få som i modsætning til mange andre anmeldere, faktisk holder virkeligt meget af 3D. Kapellet var så heldige at modtage i en 3D version af filmen, men det til trods kan begejstringen ligge på et lille sted. Filmen er ikke optaget med 3D-kameraer (som er en utroligt bekostelig affære) men 2D-billederne er blevet efterbehandlet digitalt så billedet fremstår i 3D. Dette betyder ikke at der hverken er dybde i billedet, eller at det ikke gibber lidt i en, når spyd og fragmenter springer ud af billedet mod tilskueren, men 3D effekten er bare ikke rigtigt overbevisende. Den virker ganske enkelt kunstig og forceret, hvilket er en skam, når nu filmen faktisk er så flot lavet. Anbefalingen herfra er derfor at man ser den i den helt almindelige 2D-version, for 3D’en irriterer mere end den gavner.

King Arthur – Legend of the Sword er en film, der lykkes langt hen af vejen. Som nævnt er den ikke 100% trofast overfor den klassiske legende, men den bliver heller ikke til Lock, Stock and a Sword Named Excalibur. Selv om det er tydeligt at se Guy Ritchies fingeraftryk på filmen, så kan det sammenlignes lidt med den måde han har arbejdet med Sherlock Holmes figuren på. Der er ikke sparet på exces eller lækre visuelle elementer og endelig er Hunnam velvalgt til Arthur. Så selv om Kapellet ville anbefale alle at (gen)se Excalibur hvis man vil se en film om kong Arthur, så kan man roligt lade sig underholde af denne postmoderne version først.


2176
Forrige anmeldelse
« A Modern Man «
Næste anmeldelse
» The Walking Dead – sæson 7 »


Filmanmeldelser