Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




It (135 min.) Biograffilm / Warner Brothers
Anmeldt 15/9 2017, 16:57 af Torben Rølmer Bille

Mere kloak end klovn


Mere kloak end klovn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den nye spillefilmsudgave af Stephen Kings roman It (da: Det onde) er en film, der synes at dele vandene. Der er de horror-fans der udråber filmen til et lille mesterværk og så er der de, der fastholder at filmen er virkelig skuffende.

Selv om Kapellets udsending nok er mest tilbøjelig til at være enig i det sidste, var det dog en film der klart formår at skræmme sit kernepublikum. Dette blev oplevet ved selvsyn, idet Kapellet var forhindret i at deltage i den ugentlige screening og derfor besøgte Biocity i Aalborg en ganske almindelig fredag aften, hvor den sædvanlige håndfuld kaffedrikkende anmeldere var skiftet ud med unge, popcornspisende og sms-tjekkende publikummer. Her blev det tydeligt, at publikum var langt mere bevæget og modtagelig overfor filmens utroligt mange chokscares end denne garvede skribent. Så hvad er det, der i denne anmelders optik, ikke fungerer med filmen?

Det handler naturligvis ikke om at filmen kun er en halv film. For lige som var tilfældet med den tv-version enkelte husker fra den starten af 90’erne, er handlingen delt op i to dele. I den første del møder vi fortællingens gruppe af hovedpersoner som børn, i den anden er der gået 27 år og de er alle i starten af fyrrene. Den bioaktuelle film består udelukkende af den første del, men når man ser hvor godt det er gået filmen i de amerikanske biografer, kommer der med garanti en fortsættelse inden alt for længe. Det er dog ikke det der gør, at filmen ikke fungerer.

Historien udspiller sig i 1988 i den lille fiktive by Derry, i King-staten Maine, hvor børn forsvinder og gammel ondskab i mange afskygninger lurer lige under underfladen på sovebyidyllen. I åbningsscenen møder vi Bill og lillebror Georgie. Bill er syg, men lillebror vil ud og lege i regnen med det papirskib, som de to har lavet. Skibet sejler fint langs forstadens kantsten, men pludselig ryger det ned i en rist. Georgie bukker sig ned og kigger efter sin båd, men her den skræmmende klovn Pennywise, der hiver lillebror ned til sig i dybet. Allerede her kan man vitterligt undre sig over at Georgie overhovedet begynder at tale med en klovn, der ser så skræmmende ud og tillige dukker op i et kloakafløb. Det er heller ikke det som er filmens problem, for samme undren havde mange da de læste romanen eller så tv-serien.

Seeren bliver herefter præsenteret for en række børn, der alle har det til fælles at de er marginaliserede, har problemer med deres forældre, bliver mobbede af byens bøller eller ganske enkelt har svært ved at finde sig til rette i lokalsamfundet. Ungerne finder et fællesskab i at være med i ”The Losers Club” (”Taberklubben” – red.) som de kalder sig og i dette stærke fællesskab sætter de sig for at komme tættere på hvem eller hvad Pennywise i virkeligheden er. Det viser sig nemlig at det ikke kun er Georgie, der har set klovnen, de har alle sammen mødt det væmmelige, hvidkalkede monster.

Selv om at have utilpassede børn som protagonister er en velkendt Stephen King-trope (tænk blot på Stand by me, Firestarter, The Shining, Carrie, oa.) så fungerer ungerne ikke helt upåklageligt i denne nye filmversion. Figurer som både Bill, Jeremy og især den eneste pige i selskabet Beverly kommer alle til deres ret og bliver ganske troværdige, mens at de andre i slænget desværre reduceres til karikerede bifigurer, der stort set kun har en enkelt funktion. Helt enkelt handler det om at enkelte af hovedpersonerne aldrig bliver troværdige, idet de reduceres til enten at være konstant neurotiske (som f.eks. Eddie, der hele tiden forsøger at overbevise slænget om at deres forehavende er for farligt, mens han suger på sin astmaspray), eller Richie der konsekvent skal levere de morsomme replikker, som så kan tage kanten af de værste gys og omsætte frygten til befriende latter. Problemet er blot at det virker helt ude af trit med de potentielt traumatiserende situationer som man netop har bevidnet.

Det handler ikke så meget om at de unge skuespillere som indtager rollen ikke er dygtige, snarere om at instruktøren ikke har gjort nok ud af at få deres figurer til at fremstå mere komplekse end tilfældet er. Når man sidder i biografmørket og bliver irriteret på at enkelte af de bærende figurer ikke er troværdige eller fungerer, så er det også meget svært at acceptere præmissen for resten af filmen.

Det kan godt være at fortællingen måske kan fungere til nøds, hvis man ikke har læst Kings roman eller set ovennævnte tv-serie, men kender man disse er der ikke mange overraskelser i den nye film. Den er ret tæt på Kings roman (med undtagelse af en meget kontroversiel sexscene ), selv om den selvsagt også tager sig nogle friheder med hensyn til nogle af de gyselige detaljer. Det er på ingen måde fordi at Kapellet ville have haft at filmen var mere tro over for forlægget, men i stedet om at flere af de scener som burde have fremstået mest gyselige bliver alt for forudsigeligt afviklet. Ofte med hjælp fra CGI-effekter som er alt for tydelige – eksempelvis Georgies ansigt, der forandres da Bill møder ham i husets kælder i selskab med Pennywise.

Indrømmet, når Pennywise manifesterer sig i en eller anden form er det også ubehageligt, men det sker nærmest alt for ofte og i en frekvens der gør, at man som seer bliver irriteret over de mange set-ups med frygtsomme børn – enten alene eller sammen – der frygtsomt nærmer sig noget de ved er farligt, efterfulgt af et chok-scare pay-off og ungerene der med nød og næppe undslipper. Det fungerer indledningsvist fint, men bliver hurtigt forudsigeligt og meget trivielt – især for alle de der er vant til at se gyserfilm.

Andetsteds – især mod filmens slutning, da ungerne beslutter sig for at gå ned i kloaksystemet under Derry undres man over at Pennywise ikke i højere grad benytter hjemmebanefordelen til at nakke dem, som han tidligere i filmen gjorde med en af byens bøller. I øvrigt var der i netop den scene med denne mobbe-dreng, der udstyret med lighter og hårspray går ind i kloaken for at jagte en af vore hovedpersoner, et eller andet mærkværdigt. Han ser noget skræmmende og i næste nu løber han rundt i kloaken med blod i hele hovedet. Vi får aldrig en forklaring på, hvor det kom fra. Det er måske detaljer, der ikke burde marre helhedsindtrykket, men det gør det altså når man nu i lang tid har har set frem til filmen.

Denne første del af filmen foregår i 1988 (i bogen var dette 1957) og derfor er der mange elementer i filmen, der vil virke dejligt nostalgiske for alle os, der selv var børn dengang. For de der ikke havde den fornøjelse, så fungerer det sikkert for alle de, der har kastet deres kærlighed på Netflix-serien Stranger Things. Selv om denne serie er kraftigt inspireret af hhv. King & H. P. Lovecraft, så er der endnu et sammenfald mellem fiktionerne – for skuespiller Finn Wolfhart spiller Mike i Netflix-serien er castet som Richie i It>/i>.

Selv om It på papiret (og ikke mindst at dømme efter hvor mange biografgængere (i al fald i USA) der allerede er flokket ind for at se den) skulle have været en glimrende opdatering af historien, ender den i Kapellets optik med at være en alt for overfladisk, effektjagende og rent ud sagt lidt kedelig film. Point for forsøg, men Kapellet synes altså ikke at der er sket nogen væsentlig forbedring i forhold til den meget ujævne tv-serie. Bill Skarsgård der spiller Penywise har desværre – til trods for vidunderlig makeup - ikke samme morderiske charme som Tim Currys version af dræberklovnen.


2171
Forrige anmeldelse
« Ghost in the shell «
Næste anmeldelse
» En fremmed flytter ind »


Filmanmeldelser