Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




RAW (109 min.) Købefilm / Sony/Universal
Anmeldt 15/9 2017, 16:50 af Torben Rølmer Bille

Åh, at være ung… og kannibal


Åh, at være ung… og kannibal

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Allerede lang tid før filmen Raw landede i Kapellets fugtige kælder, var vi opmærksomme på den, for når en spillefilm kan få folk til at føle stærk ubehag, kaste op eller ligefrem besvime, hvilket skete da den blev vist på Toronto Film Festival, så er den selvfølgelig interessant. Kunne Raw monstro også fremkalde besvimelseslignende tilstande hos vor garvede anmelder?

Svaret var nej. Filmen blev set igennem uden undertegnede dejsede om, men det skal dog indrømmes, at ubehag bestemt opstod flere gange undervejs. En af grundene til at publikum reagerede så voldsomt på filmen i Toronto, postulerer vi, var fordi de ikke vidste hvad de gik ind til. For selv om filmen byder på flere voldsomme og grænseoverskridende kannibalske sekvenser, så starter den som – og er langt hen af vejen - en helt klassisk opvækstfilm. Havde publikum vidst at der var et kannibalmotiv i filmen, havde man kunne mentalt forberede sig og reaktionerne havde sikkert ikke været lige så voldsomme.

Justine er en purung, begavet pige som da filmen starter skal starte på studiet til dyrlæge. Hendes storesøster går i forvejen på uddannelsen og i løbet af filmen kommer det frem at pigernes forældrene også er fremtrædende repræsentanter for dyrlægefaget, hvilket resulterer i at Justines lærer, som han siger, er ekstra hård mod hende og ikke skal forvente nogen form for særbehandling.

Vi følger begivenhederne i øjenhøjde med Justine og overraskes måske lige så meget som hende over de mange bizarre optagelsesritualer som de unge ”rus’sere” skal gennemgå i deres første tid på veterinærskolen. Det er især grænseoverskridende for Justine at skulle spise en rå kaninnyre, for alle i familien er vegetarer. Trods stærk ubehag vælger hun at guffe kaninnyren i sig. Næste morgen vågner hun op med kløende udslet over hele kroppen og tager til lægen som forklarer at det er en form for sjælden madforgiftning, efter vi, i en meget ubehagelig montagesekvens, har set nærbilleder af Justine der feberagtigt klør sine voldsomme udslet til blods.

Justine bor på værelse med Adrien for som han selv siger, så tør administrationen godt at lade ham være hendes værelseskammerat, da han er homoseksuel. Alligevel er den introverte pige tiltrukket af sin værelseskammerat og helt tydeligt forvirret over både de følelser, for slet ikke at tale om alle de mærkværdige ritualer og fester som er en del af rusugen, samtidigt med at hun forsøger at finde sig til rette i sit nye liv væk fra mor og far.

Hvordan filmen med en sær form for realisme får åbnet op for den kannibalistiske godtepose, skal man selvfølgelig se den selv for at finde ud af. Filmen er på den måde langt tættere beslægtet med film som Lad den rette komme ind og Når dyrene drømmer end med film som Cannibal Holocaust, for den benytter hovedpersonens monstrøse og tabuiserede adfærd som en form for metafor for puberteten og for følelsen af at være marginaliseret, alene og udenfor.

En af de ting som får filmen til virkelig at fungere, er at den er fortalt med et dvælende og nysgerrigt kamera. Idet den unge kvinde pludselig opdager sine forbudte lyster lykkes det filmen både at vise hvor forvirret og syndig dette virker på sin hovedperson, for slet ikke at tale om tilskueren. Selv om vi blot er fluen på væggen, kan Justines opvågnen sammenlignes med et virkeligt ubehageligt trafikuheld som man langsomt kører forbi. Man forsøger at se væk, men det er endog meget svært – nysgerrigheden sejrer og der er gode chancer for at blive reelt chokeret over grusomheden af det man ser. De kan altså et eller andet de franske filmmagere. Det er ikke så udkrængende voldsomt som i Martyrs eller À l’intérieur men mindre kan altså også gøre det.

Filmen var dog faldet fuldstændig fra hinanden havde det ikke været for sin unge hovedrolleindehaver Garance Marillier, der sikrer at Justine ikke bliver en todimensionel, flad og utroværdig figur, men i stedet kommer til at virke som naboens stille datter. Dette kan være svært nok at få sådan en figur til at fungere overbevisende i en traditionel opvækstfilm, men er endnu mere vanskelig at gøre nærværende når man tænker på filmens grænseoverskridende, kannibalistiske præmis.

Raw er derfor en af den slags film som man skal se, hvad enten det er for at opleve dens groteskerier eller fordi det ret beset er en virkelig effektiv gyserfilm, der som mange før den søger at benytte gysets troper til at videreformidle hvor uendelig svært det kan være for et ungt menneske at finde frem til sit voksne selv, samtidig med at den helt bevidst leger med dobbeltbetydningen af ”kødelig lyst”. Af samme grund får filmen den varmeste anbefaling herfra.


Forrige anmeldelse
« Life «
Næste anmeldelse
» Ghost in the shell »


Filmanmeldelser