Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




xXx – The Return of Xander Cage (107 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 4/7 2017, 09:15 af Torben Rølmer Bille

Nulstil hjernen


Nulstil hjernen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

..og nyd forestillingen, for xXx - The Return of Xander Cage er en af den slags actionspektakler, hvor alt er fuldstændigt overdrevet og af samme grund bliver det forrygende sjovt, især fordi de medvirkende også giver udtryk for at det hele skal tages med et gran salt.

Efter en introsekvens, som viser at filmens meget skumle skurke er i stand til at fjernstyre de satellitter der er i kredsløb om jorden og bruge dem som en slags missiler, starter hovedfilmen med at vise seeren en mand, der kravler op af en meget høj telemast, stjæler en elektronisk dims for i næste nu at kaste sig ned over den tropiske jungle… på et par ski. Så er stilen ligesom lagt.

Selv om skiene undervejs mod hans endelige destinationen bliver byttet ud med et skateboard, så er det svært at tage seriøst, men det er jo heller ikke meningen. Vi befinder os i actionsfilmsland og ikke i virkelighedens verden. Meningen er nok at denne sekvens skal italesætte ekstremsport, idet kongstanken bag xXx-filmene jo er at alle xXx-agenter er forhenværende ekstremsportsudøvere. Takket være deres sport og afslappede attituder bliver de tydeligvis en helt anden type ungdommelig, X-games-agtig helt end f.eks. gode gamle James Bond.

Endnu engang handler det om skurke mod helte og om at redde hele planeten før det hele er for sent. Selv om Xander Corvus (Vin Diesel) har taget sig en pause i den anden film i serien (2005), hvor hovedrollen blev spillet af Ice Cube, så er han tilbage som Xander Cage, der forsøger at holde sig skjult for den organisation som i sin tid hyrede ham til at redde verden første gang. Det lykkes selvsagt ikke for ham og snart er han på jagt efter en anden gruppe xXx-agenter, som har stjålet satellit-fjernbetjeningen, med kodenavn ’Pandoras æske’. Undervejs møder Xander både nye venner, fjender og rejser verden rundt til smukke, eksotiske locations. Prøv selv at se hvor mange klicheer du kan finde i ovennævnte beskrivelse.

Det gør dog intet at klicheerne og de platte one-liners kæmper om vores opmærksomhed, for xXx - The Return of Xander Cage er rendyrket, kulørt, tempofyldt actionfilm, der med sikkerhed vil tiltale alle os der ikke helt kan få nok af den slags. Der er eksplosioner, motorcykler der pludselig kan køre på vandet, folk der slås i vægtløs tilstand, lækre babes i bikinier og så kan man også nævne at kampsportsikonerne Tony Jaa og selveste Donnie Yen også er med på rollelisten, hvilket giver mange af nærkampssekvenserne en nerve som mange andre mainstream Hollywood actionfilm godt kunne tage ved lære af. Filmen er da også blevet produceret af en lang række kinesiske produktionsselskaber.

Den nye xXx-film kan sagtens ses på et almindeligt fjernsyn, men som faste læsere ved er anmelder en af de få der er pjattet med 3D og derfor opfordres man også til at opleve spektaklet iført briller, for det gør i al fald ikke oplevelsen mindre spektakulær Vin Diesel har altid været god til at få sneget sig ind i forskellige franchises, tænk bare på serierne om Riddick, stemmen (og kroppen) til Groot i Guardians of the Galaxy og ikke mindst den langtidsholdbare satsning The Fast and the Furious, der i skrivende stund er nået til ottende film i serien. Det minder næsten om fuld beskæftigelse. Han har måske ikke det store talent for nuanceret karakterskuespil, men smilet og overarmene sidder hvor de skal og så formår han også at være ganske bamseagtig og elskelig, hans hårde ydre til trods.

Der er intet som helst nyskabende ved xXx - The Return of Xander Cage men det gør heller ikke noget, når tempoet er sat så højt som det er tilfældet. Selv om plottet er himmelråbende utroværdigt og figurerne karikerede til det ekstreme, så er det stadig meget svært at se sig sur på en film, der som denne her giver fuld gas og langemand til alle der forventer andet.

Det eneste lidt ærgerlige ved filmen er at Tony Jaa, som er kendt fra bl.a.Ong-Bak-serien, ikke får mere skærmtid, for han er som bekendt helt fænomenal til at sparke og slå. Det er nok også det eneste man kan udsætte på xXx - The Return of Xander Cage, for i øvrigt har den alle de ingredienser som en fjollet drengerøvsfilm skal have – og så endda i 3D. Det er ikke stor kunst, men det er heller ikke det som actionfilmfans vil have, når der skal filmhygges.


Forrige anmeldelse
« Rings (Ring 3) «
Næste anmeldelse
» The LEGO Batman movie »


Filmanmeldelser