Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Speed Racer (135 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 20/6 2008, 15:50 af Torben Rølmer Bille

Technicolor trip på væddeløbsbanen


Technicolor trip på væddeløbsbanen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mach GoGoGo er egentligt originaltitlen på den mangaserie som Yoshida Tatsuo opfandt i starten af 60'erne. I 1967 blev den transformeret til TV-animé og omdøbt Speed Racer til eksport. Det var den første japanske tegnefilm, som blev en kæmpesucces i USA. Alle småknægte med benzin i blodet blev fuldstændigt grebet af historien om Speed Racer og dennes familie, og blandt disse fans var Larry og Andy Wachowski.

Andy og Lary og Lana Wachowski er nok mest kendt for deres Matrix-trilogi, og en live-action udgave af Speed Racer blev skrevet på deres ”ting-vi-lige-skal-have-ordnet” liste i 1992. Selv om Speed Racer er et forholdsvis ukendt fænomen herhjemme, har vi i fra årets begyndelse kunne købe såvel legetøjsbiler som racerspil til vor Nintendo Wii, for på den måde at forberede os på filmen. Spørgsmålet er så, om man med god samvittighed skal bøje sig for ungernes plageri og indløse billet? Har filmen været ventetiden værd og kan Wachowski’erne komme overbevisende tilbage efter den noget gustne afrunding på Matrix-trilogien?

Umiddelbart er det svært at svare entydigt på, når man ikke har den samme popkulturelle referenceramme til seriens univers som alle amerikanere og japanere. Det er derfor umuligt for en udenforstående at bedømme, hvorvidt filmen er tro over for sin original – men der er mange indikatorer, der alligevel peger i den retning.

Visuelt set er Speed Racer en ovenud vellykket film. Det kinetiske tempo og helt overdrevne visuelle vokabular, som nærmest definerer animé-film, er fantastisk flot oversat til ”rigtig” film. Der klippes sjældent traditionelt, men i stedet bruges overblændinger, billede i billede-skift og et utal af overgange, hvor en figurs bevægelse i billedet afslører det underliggende lag, som der klippes til. Selv om andre film har forsøgt at gengive den unikke æstetik, der er at finde i mange nyere animéfilm (eks. Transformers, Fist of the North Star, Crying Freeman, oma.), så synes det først at være helt lykkedes her. Helt fra man ser Warners logo tone frem rammet ind i neonfarver, er man klar over, at man ikke får lov til at slappe af i øjnene på noget tidspunkt i de lidt over to timer, som filmen varer.

Væddeløbssekvenserne, som er filmens egentlige hovedperson, er fuldstændigt sindssyge og fantastisk flot skruet sammen. Filmen handler i al sin enkelthed om den uafhængige kører Speed Racers kamp mod det dominerende, kapitalistiske og multinationale, superprofessionelle racerhold. Og på trods af at man genremæssigt siden starten af filmen har gættet det endelige udfald rigtigt, så lykkes det filmmagerne at få os til at holde vejret i spænding undervejs, af den blotte grund at billedsiden er så kulørt, farvestrålende og helt igennem utroværdig! Det er som at vågne op i Las Vegas på svampe. Især filmens afsluttende væddeløb går så hurtigt, at de sidste to kilometer bliver kørt med hastigheder, der går over lysets hastighed. Selv om det fungerer, er det også meget udmattende at være vidne til, især når filmens egentlige indhold er dybt fraværende. Man kan også spørge sig selv om, hvorfor filmmagerne har insisteret på at have skuespillere med, når nu massive dele af filmen er helt igennem computerskabte?

Lad os være fair - filmen havde sikkert ikke været helt det samme uden det menneskelige element, selv om alle skuespillere - fra Susan Sarandon til chimpansen -ser ud som om, de har været igennem Photoshop et par gange. Det bliver lidt underligt klinisk og plastikagtigt, men det er samtidig en del af charmen. Der er vist ingen, der forventer, at en filmudgave af en gammel animéserie ville blive hverken dyb eller overraskende. Når filmen en sjælden gang imellem – som i scenen hvor Royalton afslører sit egentlige syn på racersporten - bliver alvorlig eller truende, krydsklippes der straks og gentagne til Speeds lillebror Spritle og hans fjollede eventyr med husets abe ChimChim, som er ude for at stjæle slik. Selv om det sikkert både er passende i forhold til, hvor campet originalen tager sig ud, og samtidig sørger for at ens poder ikke traumatiseres, så virker det med voksne øje alt for lagkagekomisk og plat.

Selv om der er en masse gode skuespillere med, så forbliver alle karakterer flade og uinteressante – med mulig undtagelse af skurken Royalton, som faktisk er virkelig slesk og ubehagelig. Filmen skal derfor ses udelukkende, enten fordi ungerne plager, eller hvis man har et gammelt LSD-frimærke liggende i skuffen, eller bare fordi man er helt igennem vild med farver og former, der bevæger rytmisk sig foran en.

Hvis man er syv år gammel, så har Speed Racer det hele. Flotte piger i stramtsiddende tøj, ninjaer, piratfisk, seje biler (der kan køre 800 km/t og har påmonterede våben), kulørte eksplosioner, kung-fu, en abe, mystiske racerkørere (som hedder ”X”), og ikke mindst en sund kernefamilie, der vil gøre alt for hinanden. Hvis man ønsker mere af sine film, så bør man løbe lang væk.


Forrige anmeldelse
« Kikujiro «
Næste anmeldelse
» Forfalskerne »


Filmanmeldelser