Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Free Fire (90 min.) Biograffilm / Angel Films
Anmeldt 1/6 2017, 14:45 af Torben Rølmer Bille

Håndlangerne 2.0


Håndlangerne 2.0

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er mange lighedspunkter mellem den bioaktuelle film Free Fire og Quentin Tarantinos debut Resevoir Dogs (også kendt som Håndlangerne). Begge film har figurer, der stort set alle er vaneforbrydere, nogle mere cool end andre. Begge film varer ca. halvanden times tid. Begge film foregår næsten udelukkende i det tidsrum filmen varer (OK - indrømmet, Quentins film byder på enkelte flashbacks) og begge film foregår stort set udelukkende i et pakhus.

Selv med disse forholdsvis få virkemidler beviser begge film også, at der sagtens kan skabes medrivende underholdning – så længe de dramaturgiske elementer og især dialogen fungerer. Det gør den. Ben Wheatley og hans faste samarbejdspartner (og viv) Amy Jump er nemlig gode til at skrive mundrette replikker. Det har de bevist tidligere, både i den film der for alvor slog Wheatleys navn fast: Kill List, den udsyrede middelalderfabel A Field in England og den fantastiske filmatisering af J. G. Ballards High Rise. Jump har ligeledes fungeret som klipper på flere af filmene, inklusive Free Fire sammen med sin mand.

Selv om Wheatley er en instruktør, som undertegnede holder meget tæt øje med, er det måske svært at finde hans fingeraftryk på den nye film. Ser man på film som både debuten Down Terrace og Sightseers startede han ud i en næsten Ken Loach-lignende socialrealisme, hvis man da lige så bort fra tilstedeværelsen af bestialske drab, der præger begge film. Denne realisme har han bevæget sig væk fra i de senere film, men i Free Fire kan Wheatly (og Jump) måske anes i den sunde portion humor, som har sneget sig ind i de ellers meget voldsomme løjer.

Filmen har som udgangspunkt et plot, der er meget simpelt og som er set flere gange før. Den handler om en gruppe skurke – i dette tilfælde af irsk afstamning – der mødes med en anden gruppe banditter i et varehus for at købe en større ladning våben af dem. Året er 1978 og måske skal maskinpistolerne shippes videre til IRA, men det er rent gætværk for det nævnes aldrig direkte i filmen.

Hvad formålet er med disse illegale maskinpistoler er heller ikke vigtigt, for selvfølgelig går tingene ikke helt efter planen. Det viser sig at den chauffør der ankommer med våbnene har været oppe at slås med en håndlanger fra den irske bande aftenen i forvejen. Hvad de har været så sure på hinanden over, skal selvsagt ikke afsløres her, men deres konflikt spreder sig hurtigt til resten af forsamlingen, og inden længe er der dømt åben krig i den nedlagte fabrik.

Der er sikkert enkelte seere, der vil mene at der bliver kravlet lige vel meget rundt på gulvet blandt ting, som man kan søge i ly bagved, idet kuglerne begynder at flyve. Der er sikkert også de, der vil mene at det er utroligt at så mange af figurerne rammes i benene, så de ikke er fysisk er i stand til at stå oprejst, men i stedet tvinges til at slæbe sig han over gulvet. Begge dele kan have sin rigtighed, men her på kapellet lader vi os altså ikke irritere over dette og finder dette i stedet ganske morsomt, lidt på samme måde som da man i slutfirserne så en blændet Chow Yun-Fat kravlede forbi sin blinde kæreste Jenny ovenpå klimakset på John Woos The Killer.

Der kravles ikke formålsløst rundt, for der er reelt tale om en kamp på liv og død, uanset hvor jovialt de enkelte kombattanter ellers taler til hinanden. Selv de seere, der hurtigt trættes af skudvekslinger, må helt bestemt være imponeret over hvor sikkert Wheayley & Jump sørger for at orientere tilskueren i forhold til hvor de forholdsvis mange figurer, som hver i sær forsøger at overleve, befinder sig i forhold til hverandre.

Sammenlignet med flere af Wheatleys øvrige film, har Free Fire ikke samme kompleksitet, eller byder på flere lag end det som præsenteres. På den vis virker filmen mere som en stiløvelse end som en film der vil noget nyt. Det er til gengæld en meget vellykket øvelse, hvad enten øvelsen har gået på at skabe en 70’er-pastiche eller for den sags skyld en shoot-out-scene, der varer lidt over en time.

En anden ting, der hæver filmen over det banale, er det fantastiske cast som optræder. Filmen synes at lade langt de fleste figurer få lige meget plads og dertil kommer at de enkelte forbrydere, selv om man har set lignende fortællinger før, er fint (og karikeret) skildret. På den måde, danner man sig hurtigt sig et indtryk af hver enkelt, uden dog man kommer virkelig i dybden med nogen af dem.

I den forbindelse bør man i særdeleshed fremhæve Michael Smileys patriarkfigur Frank, Shalto Copleys sydafrikanske våbenhandler Vernon, og endelig Armin Hammers figur Ord. Mange af de mindre roller får som nævnt også masser af plads til at udfolde sig på. Det er med andre ord en film der i mange henseender fungerer takket være sine karakterer og sine gode, velskrevne replikker og i mindre grad på grund af sit plot.

Selv om Free Fire ikke er lige så vild action som forrige års Hardcore Henry eller de bedste ’Heroic Bloodshed’-film, så kan mindre også gøre det. Det er ikke en film man har nødig at se på det store lærred, men man bør gøre det, hvis man er fan af Wheatley eller bare har lyst til at se en simpel action-thriller smurt ind i godt skuespil, fine billeder og med et stænk af kulsort humor.


Forrige anmeldelse
« Why him? «
Næste anmeldelse
» Heartstone »


Filmanmeldelser