Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Syng (108 min.) Købefilm / Universal / Illumination
Anmeldt 9/5 2017, 12:08 af Torben Rølmer Bille

Fame med dyr


Fame med dyr

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skubber man de kritiske anmelderbriller helt frem på næsen, er den nye animationsfilm Syng helt basalt set en film, der dels lukrerer på de seneste mange års fokus på talentkonkurrencer, idet den viser sin seer en flok antropomorfiserede dyr, der indbyrdes konkurrerer netop på at være den bedste til at synge og danse, dels er det en film, der benytter de mest populære hits fra firserne og frem til at skabe et soundtrack, hvor selv de mest mavesure musikfans sikkert kan finde et nummer, som de ikke kan undgå at nynne med på.

Selv om dette måske kan lyde utroligt kalkuleret (idet man selvsagt har mulighed for at købe det soundtrack som er kommet i handelen samtidig med filmens lancering) og selv om nærværende anmelder normalt vrisser gnavent af musicals, så ender Syng med at være en utrolig dejlig oplevelse, der cementerer at folkene på Illumination (ja, dem med Minions, Grusomme mig og senest Kæledyrenes hemmelige liv) er mindst lige så dygtige som deres kollegaer på Pixar og Disney, når det handler om at skabe computeranimation i verdensklasse.

Førhen var det især Disney, der var de ubestridte ledere, når det handlede om at skabe animationer der passede til musik. Faktisk var Fantasia primært en film der skulle vise potentielle investorer præcis hvor dygtige selskabet var til netop at skabe synkrone billeder til velkendte musikalske motiver. Siden starten af Disneys animerede spillefilm har figurer, mennesker som mus, brudt ud i sang lige så snart der var behov for det. Siden Pixar kom på banen, er der blevet skruet lidt ned for antallet af musikalske indslag, men det kan være dette ændrer sig hvis Syng får den succes den fortjener.

Hovedhistorien er ganske sød, hvis man se bort fra dens forhold til den aktuelle populærkultur, hvor mange lignende shows, er ved at mætte markedet. For selv om det handler om en talentkonkurrence, så handler det også om en koala med store ambitioner og et ukueligt humør. Selv om Buster Moon, som koalaen hedder, er teaterdirektør på et teater der er på fallittens rand og som fysisk er ved at falde fra hinanden, møder han både hverdagen og damen fra kommunen med et bredt smil. Han er en ukuelig optimist, der holder folk hen ved at give dem halve sandheder eller simpelthen ved at undvige de ubehagelige spørgsmål han stilles.

For at redde sit elskede teater beslutter han sig for at afholde en sangkonkurrence, men hans sekretær – Miss Jennings – en kamæleon med glasøje, kommer ved et uheld til at sætte flere nuller på præmiesummen end hvad godt er, så med løftet om 100,000 dollars i præmie (i stedet for 1000) strømmer der håbefulde sangere til det lille teater fra hele byen.

Det er jo helt klart ikke talentmassen der mangler, men Buster kan ingenlunde opdrive den slags penge, så i første omgang undlader han ganske enkelt at fortælle de medvirkende at der er tale om en trykfejl. I stedet begynder han at sætte forestillingen i scene. Sideløbende med denne hovedhistorie, bliver vi også præsenteret for de baggrundsfortællinger, der knytter sig til finalisterne i konkurrencen: Gorillaen, hvis far er kriminel, grisen, hvis mand ikke lægger mærke til hende, elefanten, der er så introvert at det kun er hendes nærmeste familie, der har hørt hende synge, osv.

Selv om en kulturradikal skribent her nok vil begynde at tale om, hvordan filmen på denne vis bliver en form for blåstempling af den Amerikanske drøm, der stipulerer at så længe man er optimist, aldrig giver op og bare knokler hårdt, så skal man nok få succes, så er filmen også mere end dette. For selvfølgelig er dette en fabel som skal have en lykkelig slutning, også efter at alt tilsyneladende går galt for den glade trup af performere. Det forventer vi – og hvilken afslutning vi så får!

For finaleshowet, er intet mindre end fantastisk, både hvad angår valget af musik og de stemmer, der synger de populære sange, men også i forhold til den iderigdom der er gået forud for iscenesættelsen af deres show. Det er både en hyldest og en ironiseren over de mange talentshows og så beviser den sidste halve time, selv overfor en mavesur anmelder der normalt hader musicals, at melodramaet sagtens kan fungere, så længe det er animerede dyr der leverer varen.

De danske stemmer er rigtigt gode, men heldigvis har man valgt ikke at oversætte eller at dubbe sangene, men lade de amerikanske performers sange være intakte. Det virker rigtigt fint, for ved man det ikke, lægger man ikke mærke til overgangene mellem tale og sang.

Det anbefales desuden på det kraftigste fra kapellets side, at man anskaffer sig Syng på enten Bluray eller DVD, for ikke alene har man her muligheden for også at opleve filmen med de originale amerikanske stemmer, men der er også et væld af ekstramateriale, som man kan dykke ned i. På coveret bliver man f.eks. lovet 3 nye minifilm – der bestemt alle er værd at se (især den med grisen Günther, der skal være babysitter). Ud over disse, er der masser af småfilm, der viser arbejdet med filmen og ikke mindst hvor begejstrede alle animatorerne er for ”illumination” (der står sikkert i deres kontrakt at de skal sige navnet mange gange når de bliver interviewet) selv om det selvsagt er hovedfilmen, der ender med ar være det vigtigste.

Syng er en af de animerede film der emmer af fortælleglæde og det virker som om animatorerne virkelig har fået lov til at vise hvad det er de dur til, både i de smukt koreograferede og meget opfindsomme musicalindslag, men også i de mange actionsekvenser som også optræder. Det er en film der har masser af humor, hjerte og ikke mindst mange virkeligt gode sange, som det er svært ikke at blive rørt over. For når en musicalskeptiker som kapellets udsendte, ligefrem får en klump i halsen undervejs, så kan filmen altså et eller andet, der tilsyneladende trodser enhver sund fornuft. Hvis du stadig tvivler, så lyder opfordringen herfra - se Syng og se om du kan sidde stille, endsige undgå at synge med selv.


Forrige anmeldelse
« Christine «
Næste anmeldelse
» American Honey »


Filmanmeldelser