Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Dan Dream (90 min.) Biograffilm / Nordisk Film
Anmeldt 2/4 2017, 11:40 af Poul Svane Grevlund

Da den danske drøm bristede


Da den danske drøm bristede

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1983 skabte den danske iværksætter Thure Barsøe-Carnfeldt verdens første el-bil, der fik navnet ”Hope Whisper”. Men da bilen skulle fremvises, blandt andet for daværende statsminister Poul Schlüter, kørte den galt, og Barsøe-Carnfeldts projekt gik i vasken.

Den begivenhed danner rammerne for manuskriptforfatterne Casper Christensens og Frank Hvams, mildt sagt, meget frie fremstilling af hændelserne. Alene det at man har ændret navnene på hovedpersonerne og på filmens centrale omdrejningspunkt, el-bilen, er en tydelig indikation på dette. Titlen ”Dan-Dream” er navnet på el-bilen i filmen. Casper Christensen selv spiller hovedrollen som iværksætteren, og filmen følger hans idé om el-bilen, fra den opstår og frem til konsekvenserne af den mislykkede fremvisning. Produktionen af bilen fandt i virkeligheden sted i Hadsund, men i filmen er handlingen henlagt til den fiktive fynske by Bjerringsund, hvor de københavnske iværksættere hurtigt kommer i clinch med den lokale provinskultur.

Filmen starter, ærligt talt, meget tvivlsomt ud. De første ca. 20 minutter af filmen fremstår særdeles rodede, idet alt for mange karakterer præsenteres på én gang, blandt andet ved brug af voiceover fra Casper Christensen. Der springes også meget let henover etableringen af iværksætterens idé om el-bilen. På dette tidspunkt tænker man, at Casper Christensen, med meget lidt held, har forsøgt at skabe en Joel Coen-lignende komedie, hvor voldsomt excentriske karakterer kan få lov at udfolde sig i en næsten alternativ virkelighed.

Først da handlingen henlægges til Bjerringsund og produktionen af bilen påbegyndes, finder filmen sit rette leje. Her udvikler filmen sig til en ren farce, hvor de bizarre og fjollede situationer der udspiller sig, hurtigt får én til at trække på smilebåndet. I stedet for at have nogle få komiske højdepunkter, hvor latteren får fuld udblæsning, skaber filmen mange mindre grin undervejs. Skulle man dog fremhæve nogle særligt morsomme momenter, kunne man nævne en scene hvor karakteren Henrik, spillet af Nicolas Vessel Kølpin, skal kalde sin kanin hen til sig. Måden hvorpå han gør det, er temmelig alternativ. Et andet højdepunkt finder naturligvis sted i scenen, hvor el-bilen skal fremvises. At nævne hvad der i filmen angives, som årsagen til at bilen kører galt, vil være at røbe for meget, men det er særdeles morsomt.

Casper Christensen og Frank Hvam, som også spiller en bærende rolle i filmen som ingeniør, har i de senere år brændt sig fast i danskernes bevidsthed i rollerne som dem selv i TV-serien Klovn, hvoraf to spillefilm også er udsprunget.

For mange vil det måske være vanskeligt at se de to herrer spille overfor hinanden, uden at have deres samspil i Klovn i mente. Selvom det generelt, dog med få undtagelser, er en anden type humor, som Dan-Dream indeholder, er der alligevel enkelte momenter, hvor det næsten føles som om, at man er vidne til et afsnit af Klovn. Her tænkes der særligt på en scene, hvor Casper Christensens karakter Thorkild forsøger at motivere Franks Hvams karakter Knas til at tage sig sammen. Dialogen denne scene indeholder, giver distinkte associationer til mange scener i Klovn, hvor den smarte og stilbevidste Casper Christensen belærer den kejtede og usikre Frank Hvam om, hvad han skal gøre.

Scener som denne er en udfordring for filmen, eftersom at den, til trods for den særdeles frie tilgang til historie og karakterer, helst skal etablere en anden illusion end Klovn skal. I Klovn spiller Christensen og Hvam jo rollerne som dem selv, hvorfor illusionen deri består i en følelse af at være vidne til deres virkelige personligheder. I Dan-Dream spiller de helt andre karakterer, hvorfor det fungerer mindre godt, når man genkender jargoner eller udtryksmåder, der forbindes med de personligheder, man kender fra Klovn.

Men til trods for en vag start og nogle lidt for associative scener, var filmen alligevel en underholdende og morsom oplevelse. Den har en smittende friskhed over sig, og man får den tanke, at de involverede har haft det utroligt morsomt med at lave filmen. Blot det faktum at den også formår at overkomme det negative førstehåndsindtryk, som den gav, er en bedrift i sig selv. Man behøver i øvrigt ikke i forvejen at være tilhænger af Casper Christensen eller Frank Hvam for at kunne nyde filmen, da den har sin egen humor, og ikke tilhører en bestemt kategori på den front. Dan-Dream er en anbefaling værdig.


Forrige anmeldelse
« Maggie's Plan «
Næste anmeldelse
» The Accountant »


Filmanmeldelser