Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Purge – Election Year (109 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 13/12 2016, 11:06 af Torben Rølmer Bille

Braget, der udeblev


Braget, der udeblev

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som faste læsere ved, vare en af de største filmoverraskelser der ramte Kapellet i 2015 The Purge: Anarchy. En film, der i høj grad udnyttede den ellers lidt fjollede idé fra etteren om en årlig tilbagevendende dag i USA hvor mord og vold er tilladt, mens resten af befolkningen forskanser sig i deres hjem.

Etteren brugte dette scenarie på at lave en ”home-invasion” film, Anarchy derimod kastede dens hovedpersoner og seeren ud i den rædselsnat, i en film der allermest mindede om klassisk John Carpenter, komplet med social kritik, en foruroligende, dyster og voldsom billedside, og et soundtrack der i den grad sparkede røv.

Derfor havde nærværende skrivekarl håbet på, at James DeMonarco kunne afslutte sin trilogi med et brag af en film, der ikke kun kunne leve op til forgængeren, men potentielt overgå den i både brutalitet, klaustrofobisk stemning og ikke mindst hovedpersonen (Frank Grillo)s evne til at være sparke endnu mere skurkerøv end sidst. Desværre skete dette ikke, for selv om The Purge: Election Year har nogle gode scener, pointer og røvspark, så ender den til Kapellets store skuffelse med at være en udvandet version af forgængeren. Hvem havde troet at 2’eren i en filmserie skulle ende med at være den bedste?

Som undertitlen antyder, så handler det i denne film i endnu højere grad om politik, for den kvindelige præsidentkandidat som Leo (Grillo) er levet bodyguard for, er ikke kun meget populær hos vælgerne. Hun har tillige som en af sine mærkesager at få omstødt den nye version af den amerikanske forfatning og afskaffet det dekret, der sikrer alle amerikanske borgere retten til at gå amok på ”Purge Night”. Dette fordi hun selv som ung pige oplevede hele hendes familie blive udslettet for øjnene af hende.

Det kan godt være, at hun repræsenterer en populær holdning, men der er selvsagt rigtigt mange andre kræfter, der vil gøre deres for at forhindre at hun kommer til magten. For at vise sine vælgere at hun ikke er bange (selv om hun selvfølgelig har vild paranoia på) beslutter præsidentkandidaten at tilbringe Purge Night i sit eget hjem, i stedet for et sted, der kan tilbyde langt bedre beskyttelse. Det er et logistisk mareridt for vores hovedperson, et mareridt der kun bliver mere virkeligt idet enkelte af hans medarbejdere mest af alt burde kaldes modarbejdere, idet de lukker bevæbnede, toptrænede elitesoldater ind i huset, så de kan slå politikeren ihjel.

Lige under overfladen på denne fiktion er det ikke ret svært at se virkelighedens polariserede USA, hvor demokrater i mange år har forsøgt at få ændret bl.a. de love der sikrer alle statsborgere et skydevåben, mens lobbyister og størstedelen af alle republikanere indædt kæmper for den grundlovssikrede ret til at bære et halvautomatisk højkalibervåben i deres bælter.

Uden at afsløre for meget, så foregår filmen heldigvis ikke udelukkende i politikerens hjem men også på mange andre lokaliteter i storbyen som den foregår i. Undervejs i filmen møder man også flere af de figurer man husker fra toeren, men til gengæld bliver disse figurer ikke brugt til ret meget. Der er også blevet skabt flere ganske intense situationer og groteske tableauer, af uskyldige mennesker fanget i denne udrensningsnat. De formår desværre bare ikke at overgå de scener man kunne opleve i toeren.

Det samme kan siges om filmens socialpolitiske agenda. For selv om den i kraft af sin science-fictionagtige ekstrapolering af amerikanske samfundstendenser formår at levere en velment og velplaceret kritik af det til tider noget ekstreme amerikanske samfund, så bliver det aldrig så skarpt formuleret som i forgængeren.

Filmen er tænkt som den sidste del i trilogien og denne tredje del formår faktisk også at få slået en endegyldig krølle på sagaen. Selv om Kapellet spår, at der sikkert nok skal komme en række Tales from Purge Night-serie på et tidspunkt, hvis denne sidste film altså genererer et klækkeligt overskud. Lad os se om ikke denne profeti går i opfyldelse?

Det er rigtigt ærgerligt at tredje del ikke formår at overtrumfe toeren. Dette hænger ikke kun sammen med at undertegnede ingen forventninger havde til Anarchy, men også at den forrige film den ganske enkelt er langt mere gennemarbejdet end både den første og denne tredje del. The Purge: Election Year er bestemt ikke dårlig, men man havde bare forventet sig så meget mere af James DeMonaco efter så stærk en toer.


Forrige anmeldelse
« Jason Bourne «
Næste anmeldelse
» Ice Age 5 – Den vildeste rejse »


Filmanmeldelser