Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Money Monster (98 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 5/12 2016, 07:55 af Torben Rølmer Bille

Titlen siger det hele


Titlen siger det hele

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For at parafrasere Yoda: ”Penge leder til grådighed. Grådighed leder til magt og magt leder til lidelse”. Eller lidt mere gammeldags: ”penge er roden til alt ondt”. Det er måske ikke gældende i alle forhold, men i rigtigt mange. Det er også penge, eller rettere sagt spekulation i penge, der konstant bliver tematiseret i filmen Money Monster, selv om den samtidig gerne vil tiltrække sin seer med et thriller-element.

For samtidig med at filmen er en historie om hvordan finansmænds kalkulerede beslutninger påvirker livet for almindelige mennesker, er hovedhistorien en der fokuserer på det gidseldrama, som udspiller sig på en tv-station i New York. Et gidseldrama, der netop tager udgangspunkt i en enkeltpersons, desperate finansielle situation.

TV-manden Lee Gates (Clooney) er en selvglad, hurtigtalende programvært på ”Money Monster”, et finansmagasin, der sendes live fra et studie i New York. Patty Fenn (Julia Roberts) er showets producer, hende der tager de afgørende beslutninger i kontrolrummet. Pattys dømmekraft bliver sat på en hård prøve da en ung mand – Kyle - tiltvinger sig adgang til studiet og tager Gates som gidsel. Han beordrer kameraerne til fortsat at filme hvis han ikke ska skyde tv-manden på stedet, mens han fremsætter sine krav. Det skal nemlig vise sig at gidselstageren anklager både Gates og måske især finansmanden Walt Camby, for at være direkte skyldige i at han har mistet alle sine opsparede penge og skabt grobunden for denne tilspidsede situation.

Filmen er instrueret af Jodie Foster, som de fleste nok kender bedst som skuespiller, men hun har tidligere instrueret både tv-serier og spillefilm. Sidst var det i den noget ujævne The Beaver hvor Jodie også selv spillede med. Selv om Foster med Money Monster viser at hun er ganske ferm til personinstruktion, så giver manuskriptet hverken filmens instruktør eller skuespillerne meget af arbejde med – i al fald ikke noget som er overraskende nyt eller som tilføjer noget til hverken thriller-genren eller i forhold til de samfundspolitiske undertoner der klinger undervejs.

Filmens budskab er lige så subtilt, som en lægtehammer i ansigtet. Det handler i sagens natur at vise hvordan kolde og kyniske mennesker, der til dagligt arbejder med finanser, opfører sig. Samtidig med hvor umuligt det er for den jævne mand i bunden af hierarkiet at få sådanne uretfærdigheder ændret. En pointe der allerede var oppe og vende, da Oliver Stone skabte filmen Wall Street tilbage i 1987 eller endnu tydeligere i Martin Scorceses The Wolf of Wall Street.

Hverken medierne eller de mæglere og spekulanter, der tager virkelige beslutninger på Wall Street, fremstilles som nogle der er synderligt interesserede i konsekvenserne af deres handlinger. Selv ikke hvis de får stukket en ladt pistol i ansigtet og på den vis bliver tvunget til at tage en form for ansvar. Jævne mennesker, lige som Kyle, der ofte hører til ofrene når selskaberne mister penge eller folk spekulerer i aktier, kan nemt føle sig magtesløse i sådanne situationer. Det er til gengæld alt for nemt for bankfolkene at påpege at det jo i sidste ende er den jævne mand der selv har valgt at investere og derfor også den jævne mands egen skyld hvis de taber penge. Dette uanset om en bankrådgiver eller en fyr på tv har sagt at det man kastede penge efter ville være verdens bedste og mest sikre investering.

Money Monster fungerer desværre ikke helt efter hensigten. Gidseldramaet, komplet med en form for overfladiske Stockholmsyndrom, er ikke 100% vellykket og selv om skuespillerne som nævnt, er gode og gør deres bedste for at få kammerspillet til at virke, så kommer det personlige drama heller ikke helt så tydeligt frem som man kunne ønske. Moralen i filmen, der forsøger at påvise manglen på selvsamme i banksektoren, er heller ikke hverken ny eller overraskende. Derfor står man tilbage med en velspillet film, der som udgangspunkt måske vil lidt for meget på én gang og som derfor mister sin seer undervejs.

Leder man derfor efter en film om finansverdenen som både byder på knivskarpe replikker, som ikke taler ned til sin seer, men i stedet stiller krav til denne om at følge med i noget stof, som til trods for at det er kompliceret, er utroligt vigtigt at vide noget om, så anbefaler kapellet at man i stedet (gen-)ser en af 2016s bedste spillefilm The Big Short. Se det er nemlig finansfiktion af en helt anden kaliber.


Forrige anmeldelse
« Arrival «
Næste anmeldelse
» Desierto - border sniper »


Filmanmeldelser