Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Lady Snowblood (97 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/6 2008, 10:43 af Torben Rølmer Bille

Snehvides blodhævn


Snehvides blodhævn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man overaskes til stadighed over japanernes filmtraditioner. Det er ikke kun de store mestre Kurosawa og Ozu som er interessante, men holder man af bizarre b-film og popkultur generelt, er Japan landet, der tilbyder flere blodige excesser, bizarre seksuelle handlinger og syge plots end nogen anden filmnation. Derfor er det også skønt, at AWE har gjort en hel række blodige samuraidramaer tilgængelige for os blegfede danskere, så vi kan blive revet lidt rundt i verdensfilmens arena med katana.

Den første film om Lady Snowblood bliver markedsført som en direkte inspirationskilde til QT’s Kill Bill, og man kan da også godt se lighederne i såvel protagonisten, den kvindelige hævner, som listen med banditter, der skal dræbes, den hårde træning og to væsentlige stykker soundtrack (som Tarantino har planket). Grundideen til Lady Snowblood er ifølge pressematerialet også oprindeligt tyvstjålet, for forfatteren har baseret karakteren på Grimms eventyr om Snehvide – og farvekombinationen ”hvid som sne, rød som blod” synes da også at spille en konkret rolle i filmens visuelle udtryk.

Lady Snowblood præsenterer vores heltindes baggrund i fragmenter, og derfor kan handlingen være lidt svær at følge med i starten. Det er i øvrigt meget typisk for japanske film – her gælder det for tilskueren, i bedste bordwellske, forstand om at være aktiv hele tiden. Vi oplever en kvinde, der spærret inde i et fængsel føder en datter. Det viser sig hurtigt, at kvinden har faldbudt sin krop til alle fangevogtere blot så hun kunne blive gravid og føde det barn, der kunne tage hævn. Målet for denne hævn er en bande, der i sin tid myrdede hendes søn og ægtemand og voldtog hende på skift, blot fordi de troede at ægtemanden var skatteopkræver. Kvinden endte i spjældet, efter hun opsøgte og dræbte en af banditterne bag udåden.

Den nyfødte er naturligvis Snowblood, der i sin status som baby ikke kan tilbageholdes i fængslet. Moderen dør i barselssengen, efter hun sværger evig hævn over banditterne, og den lille pige sendes i hård træning hos en bister munk. Munkens eneste mål er at forme Snowblood til en lejemorder og koldblodig kampmaskine uden samvittighed og uden anden følelse i sindet end hævn.

Det kan altså næsten ikke blive bedre!

Man kan udmærket forstå, at Tarantino er faldet pladask for denne voldsfabel, der har en del til fælles med Babycart-serien (også kendt i sin nedklippede form som Shogun Assasin). For det første er Lady Snowblood baseret på en manga af samme forfatter (Kazou Koike), og så deler den de helt vandvittige blodsudgydelser med Kenji Misumis filmserie om lille Daigoro og hans sværdsvingende farmand. Er man derfor en fan af Babycart-serien, er Lady Snowblood et absolut must.

Plottet er ikke kompliceret, når først man har forstået hele sammenhængen, men det er heller ikke plottet, som er det vigtige. Når man konfronteres med drabene, kan man ikke lade være med at gribes af en sadistisk fryd. Fru Snowblood finder langsomt men sikkert skurk efter skurk og konfronterer dem med fortidens synder, inden de hugges brutalt ned. Det er teatralsk, kynisk og ikke mindst meget, meget blodigt.

Fontæner af skarlagen hvisler ud af åbne sår med så stort tryk, at de formastelige, som bliver snittet i, må have hjerter, der er i stand til at pumpe al deres blod rundt i kroppen med samme kraft, som cirkuleringsanlægget i et middelstort dansk svømmeland - men der er heller ikke realismen, der er i højsædet hér.

Mifune-redaktøren Henrik Rytter fortalte engang til et foredrag, at når karakterer døde i japanske film, så ”er det ikke nok bare at lægge sig til at dø, nej - man skal falde forlæns ind i et bål og ens krop skal trampes i jorden af en deling soldater til hest, før man er helt færdig”. Selv om dette sceneri desværre ikke forekommer i Lady Snowblood, så er dødscenerne ekstremt overdrevne og står i skærende kontrast til den ellers fine b-films-æstetik som dominerer.

Lady Snowblood kan bedst sammenlignes med en spaghettiwestern. For ikke alene er den skabt på cirka samme tidspunkt i filmhistorien, men den synes også at gøre bevidst oprør og sparke nyt liv i en hyperæstetiseret samuraifilmstradition, som har været fremherskende indtil da. Lady Snowblood er måske ikke et mesterværk, men vil uden tvivl finde vej til hjertet af de, der ikke alene kan lide at se på smukke kvinder med sværd, men som også har en svaghed for Grand Guignol-traditionen - og for japanske b-film i særdeleshed.

Læs også anmeldelsen af Lady Snowblood 2.


Forrige anmeldelse
« Doomsday «
Næste anmeldelse
» Rats – Night of Terror (org. ... »


Filmanmeldelser