Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Doomsday (113 min.) Biografversion / Scanbox
Anmeldt 4/6 2008, 22:28 af Torben Rølmer Bille

Rendyrket firserfest!


Rendyrket firserfest!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Doomsday er en film, der efter alt at dømme vil dele folk i to lejre. Den ene vil mene, at det er en ganske afskyelig film, der ikke rigtigt ved, hvad den vil være, eller hvor den vil hen med sin forvrøvlede historie. Men alle os, der var unge i firserne og voksede op med filmklassikerne fra perioden vil frydes usigeligt, klappe i vores svedige hænder, sidde helt på kanten af biografsædet og opleve, at man for første gang i lang tid hæver armene, viser heavy-horn og højlydt råber: ”Ja, sgu!”

Filmen starter med at den megadødelige og ultrasmitsomme Reaper-virus bryder ud i Skotland. Konsekvensen er, at Skotland bliver isoleret fra resten af England via en høj mur, komplet med fuldautomatiske maskingeværer. Lige inden hi-tech udgaven af Hadrians mur lukkes, lykkes det en mor at overdrage hendes lille pige, der ulykkeligvis har fået skudt det ene øje ud, til nogle venlige soldater, som tager pigen med til den sikre zone.

Vi skriver pludselig 2035, og den lille pige er nu en kvindelig Snake Plissken, der går under navnet Eden Sinclair. Hun er ikke kun major i politistyrken men en rigtig barsk satan. Da Reaper-virussen pludselig bryder ud midt i London, indvies Edens i, at regeringen faktisk har beviser for, at der findes overlevende i Skotland. Eden får derfor til opgave at lede en specialstyrke ind i hjertet af den by, hvor virologen Kane opholdt sig i de sidste uger før Skotland blev isoleret. (Den opmærksomme seer har bidt mærke i, at en af soldaterne i indsatsstyrken hedder Carpenter). Kuren skal findes og Eden, og hendes kampenhed har 48 timer til at gøre det.

Indtil videre minder plottet - helt ned til Edens klap for øjet - om Escape from New York blot med en virus-kur som ersatz-præsident, men inden længe er den opmærksomme tilskuer vidne til en sand myriade af referencer og en ublu kærlighedserklæring til firsernes allerbedste film. De to mandskabsvogne, som trækker op foran hospitalet, er som hevet ud af Aliens, og de sindssyge kannibal-punkere, der angriber vore helte, består af lige dele Mad Max, tilsat en lige del italiensk post-nuklear-barbar. Ofrene for virussen i starten kunne nemt være løftet fra enhver ordentlig zombiefilm.

Tag nu bare denne korte sekvens, der ikke varer over 15 sekunder: De virkelig vågne nørder vil lægge mærke til, at skiltet, der rammer en af disse punkere - som i et forsøg på at få adgang til mandskabsvognen har placeret sig ovenpå køretøjet - lige i fjæset, er det, som forvandlede Max Headroom til en digital entitet i den klassiske engelske tv-serie. Oven i købet har kannibal-punkeren malet sig Highlander-blå i halvdelen af fjæset – det ser man først tydeligt, idet han tromles ned af den anden vogn.

Det viser sig, at Eden er havnet midt i én krig mellem de sindssyge kannibal-punkernes leder Sol og den idealistiske Kane, der på bedste Highlander-maner har forskanset sig selv og sin klan i et gammelt slot. Som om alle disse referencer ikke er nok, så er soundtracket også en sand foræring til de intertekstuelt legesyge. Der spilles naturligvis Fine Young Cannibals før festmåltidet hos Sol & Co. Siouxie & The Banshees har også sneget sig med, ligesom Frankie Goes to Hollywoods ”Two Tribes” brøler for fuld udblæsning nær filmens hektiske klimaks.

Rhona Mitra, der, som ægte fans ved, var den første officielle Lara Croft-model, spiller rollen som Eden med kølig elegance – og det er også på tide, at hun får en egentlig hovedrolle. Ud over glæden ved alle disse referencer og den bizarre genrehybrid af science fiction, fantasy og gyserfilm, så lever filmen meget højt på at være ekstremt voldsom. Lige som i Neil Marshalls to forrige film Dog Soldiers og The Descent er der ikke sparet på de blodige excesser. Faktisk tror jeg ikke jeg har set en lige så blodig film siden den nye Rambo – og det skal forstås som en ren ros! Hverken køer eller små søde kaniner slipper for at blive tilintetgjort lige for øjnene af den måbende seer.

Filmen er fyld med fede detaljer, og man har som ægte genrefan lyst til at gense den i samme øjeblik, den er slut, i håbet om at opdage endnu flere referencer til de gode tømmermandsfilm fra 80’erne, som alle raske drenge har dyrket med reparationsbajeren og chips. På mange måder føles Doomsday som en overset firserklassiker, og det kan måske undre, at der ikke er flere, der har satset og lavet denne slags film før – især når det nu er så populært at genindspille en del af filmene fra årtiet.

Instruktør Neil Marshall er tydeligvis lige så vild med perioden som undertegnede, og man skal være gjort af meget kynisk stof for ikke at mærke den kærlighed til et årtis rædselsvækkende, grusomme, morsomme og helt igennem sindssyge film, som Doomsday lugter langt væk af. Hvis man endelig skal være kritisk, så er action-sekvenserne en anelse rodede. Der tages ikke nok tid til at lave etablerende skud og indimellem er klippetempoet så raskt, at man som tilskuer helt mister orienteringen. Det trækker dog ikke væsentligt fra den samlede bedømmelse, for man har alt for travlt med at måbe over, at der heldigvis stadig er plads til en så bizar og fabelagtig corny film som Doomsday i den generelle biografdistribution.


Forrige anmeldelse
« The Last Jaws (org. L’ Ultimo... «
Næste anmeldelse
» Lady Snowblood »


Filmanmeldelser