Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kubo - Den modige samurai (101 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 3/10 2016, 18:33 af Torben Rølmer Bille

Komplekst stop-motion eventyr


Komplekst stop-motion eventyr

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I løbet af de seneste 10-15 år er computeren nærmest blevet uundværlig, når man skal skabe animationsfilm. Dette fordi det efterhånden både er billigere og nemmere at bruge forskellige softwareløsninger til at skabe film med. Disneys seneste håndtegnede tegnefilm var således Peter Plys fra 2011, og studiet har udtalt, at de ikke har planer om at lave flere håndtegnede animationsspillefilm.

. Selv om der også er brugt computerteknologi til den nye animationsfilm Kubo – den modige samurai (eksempelvis i forhold til kamerabevægelser, baggrunde og visuelle effekter), så er det en film, der overvejsende er skabt helt traditionelt ved at flytte dukker rundt lidt af gangen. Det er Laika-studierne, der har stået bag, og at de virkelig kan deres kram, har de før bevist med film som Coraline og senest Æsketroldene. Det er debutfilmen for Travis Knight, der faktisk ejer selskabet, og så er det ganske overraskende, at han har turdet satse på en film som denne, der måske ikke umiddelbart har samme brede appel som de førnævnte.

Som Laikas andre film er også Kubo afsindig flot. Vanen tro glemmer man helt, at man ser på en stop-motion film, for figurerne er i den grad animerede. De virker utroligt levende, selv om man også godt kan se, at det er dukker. Produktionsdesignet er virkeligt flot, og lige som i andre, lignende fantasy-action film (læs: Star Wars, Ringenes Herre osv.) føres seeren gennem en lang række meget forskellige verdener og lokationer i løbet af den halvanden time, som filmen varer.

For at gøre det hele lidt mere kompliceret, så er den virkelighed, som man præsenteres for i Kubo, en der byder på flere lag, der sømløst væver sig ud af og ind i hinanden. I starten af filmen ser vi hovedpersonen, der bor i en klippehule med sin mor, der virker, som om hun er plaget af demens, men som i de klare øjeblikke fortæller drengen om hans utroligt modige far, som desværre døde. Moderen har også magiske kræfter, som Kubo har arvet. De kommer til udtryk, når drengen optræder som historiefortæller i den lokale landsby, for landsbyboerne samles ikke kun om drengens fortællinger, men også for at se hans origami-dyr blive levende og udspille de kampe, som Kubo fortæller om.

Moderen har altid advaret Kubo om at gå ud efter mørkets frembrud, men da drengen hører om en lokal festival, hvor de levende kan tale med de døde, bryder han reglerne, og inden længe har mørkets magter, i første omgang repræsenteret af to ondskabsfulde søstre, fundet ham. Byen smadres af de onde kræfter, og i et sidste desperat forsøg lykkes det moderen at holde dem stangen og sende Kubo langt væk. Da han vågner igen, befinder han sig i et snelandskab med en talende abe som eneste selskab.

Herfra tager filmen fart, for Kubo har en klar mission: han skal skaffe tre dele af en legendarisk rustning for at kunne besejre ondskaben. Dette er dog langt fra ligetil, idet de enkelte dele er spredt for alle vinde og bevogtes af nogle særdeles væmmelige overnaturlige væsener.

Undervejs i jagten på de magiske artefakter finder Kubo ud af, at både aben og den billekriger, som hjælper ham på sin vej, er væsener, der har en hel del til fælles med dem, han kender fra den virkelighed, man indledningsvist bliver præsenteret for. Idet man når slutningen af filmen, er seeren måske også lidt i tvivl om, hvilket rige man befinder sig i: menneskenes eller det fantastiske parallelunivers, som Kubo pludselig vågnede op i. Måske er de blot to sider af samme sag, men det er i al fald ikke lige til at vide ved et enkelt gennemsyn.

Dette gør, at filmen er en af dem, som man gerne vil se igen for at få det hele med. Ikke kun i forhold til historien, der folder sig ud, men lige så meget for at nyde det totalt spektakulære dukketeater, som filmmagerne har skabt. Det er både spektakulært, dystert og eventyrligt dragende. Man skal i al fald være blevet virkelig voksen for ikke at kunne se magien i denne film, som kapellet på det varmeste anbefaler til alle de, der holder af animationsfilm og eventyr.


Forrige anmeldelse
« Their finest hours «
Næste anmeldelse
» Junglebogen »


Filmanmeldelser