Nogle gange forundres man over filmselskaber eller distributører, der udøver (selv)censur hvis deres fiktive værker kommer lidt for tæt på vores hverdagsvirkelighed. Således kan de fleste Spidermanfans nok stadig erindre traileren, der kom forud for Sam Raimis første film. I den kunne man opleve edderkoppemanden fange en helikopter i et net mellem tårnene på World Trade Center . En scene som selvsagt aldrig blev en del af den færdige film efter angrebene den 11. september. Andre husker kanske nyhedsindslag, der beretter om episoder hvor premierer på visse film er blevet udskudt, fordi filmens plot eller location var lidt for tæt på virkelighedens skyderier, naturkatastrofer og eller meningsløse terrorepisoder.

Den nye, franske film Made in France tæller med i statistikken over film, der har måttet flytte sin premieredato, ikke kun en, men hele to gange. Den var optaget før angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og blev i første omgang udsat på grund af dette. En ny dato blev fundet, men det viste sig at være kun fem dage efter massakren på de sagesløse koncertgæster på det Parisiske koncertsted Bataclan. Selv for de ytringsfrihedselskende og censurhadende franskmænd var dette alligevel for meget af det gode, for uanset hvor god fiktionen end måtte være, så er det heller ikke god smag, eller særligt klogt rent pr-mæssigt, at forsøge at hive billetpenge ud af publikum, der stadig er i chok over en så kynisk og kalkuleret terroraktion.

Når tingene er kommet lidt på afstand, så er Made in France stadig en film, der kan være lidt svær at se. Ikke kun fordi virkelighedens jihadistiske aktion var langt mere skræmmende end den fiktive, men også fordi filmen netop handler om det fænomen som amerikanerne har døbt ”homegrown terrorists”, altså ikke en udefrakommende trussel, som potentielt kan stoppes ved grænsen, men derimod borgere, der af en eller anden årsag radikaliseres i hjemlandet og derfor potentielt kan undgå myndighedernes overvågenhed. Borgere der har til hensigt at dræbe andre borgere for at fremme deres egen ideologi.

Filmen handler om en ung journalist, Sam, der med livet som indsats i løbet af et halvt års tid har infiltreret en gruppe selvudnævnte jihadister, alle født og opvokset i Frankrig. Sam er selv muslim, men er langt mere sekulær og lever et ellers normalt liv med kone og en lille søn hjemme. Det er lykkedes ham at komme så tæt på terrorcellen, at han ikke vil opgive sin historie så tæt på mål og derfor har han følt sig nødsaget til at leje et hotelværelse, simpelthen for at de folk han omgås ikke finder frem til hans familie.

I filmens start består cellen af en lille håndfuld mænd, der mødes dagligt i en uafhængig moske, som ligger i hvad der allermest minder om en gammel garage. De er alle enige om at de vil forandre verden, forme den efter Sharia og ikke mindst ændre på tingenes tilstand i deres nærområde. Disse ideer får pludselig medvind da Hassan dukker op og inden ganske kort tid bliver gruppens selvbestaltede leder. Han fortæller de øvrige, at han har kontakt med andre terrorceller og at der er store ting i vente. Sammen bryder de ind på forskellige fabrikker for bl.a. at skaffe store mængder kunstgødning, som de skal bruge til fremstilling af en bilbombe.

Sam er naturligvis forfærdet over dette og forsøger at opsøge politiet for at få hjælp fra dem. Myndighederne vil dog have Sam til at fortsætte sit arbejde i terroristcellen, så politiet reelt har en chance for at skaffe fældende beviser og følge de sky Jihadisters planer gennem Sam. Han er nu presset fra alle sider og fanget i en situation, hvor han potentielt får uskyldige menneskers liv på samvittigheden hvis han gør noget drastisk.

Made in France er på den vis mere end blot en ”profetisk” spændingsfilm, for idet den nærmest udelukkende fortæller sin historie set inde fra terrorcellen, skildrer den også et forholdsvis realistisk billede af hvor nemt det er for mennesker at manipulere hinanden, især hvis man lader frygten og stålsat tro på religiøse dogmer være ens drivkraft.

Det er samtidig en ganske velspillet thriller, der fungerer fint som sådan. Det er bare meget svært blot at se filmen som fiktion, men også et symptom på at der er kræfter i Europa der i højere grad end før bliver polariserede. En udvikling, der kan synes svær at stoppe, men hvor det i sidste ende forhåbentlig bliver friheden, broderskabet og ligheden der vinder kampen.