Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Close Range (80 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 30/8 2016, 10:30 af Torben Rølmer Bille

Direkte til video


Direkte til video

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis VHS-båndet stadig levede ville Scott Adkins-filmen (ja, det er nu en officiel genre) Close Range med garanti være udkommet direkte på video. Filmen imponerer ved en konsekvens mangel på godt skuespil, en række totalt utroværdige pro- og an-tagonister (der i øvrigt er hamrende dårlige til at ramme hinanden med automatvåben), en papirstynd undskyldning for en historie og som til trods for al denne ulykke alligevel ikke fejler eklatant.

Grunden til at man stadig godt kan se filmen uden at blive permanent hjerneskadet, skyldes primært Scott Adkins, der er virkelig god til at dele lammere ud på film. Når man har en mand på settet, som i den grad kan slås og i årevis har trænet kampsport, er det også muligt at lave lange nærkampscener uden alt for mange klip, fordi hovedrolleindehaveren er vant til at huske mange, lange og komplicerede kampkoreografier. Det er også dette aspekt, der som det eneste trækker Close Range i en positiv retning, men om det virkelig er nok til at redde resten af filmen må man i sidste ende selv bedømme.

Lad det blive sagt: Adkins har været med i flere, langt bedre film som f.eks. Ninja, Heavy Metal Chronicles eller for den sags skyld Undisputed-serien (som i øvrigt snart følges op af en fjerde film, der slet og ret kommer til at dele navn med Adkins’ figur Boyka). Ingen af disse film kan Close Range på nogen led leve op til, for foruden dens actionscener, er der som nævnt ikke ret meget at komme efter.

Filmen starter med at vor hovedperson, der her har fået heltenavnet Colton McReady, befrier sin niece fra en gruppe skumle mexicanske gangstere. En af de fyre som Colton vrider halsen om på, har en USB-nøgle i en kæde om halsen. Den snupper McReady og får niecen bragt tilbage til sin mor. Der går dog ikke særlig lang tid før venner og familie til de skurke som McReady få minuter forinden nakkede dukker op på den gård hvor niecen lever med sin mor og sin latterlige undskyldning for en stedfar.

Disse skumle kartelfyre, introduceres alle med navn og en form for tegneserieudgave af dem selv i filmens start, men dette bruges faktisk ikke til noget som helst, foruden at vi så finder ud af at deres leder hedder ”El Jefe” og hans håndlangere ”Lobo”, ”Taco” eller noget i retning af et generisk mexikaner-fobrydernavn. Deres navne er dog helt og holdent lige så ligegyldige som handlingen, for de skal bare være med, så McReady i løbet af den næste times tid kan skyde dem, stikke sin kniv i dem, eller brække alle deres knogler.

Selv om denne introsekvens er lavet i stiliserede tegneseriefarver, forsøger resten af filmen ikke at skjule at den er optaget på semiprofessionelt digitalt udstyr. Kort sagt så er der ikke brugt ret megen tid på colour-correction, endsige at lave lys på filmen, hvilket gør at alle billederne ser ud som en billigt produceret tv-serie. Langt de fleste scener er også optaget i støvet dagslys, hvilket gør filmens overordnede look både nusset og brunt. Det hjælper heller ikke på helhedsindtrykket, at hver gang kameraet laver en panorering, en tilt eller bare en hurtig bevægelse, så lyder der en ”swoosh”-lyd. Hvilke forbudte substanser lydteknikeren har været på, da denne beslutning blev taget kan man kun gisne om, men det var i al fald en virkelig dårlig idé, der på ingen måde virker.

Der skorter ikke på actionscener, faktisk er der så mange, at scener hvor folk skyder på hinanden eller slås er det som fylder allermest. Selv om der lagt er en enkelt biljagt ind, så virker denne lige så ubehjælpsom som dialogerne og plottet. Dette især hvis man sammenligner den med de mange utroligt flotte og medrivende biljagter som eksisterer andetsteds i andre, langt mere vellykkede actionfilm.

Skudduellerne mellem kartelfyrene og McReady bliver også i længden ufrivilligt komiske, for selv om mange fans af genren godt ved at skurkene måske konsekvent sigter dårligt, så gør McReady det også, til trods for at han skulle forestille sig at være en toptrænet, forhenværende militærmand (måske en fjern slægtning til en mere eller mindre tilfældig Stephen Segal-figur). Godt nok kan kapellets anmelder ikke påstå at han har forsøgt at affyre en AK-47, men ville dog hævde, at der var god chance for, at nogen kom til skade, hvis man stod under to meter fra hinanden og gav sig til at tømme magasinerne. Dette sker dog ikke her.

Grunden til at kartelgangsterne ikke bliver forstyrret af det lokale politi er naturligvis, at de har bestukket de fleste lokale strømere. Et delplot i filmen handler også om en af disse betjente, der måske - måske ikke, er begyndt at angre hans samarbejde med skurkene. Dette betyder ikke, at det nogensinde bliver interessant, for selv om betjenten er en af de få der faktisk formår at være delvist overbevisende rent skuespilmæssigt, så er hans rolle i misæren heller ikke nok til at hæve niveauet betydeligt over bundniveau.

Close Range er en actionfilm skåret efter en helt klassisk læst, forstået på den måde at der i starten laves et forholdsvis simpelt setup, en grund til at der efterfølgende skal kæmpes på liv og død. Som langt de fleste af den type film, så er udfaldet også nærmest givet på forhånd. Sammenlagt er Close Range en film man bør se hvis man holder af at se Scott Adkins være sammenbidt og smadre skurke på mange forskellige og indimellem opfindsomme måder – men også en film man vil undgå hvis man både er glad for smukke billedkompositioner, en god historie og skuespil.


Forrige anmeldelse
« Where to invade next? «
Næste anmeldelse
» Emelie »


Filmanmeldelser