Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Fear Clinic (92 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 24/8 2016, 16:43 af Torben Rølmer Bille

Lad dig ikke lokke!


Lad dig ikke lokke!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Genrefans ved (fra bitter erfaring) at når en film forsøger at sælge sig selv på at Corey Taylor fra Slipknot og Robert ”Den oprindelige Freddy Krueger” Englund er med, så er selve filmen muligvis af tvivlsom karakter. Naturligvis bliver man da nysgerrig, men hverken Corey eller Robert kan redde den rodebunker som er Fear Clinic.

På overfladen lyder det ellers, som en virkelig spændende idé. En foretagsom doktor, spillet af Englund, har fundet på en metode der helt kan fjerne folks frygt. Ikke ved ordinær samtaleterapi, men ved at patienten bliver lagt i en form for jernkiste, der lukker alle andre indtryk ude. Kisten kan give patienterne realistiske, voldsomme hallucinationer, som selvsagt rettes mod det de er allermest bange for. Imens ifører doktor Andover sig en futuristisk mund- og næsemaske, så han via en slange der går ned til kisten, kan tale patienten gennem traumet. Efterfølgende burde al frygt være overvundet.

Det virker umiddelbart som en succes. Doktoren kommer på forsiden af både medicinske fagblade og optræder i de traditionelle mainstreammedier som en sand mirakelmager. Han er tydeligvis den eneste, der er i stand til at foretage denne procedure, men et eller andet er helt galt. I filmens start oplever en af hans tidligere patienter, at hendes mareridt vender tilbage med fornyet kraft og hun opsøger derfor klinikken, for at få endnu en dosis af den særprægede behandling.

Det viser sig imidlertid, at doktor Andover har store problemer. Ikke alene er den unge kvinde ikke den eneste der har fået tilbagefald, men der er patienter som ligefrem omkommet i hans magiske helbredelseskiste. Seeren inviteres nu indenfor på klinikken for at finde ud af, hvad der monstro ligger bag disse mystiske begivenheder.

Selv om filmen undervejs byder på enkelte ganske fine digitale effekter, er der til gengæld andre tinge der er langt mindre vellykkede. Ting som virker meget amatøragtige. Mest iøjnefaldende er filmens lyssætning. For flere gange undervejs i filmen er der blevet brugt en effekt, der ret beset bude være ”massive-mængder-regn-på-rude”-effekt, men som i stedet ligner en VGA screensaver. Idet man nærmer sig filmens slutning har folkene bag valgt at lave en slags stroboskopeffekt, ved at indsætte en række ”fade to black”-effekter efter hinanden. Det bliver lige som ”regnen” primært irriterende og dilettantisk i stedet for stemningsskabende. Uhyggen forsvinder, når filmtricks på den måde bliver så tydelige, at man ikke kan se bort fra at filmens figurer opholder sig i et studie, smurt ind i digitale videoeffekter.

Værre endnu er det dog med filmens hovedhistorie. Den starter ganske fint ud, men hurtigt bliver både de replikker, som skuespillerne har fået udstukket samt hele præmissen for filmen mildest talt lattervækkende, snarere end skræmmende. Der er enkelte, få passager som fungerer, men i det store hele får filmen aldrig helt bygget en tilstrækkelig gyselig stemning op, til at seeren orker at lege med på konceptet. Dette undergraves også af to gennemgående figurer – et par pedeller – som sikkert var tænkt, som nogle der skulle tilføje filmen en smule humor blandt alle rædslerne, men i stedet blot cementerer, hvor hjælpeløst det hele er skruet sammen.

Fear Clinic ender derfor med at være en film der ikke er særlig vellykket. Faktisk vil kapellet råde alle, selv de der desperat hungrer efter at se noget gys, at springe en tur til Andovers klinik over. Det er hverken sjovt, uhyggeligt eller særligt godt. En af de eneste grunde der kunne være til at se filmen, var at man efterfølgende kan blære sig med at have set en film, som efter alt at dømme meget hurtigt glider ud i glemslens tåger.


Forrige anmeldelse
« Bedre skilt end aldrig «
Næste anmeldelse
» While we’re young »


Filmanmeldelser