Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Krampus (97 min.) Købefilm / Universal Sony
Anmeldt 16/7 2016, 18:25 af Torben Rølmer Bille

Julen er smerternes fest


Julen er smerternes fest

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Måske er det bare undertegnede, der har det på denne måde, men julen har altid været en højtid hvor hyggen altid har gået hånd i hånd med uhyggen. Selvsagt er der mest vægt på den første følelse, men det ændrer ikke på at man fejrer jul midt i den mørkeste tid på året, hvor kulden bider og hvor overnaturlige væsener som nisser muligvis konkurrerer med andre mere ondskabsfulde skabninger. Eksempelvis er der sikkert mange der tilhører anmelders generation, som er blevet lige så traumatiserede over live-udgaven af Mummitroldene, da den blev sendt sammen med DRs måske mest udskældte julekalender nogensinde - Jul og grønne skove. (Afsnit 5 er specielt voldsomt, da det er det, hvor det lille egern fryser ihjel!)

Ideen om at skabe gyserfilm med julen som en slags ramme er heller ikke ny. En af de allerførste reelle slasherfilm var eksempelvis Black Christmas og man kan i flæng nævne film som Silent Night, Deadly Night, Gremlins, P2 eller for den sags skyld den fantastiske, personlige favorit Rare Exports , der til trods for gyserelementer mest af alt er en mørk fantasy fortælling.

I forlængelse af alle disse film er nu Krampus dukket op, en film der lige som Rare Exports gerne vil overbevise sin seer om, at der findes en julemand fra rigtigt gamle dage. En julemand, der er alt andet end den rare, rødklædte bedstefar, som Coca Colareklame vil have os til at tro på.

Filmen handler i al enkelthed om en ganske velfungerende familie der op til jul får besøg af moderens dysfunktionelle søster, hendes irriterende børn og ikke mindst den fordrukne mor. Mens moderen i familien forsøger at gøre dette til en uforglemmelig jul, så bliver familiens yngste dreng så frustreret over den mobning han udsættes for af de irriterende børn fra den anden side af familien, at han river sin ønskeliste til julemanden i stykker og smider stumperne ud af vinduet. Hvad han ikke ved er at han samtidig påkalder Krampus. Julemandens mørke tvilling.

Inden man kan nå at synge et enkelt vers af Et barn er født.. begynder det at sne så kraftigt, at familien spærres inde i huset. Telefonerne er døde, strømmen går og de forsøger i stedet at holde varmen ved at tænde op i pejsen – også for at Krampus og hans horder af ondskabsfulde hjælpere kan få adgang til huset på den måde. De fjolser, der forsøger at begive sig ud i det vilde vejr, aner at der er noget helt galt, for en kæmpemæssig skikkelse med gedebukkehorn og klove hærger i nabolaget, mens sært udseende snemænd pludselig dukker op foran huset. Dette er dog bare begyndelsen på hvad der skal vise sig at udvikle sig til den værste jul nogensinde for familien.

Krampus starter egentlig meget fint ud, har en ganske god gyselig stemning og byder undervejs på en række vellavede effekter, men desværre er det også en film, der placerer sig midt mellem to stole. For på den ene side vil den gerne levere gode gys og chokeffekter, mens den på den anden side forsøger at være plat og morsom, især takket være svogeren spillet af David Koechner og den fordrukne mormor spillet af Conchata Ferrell. Det er dog ikke kun deres figurer, der tager lidt let på situationen, som de alle er havnet i, og dette gør at det også er svært for seeren at tage Krampus’ gyserelementer alvorligt. Der er, som faste læsere vil vide, bestemt ikke noget galt i at lave en gyserkomedier, for de kan sagtens fungere – problemet med Krampus er dog, at det gyselige konstant undermineres af de komiske elementer og at det er svært som seer at føle empati for figurer, der er skræmt fra vis og sans det ene øjeblik, for så at lave platte jokes det næste. Det kan godt være at det virkede fint i manuskriptet, men det fungerer ikke i den færdige film. Der er ganske enkelt et eller andet helt galt med timingen og leveringen af både chok og grin.

Det er faktisk en skam, for der er helt tydeligt blevet lagt en masse energi i filmen. Den ser dyr ud og har mange fysiske og computerskabte effekter som overbeviser. Problemet er bare at man hurtigt mister troen på at disse ting er truende, når nu figurerne i filmen selv laver sjov med dem, eller træffer beslutninger der er helt igennem tåbelige, selv sammenlignet med andre gysere.

Der skal naturligvis gives point for, at filmmagerne har forsøgt at lave endnu en (u)hyggelig julefilm, som hvis den var lykkedes kunne være et fint supplement til mange af de sukkersøde julefilm som slavisk løber over skærmen hver december, men desværre ender Krampus med at være en film, der knækker over på midten og hverken leverer helstøbte gys eller hjertelige grin. Især er dette ærgerligt, når der nu ellers er så mange delelementer i filmen som isoleret set fungerer så godt som de gør.


Forrige anmeldelse
« The legend of Tarzan «
Næste anmeldelse
» Zootropolis »


Filmanmeldelser