Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Indiana Jones og krystalkraniets kongerige (124 min.) Biografversion / United International Pictures
Anmeldt 22/5 2008, 08:13 af Claus Krogholm

Krystalkraniets kongerige


Krystalkraniets kongerige

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En martsdag i 1982 stod en ven og jeg i Palads biografen i København og skulle finde en film, der kunne underholde os et par timer. Valget faldt på Raiders of the Lost Ark. To timer senere forlod vi biografen med brede grin og et "Wow!"

Nu 26 år senere kan man godt være skeptisk, før man sætter sig for at se den fjerde Indiana Jones-film. Harrison Ford fylder 66 om to måneder - og Indiana Jones med gråt hår? Men undertegnede forlader stadig biografen med et bredt grin tværet ud over hele fjæset. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige har alle ingredienserne, og de bliver stadig blandet i de rette doseringer.

Handlingen foregår denne gang i 1957, så Indiana Jones er blevet så meget ældre, som også Harrison Ford er. Det hele starter i Nevada, hvor en gruppe teenagere udfordrer en militærkonvoj til at køre om kap, mens Elvis' "Hound Dog" kører som lydspor. Militærkonvojen drejer af mod det, der viser sig at være Area 51. I virkeligheden er der tale om forklædte sovjettiske kommandosoldater på jagt efter det, amerikanerne fandt i Roswell i 1947. Under ledelse af KGBs ekspert i paranormale militærteknologier, Irina Spalko (en über-cool Cate Blanchett), har de kidnappet Indiana Jones for at han skal finde den kasse, hvor fundet fra Roswell er gemt. Det viser sig nemlig, at det er på Area 51, den lagerhal befinder sig, hvor også Pagtens Ark endte i Raiders of the Lost Ark. Russerne finder det, de kom efter, men det lykkes også Indiana Jones at flygte - dog kun for at ende der, hvor amerikanerne netop skal til at foretage en atomprøvesprængning. Heldigvis var datidens køleskabe blyforede!

Tilbage på Marshall College bliver Indy kontaktet af den unge Mutt Williams (Shia LaBeauf) - en kloning af Marlon Brando i The Wild One - der overbringer en besked fra sin mor og Indys gamle studiekammerat Harold Oxley (John Hurt). Oxley hævder at have fundet El Dorado - byen af guld som de spanske conquistadorer ledte efter. Et gådefuldt brev fra Oxley sender Indy og Mutt til Amazonas, hvor de i jagten på Oxley og Mutts mor finder det krystalkranie, som det viser sig også russerne er ude efter. Noget tyder nemlig på, at kraniet ikke er af jordisk oprindelse... Og Indy møder en gammel bekendt, der har en overraskelse til ham.

Det er en gennemgående gimmick i Indiana Jones-filmene, at Paramounts logo med den karakteristiske bjergtop glider over i en identisk bjergtop - fx i Sydamerika i Raiders... I den nye film er "bjergtoppen" en lille jordtue, hvor et jordegern kigger frem. Dermed markerer Spielberg en vis (selv)ironisk distance, - og i hvert fald at man ikke skal tage det alt for alvorligt (hold øje med jordegerne, der dukker op flere gange undervejs). Men det er nu ikke fordi, filmen på nogen måde er blevet "mindre". Her er de imponerende settings, de spektakulære stunts, de karakteristiske one-liners, kryb (skorpioner og hærmyrer), okkult-mytiske genstande, John Williams' pompøse musik - og alt sammen naturligvis afviklet i et hæsblæsende tempo.

Alt er altså som det plejer. Bortset fra én ting. Der er gået små 20 år, fjenden er ikke længere nazisterne - og Indy er blevet den ældre generation, der ikke rigtig kan følge med i, hvad det er ungdommen har gang i. Der er rock'n'roll og populærkulturelle referencer, der er med til at understrege, at tiden er ved at være løbet fra Indiana Jones og den verden, han har for vane at redde. Men måske lige en sidste gang...

Raiders of the Lost Ark flyttede grænserne for eventyr- og action-film. Det gør Indiana Jones og krystalkraniets kongerige ikke. I de godt 25 år, der er gået, er der kommet en lang række film, der matcher Indiana Jones i tempo, stunts og action. At se den nye Indiana Jones er lidt som at møde en gammel ven og mindes gamle dage. Der sker ikke så meget nyt, men man er i vældig godt selskab. Orson Welles sagde om det at lave film: "This is the biggest electric train set a boy ever had!" Man har på fornemmelsen, at det er sådan Spielberg har det med Indiana Jones. Det er hans legetøj. Og det er det element af leg, han nok engang formår at få til at forplante sig over i filmen, så det ikke kun bliver en demonstration af teknik og effekter.

Der bliver trukket flere tråde bagud til den første Indiana Jones, og slutningen indikerer at nu er ringen sluttet og sagaen om Indiana Jones er slut. Men samtidigt skabes der så en åbning, der gør det muligt at fortsætte med en ny. Det bliver i så fald en helt ny historie. Indtil da er det bare at konstatere, at Krystalkraniets kongerige er en rigtig Indiana Jones film.


Forrige anmeldelse
« Halloween «
Næste anmeldelse
» In the Valley of Elah »


Filmanmeldelser