Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Rabid Dogs (90 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 12/5 2016, 18:10 af Torben Rølmer Bille

Veldrejet Bava-remake


Veldrejet Bava-remake

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den italienske kultinstruktør Mario Bava lavede i 1974 en film baseret på novellen A Man and a Boy af Michael Carroll. Det blev til filmen Carni Arrabbiati der måske er bedre kendt som Rabid Dogs. På mange måder er det Bavas mest trøstesløse film, men samtidig en film, der efterlader seeren med et varigt indtryk. I disse remaketider er måske intet under, at det netop er denne film der bliver genindspillet, denne gang under ledelse af en franskmand, der samtidig får sin debut som spillefilmsinstruktør.

Nu kunne man så fristes til at tro at den nye version af Rabid Dogs (org. Enragés) ville ende med at blive noget makværk, men det er heldigvis ikke tilfældet, for det er en både stramt fortalt og ganske intens oplevelse, der synes at være lavet med stor kærlighed til originalen. Indrømmet, der er afstikkere fra den oprindelige historie, men ingen der på nogen måde ødelægger helhedsindtrykket.

Ganske kort handler filmen om en gruppe bankrøvere, der efter et vellykket kup må flygte over hals og hoved fra politiet. De skyder og dræber endda et par politibetjente, så de er godt klar over at der sættes en landsdækkende menneskejagt ind på dem. Røverne tager i desperation, da de er omringet af strømerne, en tilfældig kvinde som gidsel, løber væk fra politiet og standser en tilfældig bil, som de vil flygte videre i.

Der er blot et mindre problem. Bilen de standser føres af en midaldrende mand, der kan fortælle hans gidseltagere, at han er far til den lille pige som ligger og sover på bagsædet. Han fortæller også at de var på vej til hospitalet, så pigen kunne få sig en livsvigtig operation. Af samme grund holder han hende bedøvet, så hun er klar til at komme under kirurgens kniv. Hvis han ikke når hospitalet inden 24 timer, bliver organet som hun egentlig skulle modtage givet til en anden. Forbryderne er dog fuldstændig uden empati og beordrer ham, med en pistol for tindingen at søge ud af byen og køre mod grænsen i stedet.

Resten af filmen udvikler sig nu til et slags psykodrama, hvor ethvert stop for benzin eller holdt naturligvis er præget af de spændinger der eksisterer mellem de kriminelle, det kvindelige gidsel og så de tre, hærdede bankrøvere. Især den unge, smukke kvinde har det svært på bagsædet mellem to ganske ubehagelige mænd. Det er minimalistisk drama, men iscenesat på en virkelig intens måde. Som sagt, så er den nye version af Rabid Dogs lige som originalen, en film der på ingen måde holder igen, når den leverer sine visuelle og narrative slag i tilskuerens ansigt. Det er ingenlunde en særlig rar film, men det har vist heller aldrig været meningen.

Rent teknisk holder filmen også. Det er en film, der både byder på en virkelig dramatisk startscene hvor røverne i bedste Heat stil har åben gadekamp med kampklædte politibetjente, men undervejs diskes også op med en række ganske intense scener, uforudsete twists i handlingen og ikke mindst er det hele bare godt lavet.

Skuespillerne er stort set allesammen troværdige, billederne er fedt framet, lyssætningen er stemningsfuld, filmen er godt klippet og så er handlingen ganske enkelt spændende at følge med i. Selv om man godt kunne dekonstruere filmen og påstå at der jo ret beset bare er tale om en handlingsmæssig deadline der skal overholdes (pigens operation) sat overfor en konfrontation der skal undgås (røvere mod politi), så fungerer disse enkle plotelementer overraskende godt, dette især takket være det kvindelige gidsel, der i nærmest bogstavelig forstand er fanget lige så meget mellem disse to forløb, som hun er mellem de to ubehagelige mænd på bagsædet.

Det eneste sted i filmen, hvor den måske går over gevind er i en scene mod filmens slutning, hvor selskabet er endt i en lille landsby, der er i færd med at holde en lettere aparte byfest. Her søger vore umage hovedpersoner tilflugt i et hus hos en mor og dennes gamle, invaliderede mor. Det skal naturligvis ikke afsløres her hvordan dette spænder at, men netop denne scene virker umiddelbart som en der med fordel kunne undværes. Så vidt undertegnede husker var den heller ikke med i originalen. Til gengæld virker scenen som en, der meget nemt kunne være løftet fra en anden film fra midthalvfjerdserne.

Rabid Dogs ender ud med at være en film, der både vil få fans af originalen til at glædes over at det ikke er alle re-makes som ender med at være skod og en film der er grundlæggende spændende, for de der ikke kender Mario Bavas film. Måske vil enkelte efter filmen er set ligefrem opsøge originalen, hvilet i kapellets optik naturligvis også varmt anbefales.

Selv om dette er et remake, beviser Éric Hannezo at han virkelig har talent for at lave thrillers, så lav en mental note af hans navn, for ham får vi forhåbentligt meget mere at se til i de kommende år. Det er i al fald en overraskende stærk debut han disker op med her.

Det kan godt være at Rabid Dogs ikke er stor filmkunst, men det er en gennemført nihilistisk thriller, der afslører på de mest dunkle og grusomme sider af mennesket, men den gør dette på en meget betagende og interessant facon.


Forrige anmeldelse
« Under the Dome sæson 3 «
Næste anmeldelse
» Cherry Tree »


Filmanmeldelser