Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Sorgenfri (93 min.) Biograffilm / SF Film
Anmeldt 12/4 2016, 10:50 af Torben Rølmer Bille

Ind i ligusterlabyrinten


Ind i ligusterlabyrinten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om begrebet ”Nordic Twilight”, eller ”Nordic Gothic” måske mest af alt er noget producenter anvender i salgsøjemed overfor udenlandske investorer, er der nu alligevel også noget fascinerende ved genrefilm som er skabt i Norden. Det kan godt være at det for enkelte seere udelukkende virker som om at filmmagerne blot overfører et ofte amerikansk genre-format til vore breddegrader og at den primære forskel skal findes i iscenesættelsen, omgivelserne og ikke mindst i det talte sprog skuespillerne imellem.

Her på kapellet hævder vi, eller i det mindste denne anmelder, at det er muligt at spore noget særegent nordisk i enkelte af filmene i denne kategori. F.eks. trækker den norske Trolljegeren på såvel Erland og Moes børnebøger om troldenes liv, eventyr samt på en masse folkloreelementer i løbet af sin fortælling og den svenske vampyrfabel Lad den rette komme ind benytter sig af en genkendelig, 70’er-æstetik som indpakning og trækker i højere grad på en socialrealistisk fortælletradition end på vampyrfilmens ofte excessive udtryk.

Selv om Danmark i mange år har været frontløber i forhold til ”Nordic Noir”-krimien (læs: Broen, Forbrydelsen mm.), så har gyserfilmene ikke just hobet sig op. Ser man bort fra et ganske produktivt undergrundsmiljø, er der ikke blevet skabt mange gyserfilm i Danmark, især ikke nogen, der har modtaget støtte fra DFI eller som er blevet til i samarbejde med større spillere som Zentropa eller Nordisk Film. Et par enkelte undtagelser kan man dog finde i bl.a. Dannys dommedag og Jonas Arnbys fascinerende underspillede Når dyrene drømmer.

De der har fulgt med i på nettet og i en enkelt aftensforestilling indtil den 17/4 - 2016 ] og Deres udsendte havde derfor muligheden for selv at se filmen. Spørgsmålet presser sig så på om det vitterligt var en god idé at undlade at bruge millioner på en markedsføring af filmen, eller om det ville have været penge givet godt ud?

Ganske kort følger Sorgenfri en meget velkendt formel for genren. Vi befinder os i Sorgenfri nord for København. Filmmagerne har valgt at optage ”on location” hvilket er en rigtig god ide. Nærhedsprincippet overholdes, for det er svært ikke at genkende nogle af de (stereo)typiske figurer der huserer i sådant et miljø. Filmens handling fokuserer især på en helt almindelig familie med far, mor, en teenagedreng og dennes syvårige, bedårende lillesøster.

Allerede filmens åbningsbillede griber frem mod katastrofen, for her ser man moderen i familien, med mascarastriber ned af kinderne, klynge sig til noget udenfor skærmen, mens hun hulker, ”hun trækker stadigvæk vejret, alt bliver godt igen… det er bare en ond drøm, lille skat”, mens an hører hårde bank på hvad man må formode er døren til det rum som hun befinder sig i. Billedet går i sort og seeren præsenteres i stedet for rækkehusfamilien, før alt begynder at gå galt. Her finder man hurtigt ud at de døjer med helt almindelige familiære problemer, en distræt og uopmærksom far, en pligtopfyldende, overbeskyttende moder og en teenageknægt, der er lidt træt af det hele.

Til den lokale vejfest dukker en ældre dame op som påstår at hendes mand ikke trækker vejret længere, men da farmand og nabomanden går over for at kigge efter, er den påståede døde ægtemand forsvundet. Lokalradioen fortæller på lydsporet, at Sundhedsstyrelsen advarer mod en meget smitsom virus, der er udbrudt på det lokale ældrecentret.

Før man kan nå at sige ”George A. Romero” er hele Sorgenfri i karantæne. Store, sorte lastbiler kører ned af villavejene. Der sættes enorme betonafspærringer op. Soldater iført gasmasker og beskyttelsesdragter pakker rækkehusene ind i sort plastik. Tv-signalet forsvinder. Der er ingen mobilforbindelse og beboerne får ingen information fra de maskeklædte, bevæbnede tropper, ud over at de skal holde sig inden døre.

Teenagedrengen har selvfølgelig meget svært ved at acceptere denne form for isolation, mest af alt fordi han helt tydelig er småforelsket i den nye pige, der lige er flyttet ind på den anden side af vejen. Derfor river han hul i plastikken og sniger sig ud i natten, for at finde ud af hvad det egentlig er der foregår.

Det er svært at konkurrere med lignende fortællinger fra Hollywood, for det er muligt at finde enkeltepisoder af The Walking Dead som har langt mere zombieaction og flere reelt uhyggelige scener, end de man kan se i løbet af halvanden times Sorgenfri. Til gengæld skal der i den grad gives point for forsøg, især når man tænker på at spillefilmens samlede budget er omkring halvdelen af hvad en enkelt episode af tv-serien koster - og så endda når man tænker på danske lønninger og skatteforhold.

Så når alt kommer til alt ender Sorgenfri med at være et ganske hæderligt forsøg på at lave en dansk zombiefilm, selv om der sikkert er mange der ærgrer sig over at det ikke blev Kadavermarch der løb med den titel. Figurerne er forventeligt lidt flade, men der bydes også på et par ganske effektive shock-scares undervejs og endda på udpenslet vold.

Filmen starter virkeligt stærkt ud, for både parcelhusidyllen, figurerne og situationen etableres rigtigt hurtigt. Desværre mister filmen lidt momentum i filmens midterste del, hvor der går ganske lang tid med at vore hovedfigurer, går frygtsomme rundt i mørklagte rum og blandt ensudseende ligusterhække, mens man konstant forventer at et eller andet angriber dem. Heldigvis genfinder filmen tempoet mod slutningen og langt de fleste gyserfans vil sikkert forlade biografmørket ganske tilfredse.

Det anbefales derfor at man støtter op omkring Bo Mikkelsens debutfilm, skynder sig ind og ser den i biografen og hvis man ikke har mulighed, eller kan nå dette, så får fat i filmen, bare for at støtte dansk genrefilm og for at vise distributørerne, at vi er mange filmglade nørder, som gerne vil have flere film i denne kategori end f.eks. endnu et pensionistdrama med Ghita Nørby eller - Gud forbyde det – endnu en monsterdyr og hamrende kedelig film af Bille August-film.


Forrige anmeldelse
« Jordskott «
Næste anmeldelse
» Kill the Messenger »


Filmanmeldelser