Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Deathgasm (83 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 11/3 2016, 15:33 af Torben Rølmer Bille

Splattermetal


Splattermetal

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om de fleste måske forbinder New Zealand med film som Lord of the Rings, så ved rigtige filmnørder også at Peter Jackson som ung filmmager startede et helt andet sted, nemlig i splatterkomedien. Det er svært for nogen at overgå både debutfilmen Bad Taste eller for den sags skyld slapstick-splatterfilmen Braindead men en ny, ung New Zealandsk instruktør – Jason Lei Howden – har med Deathgasm skabt en ustyrlig veloplagt, blodig og ikke mindst meget morsom splatterkomedie, der i den grad leverer varen.

Filmens hovedperson Brody har ikke noget sted og bo, efter hans mor fik en psykotisk episode og forsøgte at voldtage julemanden i det lokale Mall. Så mens mutter er kommet en tur på den lukkede, må Brody flytte ind hos morbroderen, som naturligvis er en hyperkristen dødbidder med en søn der hader Brody fra allerførste dag. Brody er nemlig bidt af metalmusik, har langt hår, spiller guitar og hænger plakater med Cannibal Corpse op som det allerførste.

Selv om Brody indledningsvis har det svært møder han i den lokale pladeforretning Zakk, som også elsker ekstrem musik og sammen med et par af skolens residente nørder danner de bandet Deathgasm. Zakk er en skidt knægt, men det virker som om han har hjertet på det helt rigtige sted. En dag bryder han ind i et gammelt hus lidt ude for byen og til drengene store overraskelse finder de ud af at husets beboer er ingen ringere end Rikki Daggers – en legendarisk metalmusiker som de begge er massive fans af. Hos ham finder de en af de 666 eksisterende kopier af hans plade men da de kommer hjem opdager de at LP’en slet ikke er den de regnede med, til gengæld finder de i omslaget et gammelt sæt noder, som de beslutter sig for at spille i deres nyformede band.

Det viser sig at det var en rigtig dårlig idé, ikke alene fordi en ganske magtfuld samling dæmontilbedere også vil have fat i noderne, men fordi at melodien er i stand til at påkalde den ondskabsfulde dæmon Aeloth, så idet de jokker trasher-pedalen i bund, skruer Marshal-anlægget op på 10 og begynder at spille den dæmoniske melodi, begynder folk omkring i byen at ændre sig, at blive besat – og nu er gode råd dyre, for ikke alene er almindelige mennesker pludselig forvandlet til monstre, men overdæmonen Aeloth er også på vej mod deres by.

Deathgasm er en af den slags film som nogle vil hade, men som langt de fleste der elsker splattereffekter, metalmusik og ikke mindst et godt grin vil knuselske næsten lige så højt som førnævnte tidlige Jackson-film. Det er en film der er lavet med lige dele kærlighed til heavy metal og splatterfilmsgenren.

Ser vi først på metalelementet så er hovedpersonernes gøren og laden både en hyldest til det meget varierede musiske udtryk man finder her og til en musikgenren generelt – en genre som synes at forene alle utilpassede unge. Samtidig laver den også tykt grin med både heltemetal (hvor vi i et par scener ser vor hovedperson fantasere sig til at være rockgud, der tilbedes af en meget letpåklædt piger for hans fødder idet han løfter spaden over sit vikingehjelmsklædte hoved) eller black- metal (i scenen hvor alle i bandet bærer ”panda”-corpsepaint-sminke og forsøger at optage en kikset musikvideo ude i skoven). Filmen fungerer selvsagt allerbedst hvis man forstår alle de både verbale og visuelle jokes om metalscenen, men for de uindviede er det sikkert også bare sjovt at se hvor lamme medlemmerne i Deathgasm er, i jagten på anerkendelse.

Hvad angår splatterelementerne så benytter filmen sig hovedsagelig at en masse vellavede fysiske effekter, der tilføjer noget håndgribeligt klamt til løjerne. Der benyttes også pletvist computergenererede effekter undervejs, men i nogen mindre grad og dér hvor de optræder fungerer det virkeligt fint. Det forekommer på den vis at være en direkte hyldest til både metalscenen og gode, gammeldaws splatterfilm.

Der er grangiveligt en masse indebrændte, højtuddannede anmeldertyper, der vil påstå at dette blot er en film, der sigter efter allerlaveste fællesnævner og som svælger i blod, patter og guitarriffs bare fordi den kan og det er sådan set også helt rigtigt, men det gør den også supercharmerende og dybt underholdende.

På sigt kan Deathgasm nemt blive en af de film man hiver ned fra hylden og straks sætter i afspilleren idet det går op for en af den man snakker med ikke kender filmen, for den er simpelthen bare seværdig og er en af den slags film som helt tydelig er blevet til fordi Jason Lei Howden simpelthen har haft en mission om at lave den lige som han havde lyst til. Det er de som man i mangel af en dansk betegnelse vil kalde for ”labour of love”. Det skal ikke forstås som om at det er en film om kærlighed, til trods for at der da optræder en kærlighedshistorie i filmen, for den er underordnet – nej, det handler i stedet om at kaste tarme, blod, hjernemasse og andre grænseoverskridende ulækre ting i hovedet på både de medvirkende og på seeren, til lyden af høj metalmusik.

Deathgasm er på den måde både vellykket som splatterfilm, som komedie og som en hyldest til den hårdeste rock. Derfor kan vi her på kapellet slet ikke få armene ned, men vælger i stedet at forme horn med begge hænder og anbefale Deathgasm på det allervarmeste.


Forrige anmeldelse
« Downton Abbey «
Næste anmeldelse
» Badehotellet (sæson 3) »


Filmanmeldelser