Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Emma og Julemanden (88 min.) Købefilm / Scanbox
Anmeldt 8/3 2016, 11:15 af Kim Toft Hansen

Juleeventyr ved forårstid


Juleeventyr ved forårstid

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det fortæller nok noget om DVD-markedet, at sidste års julefilm i danske biografer udkommer som købefilm netop på det tidspunkt, hvor vinteren er ved at lette sit greb om landet. Der forventes nok ikke det store salg. For ellers ville den nok være gemt væk fra forårssolen og smidt på gaden senere i år, når novembermørket igen ind, og julen trænger sig på. Men nu er den her. På et lidt besynderligt tidspunkt, fordi Emma og Julemanden er en ganske fin og stemningsfyldt julefilm.

Julefilm og julekalendere bruger meget ofte det samme trick. En eller få tror på et eller andet, mens de fleste fejrer julen som en ganske verdslig fest. I Jesus og Josefine var det fx moderen, der var den troende præst, mens Josefine var sur over selv at have fødselsdag d. 24. december. Derfor nægtede hun at tro på Jesus. Indtil hun blev overbevist. I Emma og Julemanden er det Emma, der tror, mens alle omkring hende blot overbærende hvirvler omkring uden at vide noget som helst.

Emma føler sig overset i sin familie. Hendes helt store interesse er traditionelle eventyrfigurer, hovedsageligt elverfolket. Derfor er det også kun hende, der med det samme tolker situationen rigtigt, da julemandens kone ved et tilfælde føder deres barn ned gennem skorstenen hjemme hos Julie. Der er dog andre interesser på spil. Den onde elverdronning fra Elverriget er også interesseret i at få fingrene i den lille, nyfødte. Sammen med elverdrengen Rod må Julie hjælpe for at redde babyen, julen, kærligheden og elverriget. Intet mindre.

Filmen er ikke fortalt uden humor – også til de voksne. Den er stramt fortalt og almindeligt struktureret. Selvfølgelig skal den handle om, at de bløde værdier skal reddes. Emmas særlige viden, som hidtil har været en særlingeinteresse, betyder pludselig noget vigtigt. Fra at være en glemt pige bliver Emma nu til handlingens vigtigste figur. Sammen med Rod rutsjer de ind og ud af to parallelle virkeligheder i et juleeventyr, der handler om de helt rigtige ting.

Da jeg spurgte min 4-årige datter (som også hedder Emma), om hun kunne lide filmen, svarede hun: ”Det var altså en rigtig god film, men den var også lidt uhyggelig”. De mørke scener fra det kærlighedsløse elverrige er dystre, mens elverdronningen også er stemningsfuldt og uhyggeligt fremstillet. Heldigvis har handlingen nogle fine pointer undervejs, der gør, at selv de næsten-mindste godt kan få en hel del ud af filmen. Det onde har gode pointer.

Handlingen tager udgangspunkt i universet fra TV 2’s to julekalendere Ludvig og Julemanden og Tvillingerne og Julemanden (efter sigende er der en film mere på vej til 2017-julen fra samme velfungerende univers). De to juleserier tog også udgangspunkt i den jydske muld. Første serie tog udgangspunkt i Børglum uden for Hjørring, mens anden serie flyttede en stor del af handlingen til Aalborg. Emma og Julemanden er optaget i et pittoresk og ’julet’ Viborg.

Dette møde mellem det stærkt genkendelige og lokale samt det overnaturlige og parallelvirkelige er en fint og spændende sammensætning. Selvfølgelig er en vigtig årsag her, at Viborg er med i Den Vestdanske Filmpulje, der også har støttet filmen. Men handlingsmæssigt naturaliserer det også hele det overnaturlige univers på en måde, der kan få det til at glide hurtigere ned hos selv den mest kritiske naturalist. Viborg er en smuk by. Den er bogstaveligt blevet fortryllende i Emma og Julemanden.

Måden, som fortryllelsen er sket på, er ved en ganske omfattende anvendelse af visuelle effekter. Nordisk Film Shortcut har her skabt nogle væsentlige og ret overbevisende CGI-effekter, som er en vigtig grundsten i skabelsen af universet. Det, vi får serveret, er en retoucheret virkelighed, som på den ene side hiver nærvær ud af en genkendelig lokalitet og eventyr ud af den overbevisende computergrafik. Se effektproducenterne Shortcuts showreel her, hvor netop Emma og Julemanden spiller en stor rolle.

Jeg vil tvivle på, at Emma og Julemanden vil få et særligt liv som fuldpris-DVD. Det er så sandelig ikke filmens skyld, for den er i sig selv en meget vellykket, dansk julefilm. Det er i stedet udgivelsestidspunktet. Når vi når frem til den tid (om 10 måneder), hvor salget af en julefilm ville give mening, er filmen nok klar på diverse streaming-tjenester. Men for de, der ikke kan vente (og som tolker martssneen som julestemning), er den nu klar som købefilm.


Forrige anmeldelse
« He Never Died «
Næste anmeldelse
» Norskov »


Filmanmeldelser