Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




He Never Died (99 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 2/3 2016, 11:40 af Torben Rølmer Bille

Udødelig undergrund


Udødelig undergrund

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den 13/2-2016 fyldte den muskuløse hardcore-rocker Henry Rollins 65 år, og i den anledning var det oplagt at fejre den forhenværende forsanger i Black Flag og Rollin’s Band med at se filmen He Never Died. Faktisk var dette del af en temaaften, for forinden havde nærværende anmelder hygget sig med den anden muskelbøf Vin Diesel i den ganske underholdende effektfilm The Last Witch Hunter.

Selv om begge muskelmænd spillede figurer, der er usårlige, udødelige og derfor ganske indebrændte, og selv om begge film havde premiere i slutningen af 2015, er der også tale om to film, der alligevel ender med at være meget forskellige. Vin Diesels film bød på ganske mange, fine effekter, en stor, fantasifuld og svulstig fantasyfortælling bakket op af et budget, som IMDB estimerer ligger i omegnen af 90 millioner dollars.

Som kontrast til den viste det sig, at He Never Died var en mindst lige så underholdende independentfilm, der både byder på en masse morsom dialog og en noget mere jordnær, ”realistisk” handling, der faktisk formår at overraske sin seer, selv om den er lavet for en brøkdel af den anden films budget. Til trods for dens lave budget betyder det ikke, at den hverken virker billig eller er dårlig i sammenligning.

Vi møder vores hovedperson Jack, spillet af Rollins. Han er noget af en enspænder, der bor i en lille mørk lejlighed. Han har ikke ret mange interesser ud over at hænge ud i den lokale diner, hvor han hver dag får et glas vand og en skål lunken havregrød. Ellers tager han i bingohallen og fornøjer sig ved at spille sammen med alle pensionisterne.

Der er dog noget helt galt med Jack, for han bestiller også en medicinstuderende til at komme med en pose blod, som han kort herefter slubrer grådigt i sig. I filmens åbningsscene ser vi, hvordan han ondulerer to skurkagtige personer, der kommer brasende ind i lejligheden for at true ham. Til trods for sit ellers så afdæmpede væsen opdager seeren også hurtigt, at Jack ikke er helt som alle andre. Hvis man har forstået den engelske titel rigtigt, så vil man selvfølgelig også have en god idé om, hvad dette er.

En skønne dag dukker der en ung pige op ved Jacks dør, men hun smutter igen, inden han kan nå at sige noget til hende. Pigen viser sig at være Jacks datter, der har forsøgt at kontakte hendes far. Da dette går op for ham, begynder han at lede efter hende. Det lykkes at finde hende, og datteren forsøger (sammen med seeren) at komme til bunds i, hvem Jack er.

Datteren forsøger at komme tættere ind på livet af sin biologiske far, der ofte kun svarer på spørgsmål med et enkelt ord eller to og som mildest talt virker introvert og utilpasset. Datten får dog løsnet lidt op for farmand, idet hun får ham presset til at lave en aftale om at gå på date med servitricen fra dineren, for hun er helt tydeligt interesseret i Jack, selv om han har svært ved at se det.

Hverken datter eller servitrice ved dog, at Jack besidder overnaturlige evner – i al fald evnen til at heles meget hurtigt. Vi ser også, hvordan Jack ekspederer de banditter, der undervejs i filmen forsøger at angribe ham, og man ser endda Jack spise dele af dem efter deres død. Er Jack vampyr? Er han en form for udødelig kannibal eller noget helt tredje? Svaret gives naturligvis i filmen, men ikke hér (med mindre man altså klikker på linket til filmens officielle trailer, der faktisk afslører, hvem Jack i virkeligheden er).

Selv om filmen kan kategoriseres som en slags drama-gyser-komedie, så har den også en gennemgående independent vibe. Ikke forstået på den måde at folkene bag har forsøgt at lave en egentlig kunstfilm, men mere i den forstand at måden, den er optaget og klippet på, den musik, der benyttes undervejs, og endelig den måde de ofte ganske mærkværdige scener er afviklet på, har alle en form for skæv coolness-faktor, som til sammen peger i retning af noget anarkisk og som falder i god tråd med hovedrolleindehaverens etosappel.

He Never Died ender derfor med at blive en ganske seværdig lille film, der viser, at Rollins sagtens kan bære en hovedrolle, især når det er sådan en som Jack. For det er virkeligt fint tænkt at lade netop Henry Rollins spille introvert og stille i lange passager i filmen, for så at gå berserkergang, hvis han bliver presset nok. Desuden har filmen som antydet et par gode overraskende twists, er ikke uden selvironi, og selv om den er blevet til på et ganske smalt budget, så mærker man det ikke.

Så hvad enten man bare godt kan lide Rollins, B-film eller bare har lyst til at se en film, der underholder, men som stensikkert heller ikke minder om ret mange andre film, man har set, så bør man give He Never Died en chance.

Som en parentetisk slutbemærkning kan nævnes, at der i skrivende stund arbejdes på at lave en egentlig tv-serie http://www.billboard.com/articles/news/6813649/henry-rollins-he-never-died-jack-interview baseret på filmen og på Jack. Om dette bliver en realitet, kan man kun håbe på. Men kapellet holder antennerne ude og lover at se nærmere på serien, hvis eller når den kommer.


Forrige anmeldelse
« Hellions «
Næste anmeldelse
» Emma og Julemanden »


Filmanmeldelser