Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bridgend (104 min.) Købefilm / Midget Entertainment
Anmeldt 2/3 2016, 11:26 af Kim Toft Hansen

Selvmordskulten


Selvmordskulten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden 2007 har mange unge begået selvmord i og omkring den walisiske by Bridgend. Der har de seneste små fire år været tavshed omkring selvmordene i pressen, fordi især forældre har pointeret, at pressen har været medvirkende til at glorificere de mange selvmord, hvilket kan have intensiveret selvmordsraten. I perioden 2007-12 begik intet mindre end 79 personer selvmord. Jeppe Røndes debutspillefilm Bridgend om fænomenet er netop kommet som købefilm.

Det er ikke noget opløftende oplevelse at se Bridgend. Den handler om den unge Sara, hvis far er politibetjent. De flytter tilbage til Bridgend fra Bristol, hvor faren skal medvirke i efterforskningen af selvmordene. Da de ankommer, har 23 unge begået selvmord. Det er et godt og genkendeligt trick at sende en udefrakommende ind midt i et uforståeligt fænomen, fordi det på mange måder kan give et frisk blik på sagerne. Derfor er Bridgend en yderst velfungerende film.

Sara er filmens antropologiske blik. Hun står på ydersiden af byens unge med et almindeligt ønske om at tilpasse sig det område, hun er kommet til. Hun har boet der tidligere, men det er mange år siden. Derfor skal hun blande sig med de lokale for at finde sig en omgangskreds. Indledningsvist er hun lidt distanceret til dyrkelsen af de døde venner, men ganske langsomt suges hun ind. Hun fascineres af dødsfetichismen godt hjulpet på vej af en teenage-forelskelse.

Filmen ønsker ikke at forstå. Filmen vil heller ikke rigtig forklare. Den vil se. Og vise. Med Sara får vi indblik i en af de mest udbredte teorier om selvmordsfænomenet: at der i og omkring byen findes en slags dødskult, som holder sig for sig selv. Rammen er en foragt over for forældregenerationen, der driver de unge ind i en subkultur, som centrerer sig omkring selvmord. Det virker til, at indsigten i fænomenet her handler om, at de er fælles om depressionen. Et depressionskollektiv.

Bridgend er holdt hovedsageligt i en nærgående og håndholdt realisme. Lyssætningen er naturlig og mørk. Byen er skildret gennem genkendelige britiske gader. Ikke som sådan en krads underklasserealisme, snarere end nøgtern registrering af en virkelighed, der findes. Filmen er indspillet on location, i det faktiske Bridgend i Wales. Det er et modigt valg, selvom det måske kan siges at kompromittere ønsket om at friholde området fra mediefokus. Filmens lokative nærvær er også opnået gennem et frygtløst cast hentet i vidt omfang fra det lokale.

Årsagen til, at filmen ikke som sådan vil en særlig realisme, er dens flotte og poetiske anvendelse af lyriske billeder. Individuel psykologi dækkes ikke meget (eller kun) gennem det sagte. I stedet får vi dobbeltkopieringer og montager, som viser os især Saras sindsbillede, der langsomt ligner de lokales mere og mere. Ydermere anvendes byens særlige skovlandskab til at sætte en nærmest ondskabsfuld stemning, eftersom dødsdriften uddrives dybt inde i skovene.

Bridgend er en særdeles overbevisende spillefilmsdebut. Den er faktisk dybt provokerende i sit insisterende forsøg på ikke at sætte fingeren på specifikke årsager, forklaringsrammer eller løsningsmodeller. I stedet runder den blot af med en desillusioneret erkendelse af, at fænomenet stadig eksisterer. Unge begår stadig selvmord i Bridgend. Om filmens mistrøstige karakter kan give eller afvige fra depressioner er svært at sige. Men den fortæller en historie, som er svær at fortælle, på en meget vellykket måde.


Forrige anmeldelse
« 1864: brødre i krig «
Næste anmeldelse
» Hellions »


Filmanmeldelser