Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Tordenskjold og Kold (93 min.) Biograffilm / SF Film / Nimbus
Anmeldt 1/2 2016, 12:00 af Torben Rølmer Bille

Den anakronistiske søhelt


Den anakronistiske søhelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis du hører til dem, der fik aftenkaffen galt i halsen da Ole Bornedals 1864 rullede over skærmen, da du opdagede at den fraveg historiske fakta til fordel for dramatiske elementer, bør du måske også overveje kraftigt at undlade at indløse billet til Henrik Ruben Genz’ nye film Tordenskjold og Kold for i stedet at sætte dig til rette med Dan Andersens opdaterede pragtversion af Peter Wessel Tordenskjold der udkom i efteråret 2015.

For Tordenskjold og Kold er som plakaten ganske tydelig angiver ”En sand historie – langt hen af vejen”. Man har altså taget udgangspunkt i en masse fakta om den norskfødte søhelt og så har man også frit fortolket på de områder af mandens liv som historiebøgerne ikke skriver meget om. Dette handler især om søheltens død, der som ovennævnte historiker påpeger, stadig er omgivet af mystik idet flere forskellige modsatrettede vidneforklaringer bl.a. har ført til en række konspirationsteorier. Det er netop denne duel nær Gleidingen i Tyskland, som filmen indledes med.

Seeren bringes så tilbage til årene umiddelbart efter Den Store Nordiske Krig stoppede og her møder vi en desillusioneret Tordenskjold, der kigger lidt for dybt i flasken og som ikke rigtigt kan tænke på andet end at kneppe. Wessel går tillige til en form for 1700-talsk psykoterapi, hvor hans læge (David Denick) med stort besvær forsøger at komme i kontakt med mandens følelser. Tordenskjold vrisser ved tanken om at slå sig ned og stifte familie, men lige som historiebøgernes Tordenskjold, synes han at ændre mening idet han får nys om en engelsk kvinde, der finder interesse i ham og som tillige byder på en medgift på 80.000 pund.

De veksler breve med hverandre og som filmversionen af søhelten forbløffet udbryder da han læser hendes: ”Tænk engang at man bare kan skrive et brev og så få fisse”. Som man nok allerede kan fornemme hér, er hovedpersonens sprog på udsatte steder meget moderne i forhold til den samtid som skildres. Han beslutter sig dog at mødes med kvinden, der skriver at hun vil komme til Tyskland i den nærmeste tid. Så Tordenskjold bryder op fra København og begiver sig mod Hannover, med flere stop på Sjælland, Jylland og i Hamborg, hvor han har hørt at det er muligt at komme til at kopulere med en sort kvinde. Filmens Tordenskjold har tydeligvis en fetich for netop mørklødede skønheder.

Filmen er på den led meget fikseret på at skildre en meget drikfældig og utrolig liderlig version af Tordenskjold, hvis eneste drivkraft nu krigen er over er hans trang til at få fedtet rotten, som de unge siger. Som hans kammertjener Christian Kold siger, så var det freden, der blev Tordenskjolds endeligt. Der er da heller ikke sparet på hverken nøgenhed eller smukke kvinder i filmen, eksempelvis kan man opleve både Marie Boda (fra tv2s Juleønsket) og Natalie Madueño (i skrivende stund aktuel som Claudia i DRs søndagsserie Bedrag) i intimt selskab med den dameglade hovedperson.

Filmen forsøger dog ikke kun sprogligt at blande nutid sammen med fortid. Soundtracket er også meget moderne og består både af klassisk filmmusik blandet med rockmusik. Indimellem benyttes også flashy billedtekster, der ligner noget fra startfirserne, når man på bedste Pusher-manér skal introduceres til de mange adelige som han møder på sin færd.

Tordenskjold fremstilles bevidst som lidt af en rockstjerne eller celebrity, der dyrker og udnytter hans fans – især de der er lækre. Vi ser hvordan Tordenskjold på sin vej gennem Danmark og Nordtyskland holder en række passionerede foredrag der allesammen handler om hans overvældende sejr ved Dynekilde. Så mange gange genfortæller han denne historie, at han mod slutningen indrømmer at han er ved at være træt af at fortælle den samme historie igen og igen. Kammertjener Kold sælger efterfølgende merchandise til de mest betagede fans: Tordenskjold-ølkrus, små kanoner og muligvis også tændstikæsker.

Kammertjener Kold er godt nok en historisk figur, men han fylder ikke meget i historiebøgerne. Her er han ikke kun det tætteste på en ven, som den egenrådige hovedperson får, men tillige en som har fulgt ham gennem mange år. Kold er her brugt som en slags kontrastfigur til hovedpersonen og spilles oplagt af Martin Buch, kendt fra bla. Rytteriet. Det er lidt svært at blive klog på hvad det overordnede formål med filmen egentlig er. Hvis det er at lave en form for alternativ biografi, så forekommer det mærkeligt ikke også at fokusere på de år hvor Tordenskjold trodsigt kæmpede sig vej til toppen i den Dansk-Norske flådes hierarki. Var det formålet at lave en regulær komedie? Hvis ja, i så fald virker det lidt mærkværdigt at filmmagerne ikke har indlagt flere direkte morsomme scener, som kunne appellere bredere. Har formålet været at lave en decideret erotisk film, så burde der være skruet endnu mere op for sleaze-faktoren.

Der er noget sært tilfældigt anakronistisk og narrativt usammenhængende ved det misæren, for når man forlader biografen har man følelsen af at have overværet en film, der måske mest af alt har haft til hensigt at provokere nationalfølelsen, ved at skildre en af vore store, sagnomspundne helte og trække dennes ellers så positive eftermæle gevaldigt gennem sølet. Enkelte Tordenskjold-fans kan måske føle sig lige så mishandlet som vores hovedperson gør det efter opholdet på Hertug Ployarts slot.

Til gengæld virker det også som om forfatteren Erlend Loe har sat sig ganske godt ind i den historiske figur, for sammenligner man filmen med (især de sidste fire kapitler af) Dan Andersens værk, så vil man opleve at der er både mange figurer, hændelser og lokaliteter som stemmer overens med virkeligheden. Eksempelvis omtaler man også i filmen Frøken Norris, Münchhausen og den syvhovedede slange i Hamborg. Det ændrer dog ikke på, at det til syvende og sidst er svært at se hvad det egentlig er denne film vil.

Muligvis er pointen bare, at det ikke nytter at have helte, for når alt kommer til alt kan de ikke leve op til det glansbillede der normalt tegnes af dem. Hvis dette er ramt rigtigt, så hører undertegnede nok heller ikke helt til målgruppen. En skam, når han nu var så interessant en figur.


Forrige anmeldelse
« The Drop «
Næste anmeldelse
» Brødre »


Filmanmeldelser