Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Love (135 min.) Købefilm / Artificial Eye
Anmeldt 26/1 2016, 13:46 af Torben Rølmer Bille

Porno med formål


Porno med formål

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmhistorien byder på en masse samleje- og sexscener, hvis ægthed debatteredes ivrigt, mest berømt nok i forhold til Sidste tango i Paris, men helt aktuelt har Facebook og andre sociale medier også ivrigt diskuteret om skuespillerne i den amerikanske komedie Trainwreck faktisk bollede i stedet for kun at lade som om. Når man taler om eksplicit sex på film mener vi altså ikke om de de film, hvor filmmagerne har brugt stand-ins til hardcore-sekvenserne, men film hvor skuespillerne selv kaster sig ud i kønsakten.

For mange år siden affødte filmen Romper Stomper (Da. Årgang 93) en diskussion i undertegnedes nære vennekreds. I filmen er der nemlig et par scener, som helt tydelig viser skuespillerne have fuldbyrdet sex med hinanden og snakken gik nu på, om spillefilm i fremtiden blev film nødt til at kræve at de medvirkende rent faktisk havde sex med hinanden, for at få filmen på den måde kom til at fremstå mere troværdig? (Det skal i en parentes tilføjes at Romper Stomper (da. Årgang ’93 dog på ingen led var den første biograffilm, der bød på usimuleret sex.)

For når nu både specialeffekter er blevet så gode, klipning og kameraføring er i stand til at bringe os i tvivl om det er dokumentarfilm eller spillefilm vi ser, hvorfor så ikke bare inddrage kønsakten i spillefilm, især når nu pornoen efterhånden kun er to klik væk? Der er sikkert en lang række kønsforskere, feminister og ikke mindst skuespilleres fagforeninger der vil sætte dette til debat, men faktum er at der indenfor de sidste 10-15 år er kommet en lang række film, der er endog meget eksplicitte i deres billedsprog og som bruger det som mange vil betegne som rendyrket pornografisk materiale (f.eks. billeder af erigerede lem, oralsex, nærbilleder af penetration, osv.) som en del af fortællingen. I denne sammenhæng kan man nævne film som Nymphomaniac, Baise Moi eller Adeles liv.

Der er sikkert flere, der vil mene at inklusionen af sådanne scener i almindelige spillefilm (som oftest art-films men velsagtens også i mainstreamproduktioner) sker ud fra enten en instruktørs vilje til at ville provokere eller ophidse sit publikum, fordi instruktøren (som regel en mand) er en gammel gris eller muligvis fordi folkene bag filmen netop har et formål med denne type scener. Sidstnævnte grund synes i al fald at være den som undertegnede vil tillægge Gaspar Noé, der i hans nye film bestemt ikke overlader noget til seerens fantasi. Tillige er det mandens første film der er optaget i 3D – så ud over de mange eksplicitte sexscener, så er de tillige optaget, gengivet og tænkt i 3D.

Der er sikkert allerede kritiske røster, det vil mene at netop en instruktør som Noé udelukkende vil forarge sit publikum, for var det ikke ham der lod hans kvindelige hovedperson blive brutalt voldtaget i en meget lang sekvens i debutfilmen Irreversible? Var det ikke Noé, der lod sin seer se LSD-agtige nærdøds-mandelaer i den tre timer lange Enter the Void . Det var da også ham der lod en mand og en kvinde masturbere til samme pornofilm i en række forskellige lokaliteter i antologifilmen Destricted. Det var det naturligvis, men selv om man måske kan blive stødt over sådanne excesser, så har de ”pornografiske” scener i Love som hans seneste film hedder, faktisk en række formål.

Som en af figurerne i filmen siger, så er kærligheden og seksualiteten tæt forbundet. Sex med en man ikke elsker, er bare sex. Da Love naturligvis handler om kærlighed, så bliver Noé selvsagt også nødt til at vise denne kærlighed, den lyst og den intimitet som bliver skildret figurerne imellem. På steder er sexakten ligefrem smukt skildret idet de skuespilleren gennem deres omgang med hinandens kroppe synes at give seeren et meget intimt blik ind i deres forhold. På andre steder i filmen er kønsakten grim, bliver brugt til at dominere partneren, bliver ligefrem brugt som pressionsmiddel eller idet intimiteten pludselig forsvinder opleves som som et decideret savn. For hvem der har elsket kender ikke til savnet af både den anden person og ikke mindst hendes/hans krop?

Love er bestemt ikke en film for alle, for ifører man sig 3D-briller og sætter man sig til rette foran ens tv, med en forventning om at se en kunstfærdig pornofilm, er det svært ikke at føle sig en smule beskidt, allerede filmens første billede (som i øvrigt er en ganske lang indstilling der viser hende med hans lem i hånden, mens hans fingre ivrigt undersøger hendes skød, indtil klimaks). Det er scener som disse som mange sikkert vil finde vulgære, men det fungerer faktisk efter hensigten. Der er en idé og en række tanker bag denne ekstremitet.

Filmens hovedperson, Murphy (Karl Glusman) er en amerikaner, der bor i Paris og som gerne vil lave film. Murphy er kæreste med Elektra (Aomi Muyock) og de er lykkelige sammen, til trods for at hun har et navn der rent litteraturanalytisk emmer af dårligt karma. De to deler en fantasi om at have sex med endnu en ung, smuk, kvinde. Så da Omi (Klara Kristin) en dag flytter ind i nabolejligheden, er parret enige om at have fundet frem til den rette. Tingene går dog ikke så problemfrit, for selv om de får udleves deres fantasi, så får mødet med Oni alligevel konsekvenser for parret.

Filmen er i vanlig Noé stil dog langt fra kronologisk. For idet filmen starter oplever vi Murphy lege far i et forhold, der på overfladen virker ganske normalt, men som han selv afskyr. Han hader denne middelklasse, bourgeoisi-tilværelse og længes efter Elektra. Dette forværres idet Elektras mor ringer og fortæller at hun har mistet kontakt med datteren. I ren apati vælger Murphy at indtage det opium som Elektra i sin tid gav ham i gave. På den måde føler Murphy, at han får lidt af hende i sig.

Love er langt hen af vejen et ganske traditionelt trekantsdrama, med den væsentlige forskel, at sex denne gang spiller en væsentlig rolle. Filmen får også skabt nogle virkelige troværdige karakterer, der både takket være en interessant dialogside og ikke mindst gennem de medvirkendes blufærdighedsoverskridende adfærd, gør at vi oplever dem som virkelige mennesker. Dermed ikke sagt at det er umuligt at vise et intimt kærlighedsforhold mellem to eller flere figurer, uden at ty til decideret usimuleret sex. Det er bare interessant, at man som seer om man vil det eller ej bliver en voyeur til såvel hovedpersonernes følelses- som kønsliv.

Ud over dette er der dog en masse referencer til det som Gaspar Noé tydeligvis selv elsker. Mest tydeligt er nok film, for i flere scener ser man plakater for Warhol´s Flesh for Frankenstein og andetsteds ser vi det elskende par tage et par baner coke linet op på en helt fantastisk bog om den italienske chokinstruktør Ruggero Deodato. På den vis synes filmen også at være en meta-kærlighedserklæring til mediet, dette kan også spores i insisteren på 3D-effekten. Den ikke kun virker, den forsøger også at skabe illusionen , der tillader såvel røg fra diverse joints og sæd at blive sendt direkte mod seerens øjne.

Er man i tvivl om, at filmen også på mange måder er Noés bevidste leg med både seerens forventninger, kunsten og ikke mindst instruktørens eget liv, så har man blot nødig at iagttage den scene hvor der diskuteres babynavne, og Murphy bramfrit påstår at han altid har været glad for ”Gaspar”.

Noé udforsker ikke kun hvor de filmiske grænser går på, men er i sandhedens natur nyskabende i forhold til hvordan man kan afvikle fortællinger i dette medie. Han går både narrativt og ikke mindst visuelt lige til grænsen og overskrider den sikkert også i manges øjne. Der er dog konsekvent en mening med al galskaben, et stort bankende humanisthjerte bag al elendigheden. Hver gang Gaspar laver film er det hamrende interessant, udfordrende og ikke mindst en gave til alle der påstår at filmen som udtryksform muligvis har udlevet sig selv. Som et PS, kan nævnes at filmen i skrivende stund, sammen med ovennævnte Adeles Liv, er på bekymrende vis blevet censureret i hjemlandet Frankrig, efter pression fra især katolske interesseorganisationer. Dette er især mærkværdigt idet Frankrig historisk set tidligere har været meget frisindende. Til gengæld er Love er blevet udgivet på BluRay komplet ucensureret fra det engelske selskab Artificial Eye og kan fås ved bestilling online eller ved at kigge forbi Laserdisken . Igen mærkværdigt da især England tidligere har haft filmhistorisk ry for at have et meget anstrengt forhold til såvel udpenslet sex som overdreven vold.


Forrige anmeldelse
« The Gift «
Næste anmeldelse
» No escape »


Filmanmeldelser