Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ex machina (108 min.) kø / Universal
Anmeldt 23/11 2015, 15:18 af Teddy Tofte

Deus ex machina


Deus ex machina

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen “Deus” i Ex Machina, medmindre vi medregner det halvguddommelige geni, Nathan Bateman (Oscar Isaac fra bl.a. Inside Llewyn Davis og X-Men: Apocalypse), en figur som er et kryds mellem internet- og computerentreprenører Mark Zuckerberg, Steve Jobs og/eller Bill Gates. Bateman bliver beskrevet som at være en Mozart til programmering, og han har tidligere opfundet en søgemaskine, døbt ”Blue Book”, da han stadig var en teenager. Du kan også kaste en knivspids Howard Hughes ind i denne figurs psykologiske opbygning, for Bateman har i det store hele trukket sig tilbage fra resten af verden og lever nu isoleret i den vilde natur i sit højteknologiske hus (hvor man kun kan komme hen via helikopter).

Når Ex Machina begynder, bliver den Blue Book-ansatte Caleb Smith (Domhnall Gleeson fra bl.a. Harry Potter og Star Wars: The Force Awakens) udvalgt i et internt lotteri, og gevinsten er muligheden for at besøge Bateman og bo hos ham i en uge. Den præmis er med til at opbygge en slags intellektuel burkamp, for da Caleb ankommer, finder han ud af, at det ikke er en ferie han er på. Han er nemlig blevet udvalgt til at udføre en såkaldt Turing Test på en ny prototype af kunstig intelligens, som Bateman har arbejdet på. Det er heller ikke et eller anden stykke software i en kasse, som Caleb skal bedømme, hvorvidt den er selvbevidst, men i stedet en velfungerende robot ve navn Ava (Alicia Vikander fra bl.a. http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1184 En Kongelig Affære og The Man From U.N.C.L.E.). Ava er en ”maskine”, som Bateman holder indespærret i et glasbur, indtil det bliver bevist, at hun (eller den) har opnået fuld bevidsthed og ikke blot efterligner menneskelige tankeprocesser gennem komplicerede algoritmer.

Efter at filmen ganske kort gennemgår ”lotteriet”, rykker vi hurtigt videre til Calebs helikoptertur til Batemans fæstning. Da Caleb spørger, hvornår de ankommer til huset, griner helikopterpiloten og informerer ham, at de har fløjet over Batemans grund i to timer, hvilket indikerer, hvor isoleret hans hjem egentlig er. Piloten har ikke tilladelse til at nærme sig huset, så han efterlader Caleb på en mark og fortæller den spændte, men nervøse, knægt at følge floden. Den blåmalede sti fører til Batemans hjem, tilsyneladende hugget ind i en bjergside (ja, det er lidt ligesom et eventyr, som når Dorothy skal følge den gule sti for at finde hjem). Ved fordøren spørger en robotstemme, om han er Caleb, og giver ham morsomme instruktioner i, hvordan han skal komme indenfor. Efter han har fået sit id-kort (i en sjov scene), træder Caleb ind i det luksuriøse hjem. Nogle af væggene består faktisk fra selve bjerget ved siden af huset. Visuelt set er Ex Machina noget af en oplevelse, især på Blu-Ray.

Caleb finder Bateman, lige som han er i gang med dagens træning (en af hans metoder for at overkomme tømmermænd). Det er en bizar måde at se geniet på for første gang: fuldskægget, skaldet, alkoholiseret, som alt sammen ikke lyder som manden, der er klogere end størstedelen af Jordens befolkning. Bateman tvinger sin unge ven til at underskrive en tavshedskontrakt, hvorefter han afslører, at Caleb skal udføre Turing Testen på Ava. Det udløser adskillige møder mellem Caleb og Ava, hvor den unge programmør forsøger at finde ud af, om Ava har sin egen bevidsthed eller ej.

Et tilbagevendende strømsvigt får huset og overvågningskameraerne til at lukke ned, og når det sker, hvisker Ava til Caleb, at Bateman ikke kan stoles på. På den måde begynder filmen virkelig sit paranoide spil mellem mennesker og robotter. Dysfunktion og paranoia spiller langsomt ind i disse figurers forhold til hinanden.

Instruktør-manuskriptforfatter Alex Garland står for første gang alene bag roret, efter han bl.a. har skrevet 28 dage senere, Sunshine og Dredd. Selvom han fra tid til anden gør brug af åbenlyst kunstig symmetri i hans komposition, er der ikke desto mindre en slags Kubrick-kvalitet over den måde, han instruerer sin film på, især med tanke på det sløve tempo og en tendens til at favorisere lange scener, nogle gange uden meget dialog. Der er mange scener med dialog i baggrunden, mens Batemans stumme hushjælper Kyoko (Sonoya Mizuno) er i forgrunden og observerer det hele, trods Batemans insisteren på, at hun ikke forstår et ord af det engelske sprog. (Subplottet, som involverer Kyoko, er ikke særlig subtilt, og enhver ”overraskelse” omkring hendes figur er åbenlys fra starten af.) Hyppige statiske billeder af den fantastiske natur forstærker Kubrick-atmosfæren, mens der også drages ikke så subtile paralleller mellem Bateman, som spiller Gud i sit underjordiske laboratorium, og den faktiske kreative guddommelighed i naturen uden for hjemmets fire vægge.

Filmens manuskript er med vilje kompakt, men det har også en tendens til blot at være gådefuld, i stedet for at forsøge at ”løse” logiske problemer, som for eksempel hvad – hvis noget – en såkaldt Turing Test kan udrette. Garland får Caleb og Bateman til at glane over en række filosofiske og endda eksistentielle fænomener. Det giver filmen og dens spørgsmål en slags pseudo-intellektuel irring. Når det så er sagt, selvom filmen grubler ufattelig meget over små og store ting, sætter den flueben udfor plotelementer med faste og beslutsomme pennestrøg, når Caleb bliver bevidst om, at han er en brik i et skakspil, han ikke helt forstår, og i værste fald er han en marionet, som bliver ført af menneskelige og/eller robothænder.

Ex Machina stiller det spørgsmål, om det er moralsk at holde en androide, som måske/måske ikke er selvbevidst, indespærret, og om frihed er en gudgiven rettighed for alle biologiske og kunstige væsner, som kan give udtryk for ubehag og glæde. Filmen har en stærk tone og et skræmmende flot miljø, selvom det logiske godt kan virke en anelse ulogisk fra tid til anden. Ex Machina beviser i det mindste, at menneskelig intelligens, i hvert fald i Alex Garlands tilfælde, lever i bedste velgående


Forrige anmeldelse
« 50 Shades of Grey «
Næste anmeldelse
» Fast & Furious 7 »


Filmanmeldelser