Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Maggie (95 min.) Købefilm / Midget Entertainment
Anmeldt 5/11 2015, 11:38 af Teddy Tofte

Arnold i en zombie-film.


Arnold i en zombie-film.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Maggie er ikke den slags film, som du tror, den er. Når du hører, at Arnold Schwarzenegger er med i et zombie-drama, forestiller du dig en actionmættet gyser, hvor Arnold hakker sig igennem en horde af de omvandrende døde. Men Maggie er langt fra det.

Foruden Arnold har vi Abigail Breslin ved hans side (som de fleste af os nok kender bedst som den lille pige fra Little Miss Sunshine) i en film, som er et vaskeægte drama og som giver os et intimt blik på et følelsesmæssigt og mindre kendt aspekt af en zombiedommedag: at se en, man elsker højt, forvandle sig, dag for dag. Det er det, som Maggie forsøger at være. Filmen vandrer hvileløst fremad i et roligt og sneglende tempo, præcis som de udøde, og det formår at suge livshistorien ud af filmens kerne, som er et portræt af en ung piges sidste uger i live.

Filmen er Henry Hobsons instruktørdebut. Det er også manuskriptforfatterens første film. Derudover giver Maggie os en sjælden dramatisk præstation fra Arnold, som her spiller en farmer ved navn Wade. Vi møder ham først på vej til hospitalet for at hente sin datter, Maggie, som er blevet bidt af en zombie nogle uger tidligere. Han får at vide, at hun kun har få uger tilbage at leve i, før hun mister besindelsen og æder sin familie. Herfra er det op til Wade at beslutte, hvad der så skal ske: aflevere hende til myndighederne i karantænezonen, som efter sigende skulle være et helvede for de indsatte, eller give hende en dødssprøjte, som er så smertefuld, at patienterne dør på en rædselsfuld måde. En tredje mulighed er at afslutte hendes liv så hurtigt som muligt – kap hovedet af hende eller skyd hende i hovedet.

I sidste ende er det lige meget, hvorfor myndighederne behandler patienterne i karantænezonen så dårligt. Det er også lige meget, hvordan zombieepidemien brød ud og hvordan verdenssamfundet ser ud. Det er også tilgiveligt, at Wade får lov til at tage sin datter med, på trods af at gaderne myldrer med lig. Der er kun én ting, der betyder noget – historiemæssigt – og det er, at Wade bringer sin datter med hjem til deres hus, så hun kan være sammen med sin familie. Og at den værste beslutning, Wade nogensinde skal tage, lurer hele tiden i hans baghoved.

Så der er altså ikke noget zombieaction i denne film, ikke ligesom f.eks. The Walking Dead. Maggies unikke præmis er sikkert grunden til, at manuskriptet blev godkendt og filmet med en sådan stor stjerne som Arnold, men det der er mest overraskende er, at filmen på intet tidspunkt har ambitioner om at fortælle en historie, vi ikke har set før. Den er der bare.

Med Zombieland og August: Osage County har Breslin bevist, at hun kan spille skuespil, hvilket gør hendes rolle som Maggie så skuffende. Fra hendes underlige genforening med hendes folkeskolekæreste – som nok skulle have været én af filmens ømme øjeblikke – til den scene, hvor hun ser, at hendes far har lagt blomster på hendes mors grav – og hun siger ”This is the most beautiful thing ever” – virker hun bare følelsesmæssig tom i sine handlinger. Manuskriptet er alt for simpelt i sine udtalelser, så det størstedelen af tiden virker, som om ingen af personerne har noget at sige om noget som helst. Men selv under de omstændigheder burde deres handlinger være nok til at gøre scenerne spændende og få os til at føle bare et eller andet. Måske følte skuespillerne, at de ikke kunne gøre så meget med så lidt, men vi som publikum føler bare ikke noget som helst.

Det samme kan siges om Schwarzenegger. Jeg vil gerne tro, at denne mand er mere end blot den stenhårde Terminator, Conan eller hvad han nu ellers spiller. Men han kunne heller ikke give mig, hvad jeg havde lyst til at hive ud af ham: nemlig et autentisk, følelsesmæssigt svar på en rædselsvækkende situation. Til hans forsvar var der dog nogle enkelte øjeblikke, som prikkede lidt til mig, men så blev der klippet væk til en anden scene eller en anden vinkel og ødelagde øjeblikket. Filmen er kun 95 minutter lang, og de første 30 minutter føles som en time, og det gør, at Hobson har meget lidt tid til at fortælle sin historie. Vi klipper fra scene til scene temmelig hurtig for at give os illusionen om, at tingene sker meget hurtig, men hvis sandheden skal frem, bevæger den overordnede historie sig langsom, åh så langsom. Jeg ville ønske, at kameraet blev lidt længere på skuespillernes ansigter for at hive noget emotionelt ud af dem.

Vi ved fra starten, at Maggie vil ende med at dø, og der er intet håb for hende. Til sidst omfavner hun sin far, mens tårer bløder ud fra hendes øjne, og siger til ham, at han skal afslutte hendes liv. Hun har lidt nok. Men det havde jeg ingen anelse om, mens jeg så filmen. Der havde ikke været noget på spil forinden dette øjeblik, eller også føler vi det bare ikke. Det lyder måske hårdt at sige dette, men Maggie burde have lidt noget mere. Eller i det mindste kunne vi have fået flere intime øjeblikke med hende for at komme ind under huden af hende.


Forrige anmeldelse
« Det store museum «
Næste anmeldelse
» The Maze Runner 2 : Infernoet »


Filmanmeldelser