Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Crimson Peak (119 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 4/11 2015, 00:00 af Torben Rølmer Bille

Det blodrøde slot


Det blodrøde slot

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

...ville nok have været den danske titel på Guillermo Del Toros nyeste film Crimson Peak, hvis den var blevet lanceret i firserne.

Nu om dage beholder filmene som oftest deres originaltitler når de lander i de danske biografer. Filmen er, lige som den roman filmens unge heltinde forsøger at få udgivet, som hun selv siger det: ”en historie med spøgelser, men ikke en egentlig spøgelseshistorie”.

Det skal man måske være forberedt på, for selv om der dukker masser af skræmmende gespenster op undervejs, er det ikke de computergenererede skyggevæsener, der ender med at være filmens egentlige hovedpersoner.

Guillermo Del Toro har gennem sin karriere stort set udelukkende lavet genrefilm med rod i det overnaturlige og fantastiske. Hans spillefilmsdebut var vampyrfablen Cronos, herefter fulgte monsterfilmen Mimic, senere kunne man begejstres over tegneseriefilmatiseringerne af Mike Mignolas Hellboy og før Crimson Peak, lavede Del Toro kaiju-filmen Pacific Rim, der fik en ufortjent hård medfart af anmelderne. Anmeldere, der tydeligvis ikke holder lige så meget animé- eller gamle Gojira-film som undertegnede, eller Del Toro for den sags skyld.

Det er også meget nemt at anklage Del Toro for i sin nye film at satse på form over indhold, for nærstuderer man plottet i Crimson Peak, vil man hurtigt opdage, at Del Toro har genbrugt utroligt mange elementer og handlingstråde, fra et utal af gotiske gysere fra såvel litteraturens og filmenes verden.

Er man derfor velbevandret i den gotiske gyser vil der sikkert ikke være mange ting i Crimson Peak der vil virke overraskende. Til gengæld belønnes seeren med et overflødighedshorn af visuelle godbidder, for er der noget Del Toro kan, så er det at skabe helstøbte, fantastiske filmuniverser.

Filmen starter i USA omkring forrige århundredeskifte. Filmens heltinde Edith, er helt igennem typisk uskyldsren, ung kvinde, der så hjertens gerne vil være forfatter, men som samtidig har svært ved at blive taget seriøst, især når hun gerne vil skrive gyserhistorier i stedet for romancer. Som barn havde hun en rædselsvækkende oplevelse, idet hun blev opsøgt af et gespenst, der advarede hende mod ”Crimson Peak”.

Edith møder, nærmest ved et tilfælde, den charmerende englænder Thomas Sharpe, der uden ret megen held forsøger at få finansieret en ny type gravemaskine. Ediths far, der er blandt investorerne, afviser Thomas, både i forhold til at støtte mandens projekt, men også fordi han kan se at Edith er draget mod den unge, attraktive mand. Ediths far har nemlig udset sig en giftemoden ungersvend til sin datter, men ham vil hun ikke have og efter farmand brutalt myrdes, gifter Edith sig med Thomas og tager med ham hjem til godset i England.

Thomas bor sammen med sin søster i et faldefærdigt gods i Cumbien i det nordlige England. Jorden under slottet er rødt ler, der naturligvis står i skærende kontrast til den nyfaldne sne. Sneen falder også ind gennem taget på et af godsets spir og visne blade fyger rundt i korridorerne. Kort sagt perfekte omgivelser til en rigtig spøgelseshistorie.

Der går da heller ikke ret længe før Edith fornemmer at der er noget rivende galt. Ikke alene synes Thomas’søster ikke at ville tillade hende adgang til hele huset, men Edith hjemsøges også af de spøgelser, der nærmest tigger hende om deres opmærksomhed. Hurtigt går det op for vor heltinde, at hun måske ligefrem er i fare, hvis hun ikke tager affære, og forsøger at komme til bunds i hvilke hemmeligheder stedet og ikke mindst hendes nye familie gemmer på.

Selv om hverken selve hovedplottet er synderligt overraskende eller filmen leverer gys i traditionel forstand, er den stadig meget seværdig, især takket være den overdådige scenografi, de stemningsmættede billeder (der i øvrigt er optaget af den dygtige landsmand Dan Laustsen) og det univers som Del Toro skaber omkring sine figurer. Det er så helstøbt, at det på én gang virker både troværdigt i sin detaljerigdom og samtidig helt igennem eventyrligt.

At se en Del Toro film kan sammenlignes med at se en lavet af Tim Burton med den forskel at Del Toro tør være endnu mere gotisk dyster. Derfor bør man se filmen hvis man holder af instruktørens øvrige film, hvis man har lyst til et eskapistisk sansebombardement, men altså ikke hvis man vil skræmmes eller opleve en helt igennem original fortælling.


Forrige anmeldelse
« Skyerne over Sils Maria «
Næste anmeldelse
» Sciario »


Filmanmeldelser