Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Skyerne over Sils Maria (124 min.) Bioversion / Reel Pictures
Anmeldt 3/11 2015, 00:00 af Uffe Stormgaard

En skuespillers midtvejskrise


En skuespillers midtvejskrise

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En skuespiller, der spiller en skuespiller, indrammet af en eksistentiel 50 års krise. En skilsmissekamp og det lille forfald. Lyder det lettere krukket og teatralsk?


Vi har senest set Birdman, en backstage-film, om en fhv. Batman-skuespiller, der i New York eftersøger sin identitet.

Her er vi i fransk regi, instruktøren er Olivier Assayen der har Cannes nomineringer og 6 Cæsarer bag sig – og det er heller ikke, hvilken som helst skuespiller der optræder i hovedrollen. Den skønne Juliette Binoche, lægger krop og sind til Maria Enders, verdensstjernen i krise. Samme alder og berømmelse. En vekslen mellem det nøgne smertefulde lidende og det ”stylede” strålende ansigt.

På vej, hvorhen?

Skyerne over Sils Maria starter med et mobil-helvede i toget, hvor assistenten Valentine på mobilen jonglerer med stjernens prøve-, interview- og middagsaftaler. Alt imens toget buldrer frem gennem Europa, dannes et mønster af den midaldrende divas forjagede verden. Midt i virvaret prøver hun, at skrive sin tale, i forbindelse med, at hun på forfatter Wilhelm Melchiors vegne, skal modtage en hæderspris. Læg dertil at Maria Enders selv, pr. mobil samtidigt forhandler skilsmissevilkår, roller og bolig. Så kommer stilheden. Valentine har på sin blok skrevet: ”Wilhelm er død”.
Og her tager filmen fart.

Divaens midtvejskrise aftvinger hende flere valg. I en genopsætning af den afdøde forfatters teaterstykke ”Malola Snake”, hvor Maria Enders fik sit gennembrud, som den forførende unge Sigrid, tilbydes hun nu den ældre livstrætte Helenas rolle. To stærke karakterers kamp i et drama, der har mange fortolknings muligheder og paralleller til Marias liv.

Maria siger ja – og sammen med Valentine (Kirsten Stewart, der fik en Cesar for bedste birolle) beslutter de, at indøve dramaet i den afdøde forfatters chatlet i Sils Maria i Schweiz bjerge. Det er her, det næsten Bergmanske drama udvikler sig, mellem den unge assisten og den gamle actrisse. Omgivet af spektakulære, storslåede bjergtinder, hvor voldsomme skyformationer veksler som et dramatisk bagtæppe, oplever vi en heftig blanding af rollens fiktion og Marias virkelighed. En tilstræbt forvirring, der skal afdække både fortidens lag og nutidens rådvillighed. Den mentale krise understreges med et tungt symbol – en skyslange – et vejrfænomen, der kun sjældent viser sig mellem bjergtoppene, bliver opholdets dramatiske klimaks, tilsat heftig cellomusik.

Også konfrontationen med den nutidige Sigrid (Chloe Grace Moretz) – muntert, krukket og sartirisk fremstillet – tilføjer nuancer og smertefuldhed hos Maria Enders, der midt i sin selvoptagethed, mere og mere fortvivles og forvirres over sin egen identitet.

Skyerne over Sils Maria er en film fuld af nuancer, som ofte drukner i støjen fra det udadvendte skuespillermiljø. Kirsten Stewarts assistens rolle er en katalysator for divaens nedtur, som hun får givet mening og troværdighed – et modspil af klasse.

Et fantastisk flot kameraarbejde (Yorick Le Saux) - men Alpernes storslåede skønhed, kan ikke skjule, at filmen er overlæsset med tunge metaforer og en let afkodelig natursymbolik. På trods af en tendens til fransk kruk, bliver filmen alligevel mere end blot en international skuespillers glansnummer. Tilbage er et smukt, ærligt portræt af/og med en stor skuespiller.

Filmen er Juliette Binoches – teatralsk, OK. Men smerten i det nøgne ansigt virker ligeså ægte, som når hun slår håret ud, og bare er den skønne Binoche, som vi husker ikke mindst fra Kieslowskis Blå, Den Engelske patient, (der gav en Oscar) og Paris je t`aime.


Forrige anmeldelse
« Tusk «
Næste anmeldelse
» Crimson Peak »


Filmanmeldelser