Serien udmærker sig ved en høj produktionsværdi, overbevisende flot iscenesættelse og gennemført og gennemarbejdet æstetisering, der viser sig i hvert eneste billede gennem Xavi Giménezs cinematografi. Det er en seriøs produktion. Ekstramaterialet ligeså, med oplysende og uddannende indhold, der er både kulturhistorisk og litteraturhistorisk som fx "Literary Roots" og "British Exploration and the Search for the Nile". Selve serietitlen, Penny Dreadful, refererer til de billige (pris 1 pence) små victorianske hæfter med sensationelle historier i, der fx kunne handle om voldsomme forbrydelser og det overnaturlige.

Penny Dreadfuls koncept er på ingen måde originalt. Det består i en sammenskrivning af den britiske litteratur fra den senvictorianske og til dels romantiske periode: Bram Stoker, Oscar Wilde, Mary Shelley. Man aner endog en svag påvirkning fra A.S. Byatts postmoderne pasticher af det victorianske. I skildringen af London metropolens excentriske og spændende karakterer er der ekkoer af Charles Dickens, og i de visuelt flotte bypanoramaer i al deres elendighed genfinder man Gustave Dorés London: A Pilgrimage fra 1872. Seriens research har bygget et solidt fundament. Den æstetiske form for genskabelse af den victorianske periode er blevet kaldt for Neo-Victorian, og i litteraturen sås den tidligt i den postmoderne periode, hvor også sammenskrivningen eller kompilationen af litterære kilder til én tekst var fræk og original. Nu er det næsten en selvfølge, som vi også har set det i den beslægtede grafiske roman (1999) og senere film, The League of Extraordinary Gentlemen.

Inden for horror-genren har sammenskrivningen af flere af hinanden uafhængige monstre i én tekst fået betegnelse kompilationsmonstre, og det er denne idé, der også går igen i Penny Dreadful, hvor vampyrer, Frankenstein-monstret og varulve må dele scenen med rygter om Jack the Ripper. Fokus er dog på monsterjægerne, hvor Timothy Daltons van Helsing-agtige figur i samarbejde med den mystiske og komplicerede Vanessa Ives (Eva Green) og andre allierede, der minder om Bram Stokers vampyrudryddende The Crew of Light. I denne gruppe indgik der også en amerikansk seksløberskarpskytte, som i Penny Dreadful med amerikaneren Ethan Chandler (Josh Hartnett). Oscar Wildes Dorian Gray-karakter medvirker til at skabe et indtryk af den dekadence og værdiløshed, der også hører hjemme i Fin-de-siècle-perioden.

Den senvictorianske betagelse af spiritisme går igen i serien. I en noget langtrukken seance i anden episode skabes der kontakt til en ondsindet, oldægyptisk åndeverden. Den senvictorianske periodes optagethed af spiritisme var et forsøg på at forene positivistisk videnskab med åndelighed. Gennem den spiritistiske kontakt med kære afdødes ånder og sjæle og endog fotografiske optagelser af dem forsøgte man videnskabeligt at påvise et efterliv, og dermed at producere et videnskabeligt argument for den religion, der bl.a. var truet af Darwin og anden modernitet. Penny Dreadfuls koncept er netop foreningen af det videnskabelige og det overnaturlige, og seriens scene er gråzonen mellem de to.

Fungerer det koncept så? Ja, visuelt er der ingen tvivl; hvor serien halter, er måske i dens kunstighed, f.eks. i de melodramatiske replikker. På den anden side er kunstigheden en nødvendighed og konsekvens af netop sammenskrivningen af andre værker. Det er et kunstigt opstået univers, vi har med at gøre, og som sådan bør det ikke måles ud fra tanker om realisme og en virkelighedstro gengivelse, for serien er netop mere litteraturhistorisk end den er historisk, hvilket også understreges af dens flotte og gennemgående æstetisering af sit univers.