Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mennesker bliver spist (100 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 17/9 2015, 10:42 af Kim Toft Hansen

Mental kannibalisme


Mental kannibalisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Erik Clausen er en dansk auteur med flair for socialrealistiske – nærmest socialistiske – komedier. Hans film handler gennemgående om den lille mand på gulvet, den udsatte, den til tider usikre, men fortællingen om den lille mand er hele tiden fortalt med et humoristisk glimt i øjet. Den tunge socialrealisme løftes af en hjertelig selvironi og sikker humor.

Mennesker bliver spist er ingen undtagelse. Den handler om den aldrende mekaniker Herluf, der lever i et – tilsyneladende – lykkeligt ægteskab med Ingelise. Imidlertid har Ingelise en affære med en yngre mand, mens Herluf langsomt begynder at have svært ved at huske. Han glemmer ting, han normalt husker, og farer vild på steder, han kender som buskelommen i sine overalls.

Samtidig skal Herluf og Ingelises datter Gitte giftes. For tredje gang. Denne gang også med hele det store skrud. Herluf er henholdende, men Ingelise insisterer på, at Gitte skal have hele pakken igen. Gitte er arbejdsløs designer. Herluf forstår ikke, hun ikke bare kan tage et andet arbejde. Hun skal giftes med den smarte mand, som Herluf kun overfladisk forliges med.

På mange måder er Mennesker bliver spist et lille drama om en lille familie. Titelmetaforen henviser dog til filmens tema: Alzheimers syndrom. Herluf er naturligvis ved at få hukommelsestab. I sig selv er det muligvis også en videreført metafor, der fortæller noget om en livsstil og en arbejderkultur, der er ved at gå (hukommelses)tabt. Det, som Clausen normalt laver film om, er ved at blive historie.

Clausen har en helt særlig måde at konstruere sine dialoger på. Denne gang er manuskriptet skrevet sammen datteren Louise Clausen. Hun har været med i andre funktioner hidtil i Clausens film, men det er første gang, hun er medforfatter. Der er dog under alle omstændigheder en helt særlig Clausen-stemning over replikkerne, der falder så eminent naturligt og præcist, med de rette pauser og med de rette intonationer. Selvom fortællingen kan synes skematisk, er der en vedkommende karakter i spillet.

Selve fortællingen halter måske lidt under, at hukommelsestabet skal føres lidt for vidt. Ikke nok med, at det – i forhold normale udviklingstrin i seniliteten – går vældig hurtigt for Herluf. Det bringes også så vidt, at han, uden han selv ved det, bliver ført til Polen. Her bliver han ’slave’ for polsk arbejdskraft; nærmest en metaforisk omvending af de forhold, som polske arbejdere i Danmark lever under. Turen til Polen virker lidt vidtrækkende, men Clausen har tilsyneladende brug for den for at få metaforen om arbejdskraft og socialisme bragt op på et øvre plan: arbejdskraftens bevægelighed eller netop ideologiske krise.

Filmen er politisk, ja, men emnet er primært mennesket. Der er helt indlysende henvisninger til nutidens politiske klima. En arbejderpolitik, der har problemer og en højredrejning i dansk politik, som Erik Clausen åbenlyst ikke bryder sig om. Dansk Folkeparti får nogle helt tydelig nakkedrag. Selv Søren Espersen må dog nødvendigvis finde en rød lejesvend som Clausen morsom.

Stilen i filmen gør ikke noget væsen af sig. Den er ’usynlig’ og veludført. Naturligvis er Henrik Thiesens nænsomme klipning en vigtig årsag til, at humoren, der løfter det ellers tematisk tungsindige emne, fungerer så godt, som den gør her.

Mennesker bliver spist er måske ikke en film, der vil gå over i historien som en klassiker, men det er en film, der modigt og modent sætter fokus på et emne, der for sjældent tales om i medierne (det er glemt, om jeg så må sige). Filmen er generelt en varm og hensynsfuld fortælling, som underneden faktisk berører mange flere emner, end der udtrykkes direkte.


Forrige anmeldelse
« Nat på museet: Gravkammerets he... «
Næste anmeldelse
» Penny Dreadful Season 1 »


Filmanmeldelser