Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Stretch (94 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 25/6 2015, 08:50 af Teddy Tofte

En sød og perverteret eventyrhistorie i L.A.


En sød og perverteret eventyrhistorie i L.A.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man må sige, at Joe Carnahan har prøvet sine evner som instruktør af med mange forskellige genrer. Sidst lavede han sin bedste film til dato med det følelsesmæssige og intense drama om mennesket mod naturen, The Grey. Før det kom han med The A-Team og Smokin’ Aces; film som er bedst beskrevet som morsomme. Den ene var en over-the-top popcorn-film, den anden en voldsom shoot-’em-up oplevelse, og den stemme, som gav os de film, er vendt tilbage med Stretch. Heldigvis er denne film mere håndgribelig, end de andre, og den formår at blande sorg og anarki sammen i en blodig cocktail.

Kevin Stretch (Patrick Wilson) flyttede til Los Angeles med drømme om at blive skuespiller, men endte med at blive en limousinechauffør. Efter at have besejret sit alkohol- og spilleproblem, når Stretch sit absolutte lavpunkt: han har ingen penge, han hader sit job, han kan ikke glemme sin ekskæreste, og hans gamle kollega, som nu er død, hjemsøger ham konstant. Det eneste lyspunkt i hans hverdag er venskabet med hans kollega Charlie (Jessica Alba). For at gøre det hele en tand værre er han nødt til at skaffe seks tusinde dollars, inden dagen er omme. For at opnå det umulige indvilliger han i at køre den excentriske millionær, Roger Karos (Chris Pine), rundt i uvidenhed for at anskaffe de hårdt tjente drikkepenge, der kan blive hans redning.

Undertegnede blev en smule bekymret, da filmen begyndte lige på og hårdt og med en irriterende voice-over. Ofte vil voice-overen beskrive overflødigt information, som f.eks. da Stretch nævner, at han ser sin døde ven, Karl, når han er overtræt, selvom Karl selv siger nøjagtig det samme få sekunder efter. Filmen har et par startproblemer, ikke kun med voice-overen, men frygten for at Carnahan har lavet et styk makværk, bliver hurtig fejet af bordet af den forfriskende strømlinede fortælling, en beundringsværdig helt, og en række af tegneserieagtige bipersoner.

I en film som bugner med en lang liste af morsomme karakterer, er det Chris Pine (Star Trek), som får vores mest indædte opmærksomhed. At kalde hans præstation overdådig vil være noget af en underdrivelse. Da Karos i bogstavelige forstand falder ind i historien, er han barrøvet og har en kæmpe pibe i sin mund, mens hans ansigt er dækket af et altomfattende skæg. Pine leverer alt det underlige, han kan fremmane i en karakter som denne. Ingen gestus eller replik er for stor, og selvom han før har bevist, at han kan spille en charmerende hovedrolle, viser han ikke desto mindre her, at han kan mere end blot være et kønt ansigt. Hans præstation har også den fordel, at han ikke mangler nogen form for poetiske bandeord at spytte ud.

Carnahans manuskript er fyldt til bristepunktet med sjove gags. Ikke alle finurligheder rammer deres punkter, men de fleste gør, især når Pine, Helms, Decker, Liotta og Jason Mantzoukas er på skærmen. Det lyder måske som hele rollebesætningen, men de førnævnte navne dækker knap nok en lille del af skuespillerholdet.

Filmens voksne humor belønner i det store hele sit publikum, især hen mod filmens tredje akt, hvor jokesene og spøgefuglene er med til at hjælpe og skabe en velformet historieafslutning for figurerne og manuskriptet. Over filmens korte 88 minutter giver Carnahan og Patrick Wilson os en vaskeægte helterejse blandt alt det vanvittige og latterlige, der findes i Los Angeles. Hvor langt vil Stretch dog gå, ikke kun for at redde sig selv fra at blive tæsket, men for at starte forfra? Hvornår vil han blive den, som sidder bagerst i limousinen? Er han fordømt til at blive den nye Karl? Dette er spørgsmål, som han står overfor lige netop den dag, som er den værste dag nogensinde i hans liv.

Patrick Wilson er nem at heppe på i rollen som Kevin Stretch. Vi ser ham kæmpe med sine livsvigtige spørgsmål, mens han forsøger at nedjagte en American Idol-deltager og bliver skældt ud på af David Hasselhoff. Men hans personlige krise giver filmen en stor del af den dramatiske vægt. Carnahan har formået at balancere med de helt rigtige punkter, hvilket giver Stretch en uventet optimistisk følelse, selvom den ofte er en ond og vanvittig komedie. Det er en overraskende fin lille film. Kevin Stretchs åndelige rejse bliver aldrig skubbet til baggrunden i en ellers pervers rutsjebanetur, og selvom Stretch ikke bliver nyskabende i sin genre, formår den ikke desto mindre at være indtagende, spændende og smækfyldt med lattervækkende øjeblikke.


Forrige anmeldelse
« Leviathan «
Næste anmeldelse
» Bridgend »


Filmanmeldelser