Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Everly (88 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 6/6 2015, 11:29 af Torben Rølmer Bille

En genreforvirret rodebutik


En genreforvirret rodebutik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det ser ellers så indbydende ud, når man står med coveret til Everly i hånden. Skildringen af en sort/hvid Salma Hayek i profil med en stort automatvåben i hænderne står i kontrast til den blodrøde baggrund. Det er derfor nemt at tro, at filmen vil byde på rendyrket B-films-action, men sandheden er desværre en anden. Everly har nemlig rigtigt svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er, den vil.

Det, som er mest slående ved Everly, er, at den næsten udelukkende gør brug af én location, nemlig den lejlighed, som hovedpersonen Everly bor i. På denne vis kommer filmen til at minde om et kammerspil, et slags filmisk teater, med den forskel at filmen er noget mere actionbetonet, end man normalt oplever på teatret. Uden at afsløre for meget ville en teateropsætning af Everly kræve en meget flittig scenograf, der havde mod på dagligt at genopbygge alt det, der i filmens løb bliver ødelagt.

Filmens protagonist er en luder med hjertet på rette sted. I rigtigt mange år har hun arbejdet for en bagmand, der til gengæld har lovet at sætte hende fri, når hendes gæld var betalt. Everly ser frem til dette, men naturligvis har gangsteren ikke tænkt sig at overholde sit løfte. Værre endnu er den situation, som indleder filmen: for her går en handel mellem førnævnte gangster og nogle japanske triademedlemmer frygteligt galt. Everly er tilfældigvis på toilettet for at nette sig, men da hun kommer ud igen, finder hun sit hjem forvandlet til en slutscene fra en Tarantinofilm.

Værre endnu er det, at Everlys mor er på vej til hjemmet med Everlys 6-årige datter, at en af Yakuzamedlemmerne stadig hoster blod op, og at gangsterbossen har proklameret, at den som dræber Everly vil modtage en klækkelig dusør. Så midt imellem, at den unge mor skal rydde op i lejligheden, skaffe sig af med nævenyttige lejemordere og sønderskudte lig, så skal hun også forsøge at holde både sin mor og datter i live under disse groteske omstændigheder.

Selv om dette muligvis kan virke som et ganske lovende setup, så ender filmen altså med at skuffe ganske fælt. Dette skyldes ikke Salma Hayek, som leverer ganske ovebevisende spil, og som stadigvæk er tilpas MILF-laber. Det skyldes ganske enkelt, at filmen har svært ved at beslutte sig for, om den vil ære sit drama og virkeligt skabe situationer, der fungerer medrivende, om den skal satse på de absurde komedie både i form af de mange forskellige lejemordere, der dukker op, den ene mere sindssyg end den forrige, om filmen skal forsøge at minde seeren om en af de tegneseriefilmatiseringer, der er så populære for tiden, eller endelig hvorvidt filmen skal efterfølge det melodramatiske spor i forhold til skildringen af den døende mand og Everlys komplicerede familierelationer.

I stedet for at satse på blot et af disse mulige valg, så vælger filmen at gøre det hele på én gang. En sådant postmoderne genrefusion ville sikkert kunne have fungeret, hvis manuskriptet var skrevet og filmen instrueret af førnævnte Quentin, der næsten har gjort dette til en dyd. Under instruktør Joel Lynchs ledelse bliver alle disse delelementer sært utroværdige, faktisk i sådan en grad at visse scener ligefrem bliver ufrivilligt komiske eller kiksede.

Selv om der også er flere elementer, der også fungerer – eksempelvis en særdeles ubehagelig og stærkt karikeret torturbøddel, der dukker op med sit eget bur og en lang række små glasflakonger, så er der desværre ganske så langt mellem de filmiske snapse i denne film, der - selv mod slutningen - ikke kan finde hverken genremæssigt fodfæste, eller for den sags skyld levere et tempo, som gør, at man ikke mister interessen undervejs.


Forrige anmeldelse
« The Duke of Burgundy «
Næste anmeldelse
» A good man »


Filmanmeldelser