Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Gudsforladt (94 min.) Biografversion / Black Frame Cinema / Hellbound Productions
Anmeldt 19/5 2015, 12:47 af Kim Toft Hansen

Velkommen til Gudløse


Velkommen til Gudløse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske indieinstruktør Kasper Juhl har gennem de seneste år udmærket sig med ekstreme gysere. De sammenhængende Sunken Danish og Monstrosity understregede Juhls evne til – med et meget smalt budget – at fortælle om voldspsykopati inden for et realistisk univers. Madness of Many fortalte filosofisk om en splittet kvinde, der via volden når frem til en slags tro. Hans forrige film – kortfilmen Insekt – peger ud af den ekstreme torture porn og ind i en socialrealistisk gyserstil, der nu kulminerer med hans hidtidige hovedværk: Gudsforladt. Den har netop haft premiere på CPH:PIX, og vil senere på året få premiere i en række danske biografer landet over.

Vi starter i det blodige klimaks. Pigen Mia overfuses af sin far, der anklager hende for ikke at elske ham. Uden for huset ankommer en målrettet mand med et baseballbat, der efter alt at dømme plantes solidt i hovedet på Mias far. Blodet stænker på mandens kind. Vi springer frem i tid, hvor Anders løslades fra fængslet. Han tager med søsteren Mia hjem, hvor han, hun og venner holder en vild fest med sprit, stoffer og sex. Introduktionssekvensen kulminerer, da Anders lægger sig i Mias seng. Fuld og jaloux over Anders’ pigetække giver hun ham et handjob. Herfra er filmens dystre billede af to spolerede personer søsat. En sejlads ind i et gudsforladt univers præget af incest, søskendekærlighed, voldtægt og ekstrem vold.

Filmen er en bevidst søgen efter tabuer – og brud med dem. Men den gør det ikke (kun) for at være kontroversiel. Sympatisk lader filmen i stedet os sympatisere med de to søskende, der bokser med nogle dæmoner, som de færreste af os tør tænke på. Gudsforladt er ikke i samme konfronterende stil som Juhls tre første spillefilm, men de bærer et indlysende slægtskab med filmenes interesse i at skildre internaliserede psykiske problemer med en eksternaliseret vold, og selv denne giver mening i lyset af den viden, som filmen giver os. Det betyder ikke, at filmen rent voldsæstetisk giver os en stilistisk interesse i volden. Tværtimod er volden nedværdigende, nederdrægtig og totalt ydmygende for ofrene. Selve handlingen er uden forståelse. Men baggrunden for og sammenhængen i volden er fyldt med mening.

Gudsforladt eksperimenterer stedvist med gyserens – især slashergyserens – repertoire, men i modsætning til slasheren, hvor volden er ventet og en fortælleteknisk nødvendighed som seeren forventer, er volden i Gudsforladt ikke særlig rar at overvære. Den afspilles ind for en socialrealistisk ramme, hvor den udnytter denne stils evne til at komme helt tæt på løjerne. Tåkrummende er det, og ønsket om at kigge væk er nærliggende. Derved er det faktisk via socialrealismen, at Juhl lykkes med at give os det, som gyseren traditionelt giver os: en lyst til at ryste filmen af os, gå væk, selvom vi godt ved, at det bare er film. Dette møde mellem socialrealisme og gysergenren er ret godt tænkt.

Denne socialrealisme er også beslægtet med en art house-stil, som vi kender den fra fx Ester Martin Bergmarks Någonting måste gå sönder. Denne tilstedeværende fornemmelse af, at især Mia er lige ved at knuses – ’gå sønder’ – hele tiden, er en god sammenligning med hovedpersonen Sebastian hos Bergmark. Den nærværende art house-realisme har også en række fællestræk med nogle af Lars von Triers ryste(n)de og håndholdte kameragange. Tricket er selvfølgelig, at rystelserne i kameraet afspejler de indre rystelser, som karaktererne føler, men det virker – og det virker rigtig godt i Gudsforladt. På mange måder er filmens stil en bejlen til sommerens festivalpublikum, og det er ikke uden årsag, at PIX tog den til sig.

Gudsforladt er en del af et større gennembrud for den danske indiefilm i år. Hele seks danske indiefilm – film, der er i Danmark er produceret uden støtte fra filminstituttet – havde premiere på PIX. Alle seks film, der faktisk lykkes med at lave troværdige film, som ud fra et smalt budget når meget langt. Gudsforladt viser også, at det kan lade sig gøre med få midler at lave gode film i Danmark. Juhl & Co. anvendte denne gang også med en vis succes crowd funding til at postproducere filmen. Det er det bedste bud på alternativ finansiering, vi hidtil har set i dansk film.

Filmen er desuden overraskende velcastet og velspillet. Indiefilmens akilleshæl har længe været skuespillet. Juhl har i de to roller castet Johannes Nymark (som de fleste kender fra Vild med dans) og Anne Sofie Adelsparre, der også spillede den bærende birolle i Juhls Monstrosity. Det er lykkedes i Gudsforladt via improvisation at få karakterne frem i en grad, så de fremstår troværdige. Vi skal helt ud i de små roller i filmen for at finde problemer. Peter Aude som faren er i sig selv et scoop for en indieinstruktør, men han virker knap så overbevisende som de øvrige. Joachim Knop i rollen som masochistisk besøgende hos Mias veninde er over-the-top. Scenen, hvor han skælder ud på sin datter i telefonen efter et besøg hos Mias veninde, der viser sig at være prostitueret, er helt unødvendig for filmen generelt. Pletvist bruger filmen desuden en lidt for understregende, visuel metaforik.

Kasper Juhl har truet med at ville trække sit dystre univers ind på parnassets bonede gulve. Med Gudsforladt på sit CV viser han ikke kun, at hans evner strækker sig meget langt, også uden for sin veleksekverede new extremity. Den viser også, at han nu må have alle gode kort på hånden til at kunne få sit endelige, store gennembrud i dansk film. Der må sidde en filmkonsulent på filminstituttet nu og vente på Juhls ansøgning om produktionsstøtte. Hvis Juhl kan dette her med low budget, bør han få chancen med et lidt bedre budget mellem hænderne. Gudsforladt er en ond film. Men en som utvivlsomt vil gøre Juhls karriere godt.

Læs interviewet med Kasper Juhl om hans tre første film her. Læs også interviewet med Kasper Juhl og Johannes Nymark om Gudsforladt her.


Forrige anmeldelse
« Høsten «
Næste anmeldelse
» Jens Munk NordvestXpeditionen »


Filmanmeldelser