Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Homesman (122 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 16/5 2015, 13:32 af Teddy Tofte

En smuk og besynderlig western


En smuk og besynderlig western

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nogle gange dukker en films rulletekster op på skærmen, når man mindst venter det. Nogle gange er det en lettelse – som om nogen lige pludselig har husket at tænde for lyset, mens du har siddet i mørket i timevis – og du kan komme hjem igen. Og nogle gange kan rulleteksternes ankomst være irriterende og give dig en kold fornemmelse, som om manuskriptet lige pludselig løb tør for papir, eller produktionen løb tør for penge.

Det sker sjældent, at film generelt slutter, præcis lige der hvor de skal slutte. Det er som regel enten for tidligt eller for sent.

Men jeg kan ikke mindes flere end to-tre film – inden for det sidste årti – der slutter lige så perfekt, og lige hvor den skal, som The Homesman. Når de rulletekster dukker op, ruller du måske med øjnene. Du bliver måske vred. Men hvis du virkelig har fulgt med i historien, vil du blive rystet. Måske endda lammet. Det er en perfekt måde at afslutte en film, som langt fra er perfekt, men som er en af årets mest undervurderede film.

Det er næsten ti år siden, at Tommy Lee Jones instruerede den moderne western The Three Burials of Melquiades Estrada, og han har denne gang skabt et værk, som er usentimental og umulig at genrebestemme. Det er ikke blot en western, det er langt fra en anti-western, og den er fandens svær at snakke om, uden at afsløre alle de elementer, som virkelig får filmen op på kogepunktet. Der er skarpe punkter og hårde vendinger, som vil få dens publikum til at ryste på hovedet og falde fra midtvejs. Men hvis du hænger ved, vil du blive belønnet. Selv hvis den belønning føles, som om du er blevet sparket i skridtet af et muldyr.

The Homesman er baseret på en roman af Glendon Swarthout og er en kompromisløs fortælling om galskab og overlevelse i en frugtesløs, madløs, og for det meste hjerteløs ødemark ude i det amerikanske grænseland i 1850’erne. Filmen er fortalt fra en vinkel, vi sjældent ser i denne type film, nemlig fra en kvinde i disse hårde tider, og mest centreret omkring Mary Bee Cuddy. Hun lever alene på sin sparsomme gård og kan mærke tiden løbe fra hende (hun er 31 år og ugift). Hun klager ikke, men hun morer sig heller ikke. Det nærmeste hun kommer morskab er, når hun imiterer at spille klaver over en sølle dug, der forestiller tangenter.

Hun ønsker at gifte sig med nogen, hvem som helst, fordi hun langsomt er ved at dø af ensomhed og depression, og ingen farmer kan overleve den voldsomme ødemark alene. Hver gang hun beder nogen om at gifte sig med hende, har hun gode argumenter på sin side og fortæller, hvordan det ville være godt for alle, hvis de slog gårdene sammen og blev rige. Men hun bliver altid mødt med de samme modargumenter: ”du er kedelig at se på og du er alt for dominerende”. Det lyder nok voldsomt at sige, at dette er en rolle, som Hilary Swank er født til at spille, men det er en rolle, som ingen anden end hende kunne bringe til live. Og hver gang hun forsøger at skjule sin indre smerte, ender vi med at skjule den sammen med hende.

På samme tid bliver vi introduceret for tre andre kvinder i byen, som er et meget afsides samfund midt ude i ødemarken. De er alle tre mentalt forstyrret og ude af kontakt med omverdenen, drevet til vanvid af de hårde forhold i 1850’ernes Nebraska. Theoline Belknap (Miranda Otto) blev skør, da gårdens dyrebeholdning døde af sygdom, og efterfølgende dræber hun sit nær nyfødte barn (i de modigste ti sekunder, jeg nogensinde har set i en film). Arabella Sours (Grace Gummer) mistede tre børn til difteri. Og den skøreste af dem alle bider fra sig og hvæser til alle, hun møder: Gro Svendsen (Sonja Richter), som nægter at flytte sin mors lig ud af sengen, selv mens hun bliver voldtaget af sin mand. Det er grusomt at se på, men Jones formår at portrættere disse rædselsvækkende ting uden at blive for eksplicit.

Det bliver arrangeret, at de tre kvinder skal transporteres til et sanatorium i Iowa, men ingen af kvindernes mænd melder sig frivilligt, på trods af at det typisk er en ”mands job”. Her træder Mary Bee Cuddy til, som ikke har noget at miste, og påtager sig opgaven. Måske fordi hun er flink. Måske fordi hun vil trodse byens borgerskab. Med kvinderne sikret i en vogn rejser hun af sted alene og finder hurtigt George Briggs (Tommy Lee Jones), som er få sekunder fra at dingle fra et reb. Der er han blevet anbragt af mænd, som ikke havde modet til selv at hænge ham.

Mary Bee redder ham, men under den aftale at han skal hjælpe hende med at få kvinderne frem i sikkerhed. Så de tager af sted, sammen, mod den uendelige, nådesløse prærie, det hårde vintervejr, og med nætter under den blinkende nattehimmel, som får himlen til at ligne et kæmpe tæppe med huller i. På vejen bliver både Mary Bee og Briggs erstatningsforældre for de tre kvinder, får deres stærke viljer testet, og deres tro på en god og retfærdig verden får et par stød her og der.

Alt dette lyder vitterlig som noget, kun westerns kan fremmane – jeg får det til at lyde, som om Tommy Lee Jones spiller Rooster Cogburn og Hilary Swank spiller Eula Goodnight. Men The Homesman er ikke om store hatte, indianere, hævntogter, eller at nå fra punkt A til punkt B. Filmen går aldrig et sted hen, hvor du regner med, den vil ende. Den fortæller os en ny og lige-ud-af-landevejen historie om det helvede, det måtte have været, at være en kvinde i det vestlige USA i 1850’erne. Men også om hvor svært det måtte have været generelt.

Men filmen hænger aldrig ved problemerne i længere tid, og den peger heller ikke fingre af perioden. Den er usentimental og ser ikke gennem fingre med indholdet. Den pointerer den måde, vi behandler vores mentalt ustabile og døde på. Som en karakter siger i filmen: ”Folk snakker om døden og skatter, men når det kommer til de skøre i vores samfund, klapper de hurtigt i”. Men den pointe bliver ikke slået op i vores ansigt med neonlys, fordi Tommy Lee Jones som instruktør er en tålmodig, moden og naturalistisk bagmand, som ikke falder i klichéer eller melodramatisk vrøvl.

Desperationen hos skuespillerne bliver ført ud i livet på en imponerende måde, og Rodrigo Preitos kameraføring indfanger deres isolation som en maler. Næsten hvert øjeblik af The Homesman fortjener at blive indrammet, med skud af måneoplyste skylines og endeløse horisonter der ville gøre John Fords spøgelse jaloux. Kameraføringen er ærefrygtig, ikke blærende eller indtrængende med sine lange, tålmodige scener. Dette er grunden til, at film bliver vist i biografen.

Jeg kan ikke komme ind på de sørgelige og smukke steder, filmen besøger i sine næsten to timer. Da jeg overlod mig til filmens univers og besluttede mig for, at jeg elskede den, er nok det samme tidspunkt de fleste mennesker slukker for skærmen og laver noget andet. Men hvad der ikke kan benægtes er filmens styrke i sine hovedrolleindehavere. Hilary Swank giver os en af de bedste kvindelige præstationer, eller bare en af de bedste præstationer, i nyere tid. Hun kommer under huden på dig, uden problemer, og du føler, at du bliver mere og mere gal sammen med hende.

Og Tommy Lee Jones er en åbenbaring. Han er en mand, der er splittet mellem sine fordrukne, selviske instinkter og lurende heroisme. Du kan ikke elske ham, som du plejer at kunne i hans tidligere film. Og i filmens bedste scene, hvor Mary Bee Cuddy beder Briggs om at gifte sig med hende (ikke på grund af kærlighed, men fordi det er praktisk), vil begge skuespillere såre dig noget så voldsomt. Det er en scene, som burde være en Oscar værdig, men aldrig vil blive det, fordi skuespillerne ikke lader som om. Hvis deres præstationer havde været mere indlevende, ville de nok stadig være ude i den amerikanske ødemark.


Forrige anmeldelse
« St. Vincent «
Næste anmeldelse
» Starry Eyes »


Filmanmeldelser