Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




I kælderen (85 min.) Biografversion / DOXBIO og Øst for Paradis
Anmeldt 15/4 2015, 19:06 af Uffe Stormgaard

Kældermennesker


Kældermennesker

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der skal ikke megen psykologisk viden til, for at tolke kældre som menneskets underbevidsthed. Det er her vi gemmer vores lyster og laster. Fortrængninger, kunne man også kalde dem – alt det mindre pæne vi ikke gerne udstiller i dagligstuen.

Instruktøren Ulrich Seidel tager os med ned i kælderdybet. Han er østriger og så er associationen sat i gang, til Joseph Fritzls og Wolfgang Priklopils ugerninger med årelange kidnapning og kælder-indespærring af pigebørn. Ulrich Seidel er ham, der i sin trilogi Paradis (Tro, Håb og Kærlighed) gik tæt på fedme, tro og sex – så nær, at mange troede, at vi stod overfor en ægte dokumentarfilm, og ikke som tilfældet var, en iscenesat virkelighed.

Det gør vi – næsten – i ” I kælderen”, hvor instruktøren er gået under jorden for at konfrontere os med ekstremerne: skydegale racister, jagtgale, cigarpassionerede, sadomasochister, dukkebørn, Hitler-tilbedere…

Nej, det er ikke noget kønt syn. Helt subjektivt må jeg tilstå: det var en afskyelig oplevelse.

Lad os begynde med begyndelsen. Et fast kamera på en klapperslange, der langsomt nærmer sig en lille hvide kanin i terrariet. Et hurtigt hug og kaninen er sat til livs. Så kan forteksterne begynde. Tilskueren stirrer, lettere chokeret, ind på en høj, tæt, grøn hæk over hvilken man skimter et villatag. Vi skal ikke kun ind bag den tætte hæk, nej, vi skal dykke helt ned i villakælderdybet.

En skydekælder, med en instruktør, der med stor saglighed påpeger, at det er fingeren på aftrækkeren, der er skyld i mange ulykker. Så til et nyt kælderdyk, hvor en halvgammel, helvisen kvinde blandt kælderens rod af pakkenelliker, finder en stor kasse frem, løfter låget og fremdrager et barn. Nej, ikke et levende barn men en naturtro baby kopi – og der er flere hengemte baby-attrapper i kælderen. Igen en kvindes gribende søgen efter ømhed og hengivenhed som vi kender så godt fra Paradis trilogien.

En nazi/Hitler-dyrker spiller tuba-militærmusik – snart alene, snart sammen med musik- og drukbrødre omgivet af kælderens heftige nazi- udsmykning. En storvildtsjæger med sine jagttrofæer – alt i vildt, undtagen orangutangen.

Det skal blive langt værre.

Den fede kvinde, en utilfredsstillet kassedame, bliver i en anden kælder lagt i gynækologens stol, og spreder ben – og glæde. Så begynder dybdeboringen (undskyld) for nu er vi i kældrenes allernederste lag. Sadomasochisten, smæk og fornedrelse – og så, nej, det er for meget, den nøgne fede mand, der i hundehalsbånd lyder sin herskers uhæmmede trang til slikken, dildoer og autoritet – for til sidst, at blive hængt op i sine kønsdele.

Skulle jeg have sprunget en enkelt detalje over, kan det kun undskyldes med mine fortrængninger – ned i min kælder, med de værste ”stinkere”.

I kælderen er en film, der i stramme visuelle tableauer fremstiller en menneskelig afgrund vi helst vil afvise. Realismen er vi ikke i tvivl om – selv om instruktørens fortællestil næsten er en verfremdungs metode, hvor hovedpersonenerne til tider billedmæssigt er fastfrosne, stirrende ind i kameraet. Lidt i slægt med Roy Andersons absurde film, senest En fugl sad på en gren… som dog har langt mere barok humor og indbygget sympati for sine skæve eksistenser.

I Kælderen er ikke nogen hyggefilm, den skæve humor til trods. Den mangler den varme og længsel, som Paradis-trioen udstrålede. En væsentlig film, om kældermenneskers bizarre liv, der ikke er til at komme uden om, selv om vi som tilskuere, nok helst ville fortrænge deres eksistens.


Forrige anmeldelse
« Backgammon «
Næste anmeldelse
» Udbrud »


Filmanmeldelser