Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Don Fabijans bekendelser (93 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 25/3 2015, 20:27 af Torben Rølmer Bille

Munter samfundssatire


Munter samfundssatire

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke hverdagskost, at de kaste sig ud i film fra Sebien og Kroatien, men det er lige præcis hér at Don Fabijans bekendelser foregår, nærmere bestemt på en lille ø i Adriaterhavet. Normalt forbinder man måske området med borgerkrig og tungsindige film i sort/hvid, som kun interesserer gamle, men Don Fabijans bekendelser er alt andet end dette, det er en velfungerende komedie, der samtidig leverer en satire over både regionen, katolicismen og ikke mindst sex.

Som filmens omslag mere end antyder, så handler det om en nyudnævnt præst, der mildest talt tager ukonventionelle metoder i brug for at leve op til pavens strenge dekret om, at prævention ikke er ønskeligt i de katolske samfund. Fabijan, som præsten hedder, ankommer i filmens start til det lille øsamfund, hvor han hurtigt opdager, at den præst han skal afløse er langt mere populær og integreret end ham selv. Folkene i landsbyen elsker den gamle præst hvilket både kan ses ved fremmødet i kirken og i køen til skriftestolene.

Under et skriftemål finder Fabijan dog ud af noget ganske foruroligende fra den lokale kioskejer. Øens beboere og turister handler i stor stil præservativer i kiosken og dette er naturligvis forklaringen på, at der forekommer langt flere begravelser end bryllupper og dåbshandlinger. For at vende denne uheldige tendens til en, i præstens øjne, langt mere positiv, beslutter de sig for at gøre noget drastisk for at vende denne udvikling. Kioskejeren kan fortsætte med at sælge sine varer uden at synde, hvis nu de prikker hul i alle kondomerne, for så synder folk ret beset heller ikke i kirkens øjne.

Inden længe finder de to også en allieret i byens apoteker, der vil gøre alt for at fremme antallet af ægte kroatere på øen, selv om både Albanere, Serbere og stort set alle andre nationaliteter bestemt ikke falder i den gode hr. apotekers smag. Så han følger trop og vælger endda at gå så langt som at bytte p-pillerne i pakkerne, han sælger ud med vitaminer. Deres plan synes at være fejlfri, men inden længe må de lære at den måske ikke har været så gennemtænkt som først antaget.

Der er flere meget morsomme og groteske scener i filmen, scener som næppe vil vække større forargelse på vore breddegrader, men som sikkert vil kunne vække bestyrtelse hos troende katolikker eller folk i området. Eksempelvis kan nævnes situationen, hvor en af byens unge piger er blevet svanger, og det nu er op til kioskejeren, apotekeren og Don Fabijan at finde frem til faderen. Hvordan hendes ægtemand bliver fundet, skal man selv opleve, men det kan sikkert virke provokerende set gennem katolske briller.

Filmen debatterer på den ene side fornuften (eller manglen på samme) ved at lade folk benytte beskyttelse, når de har sex, og samtidig italesætter den også en lang række af de skandaler, der har ramt den katolske kirke gennem de senere år. Især de der handler om misbrug af mindreårige. Dette eksemplificeres fint i den scene hvor biskoppen fortørnet ankommer til øen og Don Fabijan brødbetynget giver sig til at undskylde over hans handlinger, men da det går op for biskoppen, at der ikke har været børn fra menigheden indblandet i sex, griner han og tager tilbage til storbyen.

Filmen sørger også for at gøre grin med de stridigheder, der har eksisteret i området, naturligvis repræsenteret gennem apotekerens racistiske fremfærd, men også andetsteds i dialogen kommer dette til udtryk.

Selv om filmen starter i højt humør, bliver den mod slutningen mere melankolsk, for det viser sig, at trioens handlinger har utilsigtede og ganske alvorlige konsekvenser for byens indbyggere på længere sigt. Der er som bekendt ikke mulighed for komedien med mindre dens bror tragedien også får lov til at lege med, og derfor ender Don Fabijans bekendelser også mere bitter end den startede, men det klæder faktisk filmen.

En kritik kunne være, at filmen er for karikeret i sin skildring af de problemstillinger, som den gerne vil have tilskueren til at tage stilling til, men ikke desto mindre er det en ganske morsomt fortalt lille film, som er et skønt alternativ til mange af de ligegyldige metervarekomedier, man ellers kan blive udsat for. Det er ikke en film, der vil få en til at le højlydt hele vejen igennem, og der er også scener som er trukket unødigt langt ud. Hvad filmen måske mangler af forhold til at skabe scener, der vil få tilskueren til at hulke af grin, får den til gængæld points for dels at have lune og ikke mindst at have noget på hjerte.


Forrige anmeldelse
« Diplomati «
Næste anmeldelse
» The Equalizer »


Filmanmeldelser