Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mod naturen (80 min.) Biografversion / Øst for Paradis
Anmeldt 20/3 2015, 22:21 af Uffe Stormgaard

Monolog med fjeld og jenter


Monolog med fjeld og jenter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Åh, hvor har han ondt af sig selv. Stakkels Martin. På overfladen er alt godt. Sød kone og en seksårig søn. Fast arbejde med kåde kollegaer og kolde efter-arbejde-øller. Midt i 30erne, han har det hele – og dog. Nærkontakten mangler. Det hele er så fjernt, slet ikke ham. Eller er det? Var det det han ville med livet? Og fremtiden?

En eksistentiel krise, der har flere spørgsmål end svar. Stort og småt i en strid tankestrøm. Vi er krøbet ind i Martins rastløse krop for at lytte til Martins 80 minutters uafbrudte indre monolog, tilsat billeder fra Norges skønne vilde natur.

Martin vil bogstaveligt løbe fra sin for- og nutid. I en lang weekend drager han på fjeldet. Den ensomme rytters flugt, med afklaring som mål. Og vi/han skal meget igennem. Martins ustrukturerede tanker får frit løb, mens den ensomme vandrer krydser elve, skove og klippeskær, for at nå hytten på fjeldet – hvor to jenter venter.

Mod Naturen er den norske instruktør Ole Giævers midtvejskrise film. Og man må tro, at han ved hvad han taler om, for han er både instruktør, manuskriptforfatter – og spiller (er?) oveni selv Martin. Så kan det ikke blive mere autentisk.

Og der er vidst mange af os (den mandlige del, garanteret), der kan nikke genkendende til brokkerne fra den indre stemmes friløb. Var det de rigtige valg vi tog – dengang? Er vi for fastlåste? Er det vores geners/forældres skyld? Kan vi eller tør vi? Vil vi noget andet? Martins indre stemme, der både er til fremtids håb og fortvivlelse, kredser konstant om hans manglende nærkontakt med omgivelserne. En tomhed af kedsommelighed, som hverken jenterne i hytten, onanien bag træet eller sex-dagdrømmene kan erstatte.

Vi tror på Martins kvaler. Den indre stemme kværner ucensureret. Stort og småt, banalt og eksistentielt, vi skal have det hele med. Flashbackene står i kø, mens den indre stemme mere og mere minder om en uforløst ”stream-of-consiousness-roman”, tilsat lysbilleder på gummihjul. Troværdigt nok, om spleen og Weltschmerz, men hvor har man dog bare lyst til at råbe: ”tag dig dog for Fanden sammen”.

Mod Naturen er flot fortalt – med megen humor og selvironi. Det gør, at vi alligevel bærer lidt over med Martins selvoptagethed. Som filmisk værk ganske konsekvent og har fint inkorporer det norske fjelds barske skønhed.

To dages løbetur med vores forkælede vestlige middelklasse antihelt, i en konstant monolog med sig selv, giver vist ikke megen afklaring og indsigt. Bob Dylans ”Forever Yong” som er en del af underlægningsmusikken, lover: ”… at bygge en stige til himlen”. Men hverken slutbilledet af ørnens glideflugt over fjeldet eller Dylans himmelstige får os rigtig til at tro, at Martin vil nå de højder.

Højest ømme lægge og en god nats søvn.


Forrige anmeldelse
« Chappie «
Næste anmeldelse
» Sons of Anarchy – The Complete ... »


Filmanmeldelser