Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mennesker bliver spist (90 min.) Biografversion / Clausen Film
Anmeldt 26/2 2015, 20:14 af Uffe Stormgaard

Clausen er altid go`


Clausen er altid go`

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For snart længe siden blomstrede et lille, folkeligt teater frem på Amager. Foragtet og kun pletvist anmeldt af hovedstadsbladenes smagsdommere. Bramfri folkekomedier, med rødternede duge og bajere på bordet. Et fristed for øens håndværkere, arbejdere og persillegartnere: Røde Kros Teater (1892-1961).

Røde Kros direktør Carl Carlsen lancerede et slagord (det var før ”branding” indgik i ordbogen): ”Carlsen er altid go`” – så vidste man, at der var usnobbet underholdning, smæk for skillingerne.

Den gamle Røde Kro er for længst borte og ingen husker længere Carlsen.

Heldigvis har vi så Clausen fra Sydhavnen. Ubestikkelig tro mod det arbejder/håndværkermiljø han er rundet af og som han i film efter film loyalt og stædigt har skildret.

Erik Clausens spillefilm nr. 14 Mennesker bliver spist er ingen undtagelse.

Igen benyttes samme formel: ide, manuskript og hovedrolle: Erik Clausen. En auteur-film, sprunget ud af 60’ernes Ny Bølge – slet ikke. Her er hverken håndholdt kamera, filmiske referencer eller italiensk neorealisme. Snarere er inspirationen den tjekkiske film fra samme periode. Milos Formans En blondines kærlighed (1965), eller Brandmændene. Fyr og flamme (1967).

Her skildres almindelige mennesker – dem der ikke er bange for at få olie og snavs på kedeldragten eller fingrene. Frikadeller og brun sovs. Solidaritet og klassebevidsthed – fra dengang, før Dansk Folkeparti bragte uorden i rækkerne. En arbejderklasse, der pr. automatik stemte socialdemokratisk.

I mere end 35 år har Clausen, i film efter film, vist sin solidaritet og oprigtige kærlighed til den store samfundsgruppe. Aldrig kun klicheer, hvor ikke mindst den grovkornede humor og platheder gav familiebilledet kød og blod.

Sådan er det også i Mennesket bliver spist. Miljøet er ikke længere Vesterbro. Velfærdet er nu udflytter-familien med selvbyggerhus, veranda og velplejet mini-græsplæne på Københavns vestegn.

Familiens overhoved, automekaniker Herluf, er - som Erik Clausen (72 år) – ved at blev ældre. Lidt glemsom, på vej mod en eskalerende demens. Han er gift med den kommunale socialrådgiver (Bodil Jørgensen), der ikke er ham helt tro. Deres forkælede enebarn, er på vej ind i sit 3. ægteskab (vittigt spillet af Lærke Winther) endda med en mand, der repræsenterer alt det, som Erik Clausen hader: opblæst københavner, intellektuel, med Flaubert citater og pæne manerer (Rasmus Botofte).

Så er det demensen tager til. At han ikke kan huske bryllupstalen, kommer han fikst fra. Alvorligere er det, at han på værkstedet kludrer med en bremsereparation, der involverer en kundes vogn i en trafikulykke. Dette medfører politianmeldelse og at værkstedsbossen (ingen Clausen-film uden Leif Sylvester) må bortvise kammeraten.

Nu accelerer komedien. Herluf forsvinder til Polen, hvor han vågner op til noget der ligner sin barndoms gade i 50’ernes Vesterbro. Velkommen til bolignød, kållugt, værtshuse – ja, endda til sporvogne.

Forsvindingsnumret bliver katalysatoren til et sammenhold i en ellers splittet familie. Gamle uvenskaber heles. En gades solidaritet vokser frem hen over hækkene, i eftersøgningen efter ”den forsvundne mekaniker”. En broget skare af danskere - Clausens danskere, tegnes med et kærligt veloplagt satirisk kamera. Der er hug til kapitalen, forbrugersamfundet, egoismen… alt sammen i en socialrealistisk, rettere, socialromantisk stil, hvor filmen får udleveret et par barske sandheder om ”verdens lykkeligste folk”, dog altid i et forsonende lys.

Mennesker bliver spist er en ægte Clausen. Frække replikker, genkendelige svagheder og gadedrengebrokker. Heller ikke Kim Larsens musik mangler. Veloplagt, velspillet, vel turneret. Ikke nogen filmisk fornyelse eller psykologisk mesterværk. At Erik Clausen slet ikke er skuespiller, forlener vi os med, for han er noget andet, noget endnu bedre, nemlig: Clausen. Forbløffende nok fungerer samspillet med Bodil Jørgensen fremragende. Hun har her lagt folkedragt og den jyske muld bag sig og er helhjertet, modent sexet. Den kærlige samlende hustru, der er med til at afmontere klicheerne.

Med Mennesker bliver spist, (i Polynesien, lyder fortsættelsen på John Mogensens sang, som Herluf gerne giver til bedste ved vejfesten) har vi fået en varm, sjov, fræk og vedkommende film, der hverken stræber efter Oscars eller Cannespalmer – men som er en sjælden, vigtig, dansk film om dig og mig. På godt og ondt.

Ingen tvivl: ”Clausen er altid go`”


Forrige anmeldelse
« The two faces of January «
Næste anmeldelse
» En due sad på en gren og funder... »


Filmanmeldelser