Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Automata (96 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 9/2 2015, 22:47 af Teddy Tofte

Drømmer robotter om elektriske får?


Drømmer robotter om elektriske får?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vores historie i Automata begynder i 2044, adskillige år efter solaraktivitet har forvandlet store dele af kloden om til en kæmpe ørken og gjort bærbare apparater værdiløse. Menneskeheden har skabt menneskelignende robotter, kaldet Pilgrimmene, i håbet om, at de kan standse det evigt voksende ørkenlandskab. Planen har fejlet, og robotterne er sidenhen sygnet hen til at være miserable husholdningsartikler, hjemmeplejere og slaver for deres menneskelige overherrer.

Robotterne er programmeret til at overholde to protokoller: 1 – en robot kan ikke skade en anden livsform, og 2 – en robot kan ikke ændre sig selv eller andre. En robotlov, der minder meget om Isaac Asimovs ”Tre Robotlove” fra I, Robot. Det overordnede mysterium i filmen vedrører adskillige robotter, som virker til at have modificeret sig selv og gjort sig selv klogere. Jacq Vacuan (spillet af en skaldet Antonio Banderas, som giver os sin bedste præstation i årevis) er en udbrændt forsikringsagent fra robotindustrien, der har fået til opgave at finde ud af, hvem eller hvad der er bag robotternes mystiske adfærd. Vold følger ham i hælene, og inden længe har Jacq bidt over mere, end han kan synke.

Automata gør mange ting rigtigt, især når det kommer til at skabe et fantastisk miljø. Instruktøren Ibanez, som tidligere har arbejdet med visuelle effekter, besluttede tidligt i filmprocessen, at hans robotter skulle være praktiske effekter – altså: dukker styret af en dukkefører – i stedet for computereffekter. Resultatet af den beslutning er imponerende autentisk og fantastisk uhyggelig at se på, med deres beskidte og bøjede maskindele, der bevæger sig med enten lethed eller klodsethed. Brugen af praktiske effekter gør også de uhyggelige scener i Automata meget mere forstyrrende og ikoniske at se på, og der er mange at vælge imellem.

Åbningsscenerne viser med effektivitet, hvordan robotterne kom til verden, og hvordan de faldt ned ad menneskenes rangliste. Vi ser et billede af en flok menneskelige fabriksarbejdere, der samler Pilgrimmene, og følelsen, der kommer fra billedet, er en slags afmagt, men billedet er også gribende. Senere i åbningssekvensen ligger en robottigger og beder om penge på vegne af sin ejer, som ligger i fosterstilling i en mørk tunnel. På få sekunder – hvis du da har empati i dit liv – er du trukket med ind i filmens univers.

Men Automata er skam ikke bange for computereffekter. De er blot brugt anonymt hele filmen igennem, hvor de har bedst virkning for historien, så som når der skal vises holografiske tastaturer. Kombinationen af lav og høj teknologi er blevet gjort mange gange før, men det at se en opkaldsbipper og faxmaskine ved siden af hologrammer og avanceret robotter er næsten en komisk nostalgisk og beroligende ting at beskue. Fra syreregn til atombatterier, hver lille genstand i hver scene virker til at passe sammen perfekt i en beskidt, håbløs fremtidsvision.

Hvis filmens rekvisitter og sceneriet er roden til dens succes, så er det rollebesætningen, der sælger resten af filmen. Antonio Banderas, som har en lang karriere med romantiske og psykopatiske roller, nedspiller begge aspekter for at blive den idealle hovedrolle i Jacq. Han lader os føle hans opgivelse, hans undring, hans frygt, og hans fortrydelse. Robert Forster er også utrolig velplaceret som Jacqs chef. Dylan McDermott, som virker til at trives i skurkeroller, er denne gang mere grusom end nogensinde før som en junkie politimand. Melanie Griffith og Javier Bardem lægger stemme til nogle af filmens robotter, og det virker næsten for godt til at være sandt, men deres stemmer er der skam (Griffith er også kort med i filmen som en mekaniker på det sorte marked). Danske Birgitte Hjort Sørensen (som vi kender fra Borgen) er med i et par scener og gør det ganske glimrende.

De eneste problemer med Automata kommer hen mod slutningen af filmen, hvor historien læner sig for kraftigt mod klichéerne. Men selv da – når sammensmeltningen af science fiction elementerne nærmere sig overforbruget – er det ikke nok til at gøre den overordnede oplevelse bitter. Filmen er bedst, når den bruger klassisk sci-fi, ikke som en striks regelbog, men som en reference, idet den leder os roligt gennem Asimovs og Mad Max’ territorium og ind i en helt ny bizar, men velkendt, verden. Ikke siden The Matrix, eller måske ikke siden Blade Runner (som Automata også med vilje refererer til), har en dystopisk verden været så lokkende i sig selv. Automata er den sjældne, moderne science fiction film, som efterlader et langvarigt aftryk i hukommelsen, længe efter rulleteksterne er færdige.

Automata er et must-see for alle science fiction fans!


Forrige anmeldelse
« Something Must Break «
Næste anmeldelse
» Jupiter Ascending »


Filmanmeldelser