Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Skinwalkers (89 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 1/4 2008, 12:57 af Torben Rølmer Bille

Var dig for ulven!


Var dig for ulven!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er nogle bestemte typer af monstre, som nok aldrig holder op med at inspirere historiefortællere. Mange af disse monstre udsprang fra folketroen, men blev gjort ekstra populære i de gyldne år i Universal Studios i 30’erne og 40’erne. Her var det Dracula, Mumien, Uhyret fra den Sorte Lagune, Frankenstein og endelig Ulvemanden, der sørgede for at skræmme publikum fra vid og sans. Selv om uhyret lagunen ikke fik den længste skræmmekarriere, så giver både vampyrer, mumier og varulve til stadighed zombierne kamp til stregen om, hvem der er de sejeste uhyrer i filmland. Et af de seneste bud er filmen Skinwalkers, som er en varulvefortælling med et evolutionært twist.

Når rulleteksterne afslutter filmen, sidder man tilbage med en følelse om at have overværet den såkaldte ”pitch” for filmen – altså seancen, hvor instruktøren og forfatterne har ville sælge ideen til producenterne. ”Forestil jer en film med en stærk kvinde i centrum, lige som Underworld, men uden de overnaturlige kræfter. Hun er bare et almindeligt menneske, som kæmper for sin søns liv. Sønnen er halvt menneske, halvt varulv (allerede dér burde man råde ”STOP!”). En gruppe varulve er efter knægten, for får de ikke dræbt ham inden blodmånen bliver fuld, så siger en gammel profeti, at han vil besejre alle varulve.”

Se umiddelbart kan det lyde som en fin idé. Når man så tillige har Elias Koteas (der nok kendes bedst fra Cronenbergs Crash) på rollelisten og verdens første Lara Croft-model Rhone Mitra i rollen som moderen, kan det så gå helt galt?

Det kan det! Skinwalkers er uden sammenligning den dårligste varulvefilm, denne anmelder har måttet lægge øjne til. Det var end ikke, fordi jeg forventede mig hverken en alternativ Underworld eller for den sags skyld en film, der i intensitet kan måle sig med den fremragende britiske Dog Soldiers, men jeg havde dog troet, at trods sin B-films status, så kunne Skinwalkers måske score point på originalitet eller seje varulve. Det gør den slet ikke.

Når først varulvene er transformeret, ligner de, hvad de er, folk klædt ud i kostumer. Det er der ingen lyssætning eller smart hastighedsmanipulation af filmen, der kan ændre på. Når man så tillige serveres et tyndt afkog af en historie, der kan få selv dårlige pixibøger til at fremstå som Dostojevskij, og hvor det eneste episke er det enorme fornemmelse af tidsspilde i de halvanden time, det tager Skinwalkers at blive presset ud af skærmen, så er der ikke meget begejstring tilbage.

Ideen om at have to fraktioner af ulve, hvor den ene forbander deres transformationsevner, og hvor de andre ser den som en gave og som en del af Darwins naturlige udvælgelse, er grundlæggende meget god, men den bliver ikke benyttet til andet end at overbevise den sagesløse tilskuer om, hvilken fraktion man skal holde med.

Selv om B-film ofte kan vinde på charme, så skal man altså være meget beruset for at synes, at Skinwalkers ser godt ud. Den er indimellem decideret kedeligt filmet, og det som burde have været det bærende element varulvene, er ofte gemt væk i mørke eller fremstår som silhuetter. Sikkert fordi, de er så usandsynligt ringe lavet. Tillige er de få CGI-effekter filmen benytter sig af også meget dårlige i forhold til selv moderne tv-serier.

Meget af filmens handling foregår i naturomgivelser, med andre ord det sceneri filmmagere tyr til, når der ikke er råd til rigtige locations, og filmens klimaks foregår i et forladt stålværk, hvor der på mærkværdig vis er blevet tændt en masse bål i baggrunden. Måske er dette gjort fordi det skulle se flot ud, men det virker bare slet ikke hér. Disse triste omgivelser gør så også, at man lægger ekstra meget mærke til, hvor utroværdige replikkerne, skuespillerne og ikke mindst varulvene er.

Derfor må rådet være, at vil man se en god varulvefilm, så tag fat i klassikerne fra Universal; gense The Howling, Company of Wolves, An American Werewolf in London eller Dog Soliders, og hav så ellers et par måners tålmodighed, og vent på at få lov til at se Benicio Del Toro i genindspilningen af The Wolf Man, som i skrivende stund er ved at bliver realiseret.


Forrige anmeldelse
« Gå og se (1985) «
Næste anmeldelse
» The Eye »


Filmanmeldelser