Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Devil’s due (89 min.) Købsfilm / Fox Paramount
Anmeldt 22/11 2014, 15:41 af Torben Rølmer Bille

Håndholdt Rosemary


Håndholdt Rosemary

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget svært, især indenfor genrefilm, at tilføje meget nyt. For i bund og grund risikerer man at bryde genrekonventionerne, hvis man ændrer for meget ved de velkendte fortælleformer. Forventer man eksempelvis at se en gyserfilm, så siger filmhåndbogen, at man skal sørge for at skabe en god, dyster stemning, benytte sig af low-key belysning, tilføje en ekspressiv lydside og ikke mindst sørge for at fortællingen fokuserer på ondskab, død, sex, råddenskab og andre tabuiserede emner.

Til denne liste bør man, i lyset af de senere års mediebillede, tilføje dokumentaristiske træk. Dette kan være håndholdte kameraer, overvågningskameraer, øjenvidneberetninger, arkivmateriale og meget mere. Ikke forstået på den måde, at alle nyere horrorfilm nu konsekvent påstår at de er konstrueret som mock-dokumentarfilm, der alle hårdnakket påstår de er baserede på virkelige begivenheder. Omvendt set er det heller ikke, især set i lyset af successen affødt af Paranormal Activity-serien, længere et helt ukendt fænomen. Kigger vi lidt tilbage i kapellet hvælvinger har vi i de senere år hyggegyset til så forskellige film som *Rec, The Silent House og V/H/S, for slet ikke at tale om de ganske glimrende film vi ikke har dækket – film som Grave Encounters, The Bay, Afflicted og mange flere.

Fælles for alle disse film, er at de forsøger at bygge en dokumentaristisk bro over den tvivl, der ellers nemt kan opstå, når seeren konfronteres med fantastiske og uhyrlige elementer i gyserfortællingen. Kort sagt, bliver dokumentarfilmformatet det, der skal være seerens garant for at dæmonerne, genfærdene og zombierne faktisk er lige så virkelige som billed- og lydsiden vil lade os tro.

Uheldigvis er der også film i denne kategori, der til trods for en glimrende teknisk udførsel, fejler latent i at overbevise sin seer om indholdet. Især når filmen helt ublu stjæler store dele af dens plot og handling fra en af filmhistoriens mest ikoniske gyserfilm, nemlig Roman Polanskis filmatisering af Ira Levins fantastiske roman Rosemary’s Baby. Filmen er kommet til at hedde Devil’s Due.

Titlen på filmen er et ordspil. På engelsk siger man ”you’ll have to give the Devil his due” hvis man indrømmer, om en person man i øvrigt ikke bryder sig om, at vedkommende alligevel har nogle kvaliteter. Ordpillet ligger her i ”due”, der også kan betyde ”at føde”, og så giver titlen jo pludselig mening, for ja, Devil’s Due er naturligvis endnu en jeg-er-gravid-med-fanden-selv-film.

Filmen starter med et ungt, lykkeligt par, der bliver viet og tager på bryllupsrejse til et tropeparadis. På deres sidste aften farer de vild i byen men fanger de en taxi for at køre til hotellet. Taxachaufføren lokker dem med til en hemmelig fest kun tyve minutters kørsel væk, drevet af nysgerrighed takker de naturligvis ja. De føres til et rave hvor en masse eksotiske drinks venter dem og inden de kan nå at tænke: ”hov det her er vist lidt skummelt”, vågner de op på deres hotelværelse næste dag.

Da parret er kommet hjem til USA igen, opdager de at hun er gravid og er naturligvis virkelig begejstrede. Det varer dog kun kort tid før der opstår skår i deres glæde, for mystiske personer er begyndt at holde øje med deres hus fra gaden, der er vist noget galt med jordemoderen og så opdager manden pludseligt at der var nogle filmoptagelser på deres bryllupsvideo, som ser meget suspekte ud. Samtidig begynder hustruen at opføre sig mærkeligt, noget de først mener kan være hormonelt i forbindelse med graviditeten, men som hurtigt viser sig at være langt mere væmmeligt.

Filmen er lavet af et par venner, der tidligere har haft ganske stor succes på internettet med deres virale spoof-videoer Roommate alien prank goes bad og Mountain devil prank goes bad som naturligvis er inkluderet på udgivelsen samen med en masse andet ekstramateriale. Desuden har var det også dem der lavede den helt fantastiske sidste film i V/H/S-antologien. Devil’s Due har uden tvivl været en drøm at få lov til at lave, da det er deres første reelle spillefilm, men desværre er det som om at springet fra kortfilmsformatet til spillefilm har været lidt for krævende. Det skal dermed ikke siges at Devil’s Due er helt uden evner, for den har bestemt sine momenter, men det er altså bare svært at undslippe følelsen af at det man ser Rosemary’s Baby i en ganske overspillet, opdateret, håndholdt version. Bedre held næste gang, venner.


Forrige anmeldelse
« Fury «
Næste anmeldelse
» A million ways to die in the We... »


Filmanmeldelser