Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Transcendence (119 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/11 2014, 10:47 af Jannie Leonhardt Andersen

Transcendence


Transcendence

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Internettet er brudt sammen med det moderne samfund, fortælles der i åbningsscenen af Wally Pfisters debutfilm Transcendence. Det er en sci-fi fortælling med højtflyvende tanke-eksperimenter og filosofiske diskussioner, som udforsker menneskers sårbarhed i et informationssamfund. Det er noget af udgangspunkt for en film. Men det er en spændende tanke, og man bliver interesseret i at se, hvordan historien kan udvikle sig herfra. Men intet kan rigtig leve op til den indledning, og når man er vant til de store action-pakkede film, bliver man meget overrasket over denne seriøse tilgang.

Will Caster (Johnny Depp) er en moderne Frankenstein, som på en konference præsenterer muligheden for en fremtid med, hvad han kalder for “technological singularity”: muligheden for at skabe en kunstig intelligent computer, som er selvbevist og på mange måder kan være mennesket overlegent.

Will er en berømt teknologiguru, der sammen med sin kone Evelyn (Rebecca Hall) forsker i kunstig intelligens. De har i flere år arbejdet med at skabe en sansende computer med egen personlighed - en slags digital kopi af en sjæl. I deres forskning har det lykkes dem at lave en prototype, hvor de har uploaded indholdet af hjernen af en døende abe til computeren. Næste skridt for dem er selvfølgelig at prøve dette med et menneske.

En terroristorganisation, ledet af Bree (Kate Mara), iværksætter en række af attentater på flere af Wills forskningslaboratorier for at forhindre udviklingen af kunstig intelligens. De har ikke helt det samme syn som Will på at skabelsen af en altvidende computer med menneskelig personlig er vejen frem.

Will bliver skudt af terroristerne og bliver ramt af en radioaktiv kugle. Selvom lægerne fjerner kuglen, er Will ramt af stråle-syge og ligger for døden. Det er her, filmen bliver tankevækkende og interessant. Det er ikke blot en Frankenstein-ligende historie, men også historien om den sørgende hustru Evelyn, der ikke er klar til at sige farvel til sin mand. I et forsøg på at forlænge hans liv vil hun uploade en digital kopi af hans hjerne til en kvante-computer. Will og Evelyn har sammen med deres fælles ven Max (Paul Bettany) lange filosofiske diskutioner om de informationer, eller rettere den kopi af Wills hjerne som de uploade, vil være Wills bevidsthed eller blot en kopi af det “data”, Wills hjerne har, og hvilken form denne kopi kan tage. Hvor mange af Wills minder bliver ført med over? Det lykkes endeligt for Evelyn og Max at uploade Will til kvante-computeren. Men der var ingen af dem, der havde forudset konsekvenserne.

Den kopierede Will beder Evelyn om at hjælpe ham med at genopbygge ørkenbyen Brightwood. Her etablerer de et underjordisk forskningscenter, hvor de sammen kan forske og udvikle nanoteknologi, såsom små nano-robotter som kan reparere og gendanne nerver og hud. Ja, sågar genskabe et helt menneske. Det er noget af et forskningsprojekt. Men når man som Will er blevet en superintelligens, så syntes der ikke at være grænser for, hvad han kan - og vil - opnå.

Spørgsmålet som både Evelyn og Max stiller sig selv og hinanden flere gange er, om det er den virkelige Will, de begge kendte og elskede højt, som de står over for, eller om det er den digitale kopi, altså blot en spejling af noget af den virkelige Wills personlighed, mens resten er en videreudvikling, der er ved at løbe afsporet?

Sideløbende følger vi terrorist-gruppen, som forsøger at finde en vej til at stoppe Will. Og selv FBI begynder at tvivle på, om terroristerne måske har ret i deres mission for at stoppe Will. Da terroristerne og FBI endelig finder frem til Brightwood, bliver det tydeligt for dem, at der må sættes en stopper for Will. De mødes af de lokale beboere, som alle arbejder for Wills forskningscenter. Alle er de blevet helbredt for forskellige sygdomme eller andre skavanker af Wills nano-robotter - der samtidig bor i deres kroppe og gør, at Will kan styre deres sind og krop. Det er en by fyldt med menneske/maskine-hybrider, der vil gøre alt for at beskytte deres skaber.

Det er her, kampen mellem mennesket og maskinen kommer til at stå. Og ja, vi har været her før med film som The Terminator (1984) og andre sci-fi-film. Men hvor The Terminator og lignende film beror på "brute force" i deres hæsblæsende actionscener, har Transcendence knap så meget held med dens langtrukne fortællestil. Der ender med at være meget langt mellem noget, som kan sætte skub i handlingen.

Transcendence har en langsomt udviklende fortællestil. Der bruges god tid på filosofiske og teoretiske diskussioner om kunstig intelligens, mens der bruges meget lidt på at forholde sig til mennesket og de følelsesmæssige spørgsmål, kunstig intelligens rejser.

Transcendence er som nævnt Wally Pfisters debut som instruktør. Han er kendt som filmfotograf på mange af Christopher Nolans film, eksempelvis Batman-filmene. Manuskriptforfatteren Jack Paglen debuterer ligeledes med Transcendence. Resultatet af disse debutanters velmente og idesomme projekt falder ikke ud til fordel for manuskriptet, der er en rodet omgang. Wally Pfister har en solid instruktion af sine skuespillere, og hans set design og valget af location gør, at det virker som at de visuelle rammer for en blockbuster er i orden. Men man bliver slemt snydt af selve handlingen. Den minder meget om et meget langt afsnit af tv-serien The Twilight Zone.

Filmen rejser nogle interessante problemstillinger, omkring hvad der kan ske som vores reelle verden mere og mere fylder sammen med den digitale verden. Hvad sker der med de digitale versioner, som vi alle skaber af os selv online som gennem Facebook, Twitter, LinkedIN og andre ligende sociale medier, eller den digitalisering af vores personlige oplysningen som sker i disse dage med E-bokse, Nem-ID, online lægejournaler og meget andet. Er vores online liv blot en forlængelse af vores reelle liv eller kan man forstille sig en fremtid hvor vi alle har en reel og digital personlighed, som han handle uafhængig af hinanden. Det virker som ren sci-fi nu, men der er alligevel en noget, som får mig til at tænke at det nok ikke kan afvises helt som en mulighed i fremtiden, at vores digitale og reelle liv bliver endnu mere sammenvævet end det er i dag.


Forrige anmeldelse
« Need for Speed «
Næste anmeldelse
» Cykelmyggen og Minibillen »


Filmanmeldelser