Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Blood Ties (127 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 7/10 2014, 20:30 af Torben Rølmer Bille

Lov og uorden


Lov og uorden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er nærmest et klassisk set-up: to brødre, en på hver side af loven. Det lyder næsten som en tag-line og det kunne da også fint passe på filmen Blood Ties, der kan opleves på DVD og Bluray. Filmen er et amerikansk remake af den franske film Les liens du sang fra 2008, instrueret af den franske skuespiller og instruktør, Guillaume Canet, der faktisk spillede en af hovedrollerne i den franske version.

Blood Ties’ genrebeskrives på omslaget som ”action/drama”, men her skal man altså læge vægt på dramadelen, for selv om der både er folk der likvideres, en pengetransport der røves og en biljagt, er det altså ikke nogen egentlig actionfilm, til det er tempoet simpelthen for sløvt. Der er til gengæld, som vi har set det flere gange når franske gangsterfilm (A Gang Story / Marseille)er blevet gransket i Kapellets dyb, skruet op for dramatikken og personskildringerne, selv om det heller ikke bliver det som ender med at være filmens helt store force. Mere om dette herunder.

Denne amerikansk-franske co-produktion foregår stadig i 1970erne, men denne gang i New York. Vi møder de to brødre Frank og Chris. Frank er politimand, men ikke den bedste i korpset. Desuden er han stadig lun på sin gamle kæreste, som har fundet sig en vaneforbryder, som hun endda har fået et barn med. Frank får dog buret manden inde, så han selv kan forsøge at vinde kvinden tilbage.

Chris er, da filmen starter, netop kommet ud af spjældet efter at have siddet inde i 12 år for mord. Han forsøge at få stablet et liv på benene, men det er naturligvis ikke nemt. Hans ekskone er stadig stofafhængig prostitueret og vil ikke have noget med ham at gøre, han forelsker sig i den kønne sekretær på det autoværksted hvor Frank har skaffet ham et job og sammen med en kammerat forsøger han at åbne en kiosk i en af byens parker. Til trods for de gode intentioner, er det svært at løbe fra sin kriminelle fortid, uanset hvor gode intentioner man har.

Til gengæld er Chris, til trods for sit blakkede rygte, den søn i familien som tilsyneladende har den højeste status. Deres syge far (spillet fint af veteranen James Caan) favoriserer i al fald Chris, da han lige som ham har et hadsk forhold til politiet. Så er banen lige som kridtet op og der er sikkert allerede nu mange af vore læsere, selv de der ikke har set de franske original, der kan regne ud hvordan dette drama kommer til at spænde af.

I kernen af fortællingen er naturligvis de to brødre, der hver på deres måde forsøger at få livet til at hænge sammen, men som begge protrætteres som figurer med både fejl og mangler. Politibetjenten er udadtil moralens vogter, men tager også ufine metoder i brug – til gengæld er han splittet i forhold til hvad han skal stille op med sin kriminelle bror. Chris derimod fremstilles som både en iskold morder men ligeledes med et stort hjerte, ikke mindst overfor broderen.

Selv om filmen egentlig er velspillet, så bliver den altså lidt kedelig i længden. Den samme historie ville nemt kunne være blevet fortalt på halvanden time, men så ville nogle af de mere atmosfæriske scener sikkert blive påvirket. For det som virkelig får filmen til at fungere er hverken skuespilpræstationerne, plottet eller de mere tekniske sider af filmen, det er iscenesættelsen. Skildringen af New York i 1973 er virkelig overbevisende gengivet. Det handler ikke kun om interiører, hvor såvel usle lejligheder som småborgerlige hjem, er gengivet utroligt tro overfor perioden. Det handler i lige så høj grad om kostumerne og ikke mindst, hvordan det er lykkedes filmmagerne at skabe gadebilleder fra New York, der er fyldt med store amerikanske, forkromede benzinslugere. For bilentusiaster vil der derfor være masser at se på.

Desværre holder stemningsbilledet ikke en hel film igennem. Det er som om man aldrig helt fanges ind af de figurer filmen præsenterer for os. Det farlige ved at forsøge at skabe komplekse figurer, er at seerne også kan have svært at føle sympati for dem, hvilket er tilfældet her. Desuden er der flere scener der, som nævnt før, godt kunne være skåret kraftigt ned, så filmen ville fremstå knap så langtrukken.

Der er sikkert de der vil påstå at dette blandt andet er med til at skærpe følelsen af realisme i miljøskildringen og det kan der være noget om, men når en film der i bund og grund forsøger at genfortælle moralen om, at blod er tykkere end vand, så har man altså, i denne anmelders optik, ikke nødig at bruge så lang tid på det. Kort sagt så skal man i al fald ikke vælge denne film, hvis man tror at Clive Owens tilstedeværelse leverer noget tilnærmelsesvis lige så adrenalinfremkaldende som den forrygende Shoot ’em up.


Forrige anmeldelse
« Encounters «
Næste anmeldelse
» Lone Survivor »


Filmanmeldelser