Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Odd Thomas (97 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 23/8 2014, 09:35 af Teddy Tofte

Underlige Thomas


Underlige Thomas

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dean Koontz er en forfatter, hvis bøger er blevet filmatiseret en håndfuld gange. De er aldrig rigtig blevet store succeser, selvom Koontz er lige så populær som Stephen King. Phantoms med Ben Affleck og Dødbringende Kontakt med Jeff Goldblum er nok de mest kendte af hans værker, som er blevet lavet til film. Odd Thomas er baseret på den første bog i hans serie om den underlige paranormale detektiv, Odd Thomas.

Faktisk er han ikke rigtig en detektiv, men arbejder som kok på en lille diner i en mellemstor by uden for Las Vegas. Han kan se ånder, der har forladt denne verden på grufulde måder, og det er op til ham at give dem fred i efterlivet. Det giver ballade med det lokale politi, men heldigvis har han allierede i politistyrken. I filmen bliver han spillet af Anton Yelchin (fra bl.a. Star Trek-filmene og Fright Night). Odd Thomas er en ganske almindelig fyr med overnaturlige evner, som prøver at gøre sine venner tilfredse og hjælper de nødstedte ånder. Han gør det ikke, fordi det er det rigtige at gøre, men fordi han keder sig og fordi han ikke kan lade være.

Historien i Odd Thomas begynder, da et usædvanligt stort antal af rastløse ånder hjemsøger Pico Mundo. Han er lige så bekymret af tilstedeværelsen af ”bodachs”, væsner som kun dukker op, når der sker forfærdelige dødsulykker eller voldsomme ødelæggelser. Thomas forsøger at finde ud af, hvad der skal til at ske, og får hjælp af den lokale sherif (Willem Dafoe fra bl.a. Spider-Man og The Fault In Our Stars) og hans kæreste Stormy (Addison Timlin), som begge hjælper ham med hans paranormale undersøgelser.

Filmen har nogle overfladiske plotpunkter, som er genkendelige for alle, som ser film, læser bøger eller ser tv, og det er underligt, at hovedpersonen ikke opdager det. Som tilskuer kan man tage logiske skridt og gætte, hvad et spor vil føre til, og hen imod slutningen går Thomas glip af noget, som han burde have spottet for længe siden (noget der fører til større problemer). Hans a til b til c undersøgelse ville have været en kedelig affære, hvis den var blottet for underlige karakterer og underlige motiver. Men det faktum at der er spøgelser og uhyggelige monstre og seriemordere gemt væk i hvert et hjørne af Pico Mundo gør filmen til et meget mere spændende eventyr.

Det er dog svært at blive inddraget et hundrede procent i mysteriet, der skal opklares, fordi detaljerne i mysteriet er en anelse uklare. Jeg er sikker på, at det ville have været meget mere interessant at læse det i Koontz’ bog. Thomas er ofte styret af, hvad han kalder psykisk magnetisme, et aspekt der virker meget bedre i en bog, og sammenslutningen af filmens antagonister er meget svær at sluge, når man tager karakterernes professioner i betragtning. Hvad der er langt mere interessant er Odd Thomas’ forhold til hans kæreste, Stormy, som bliver kærligt beskrevet og giver filmens afslutning en overraskende følelsesmæssig styrke.

Odd Thomas blev færdig allerede i 2011 og lagt på hylden, fordi en kostbar retssag kom i vejen og spærrede for dens udgivelse. Først nu, stille og roligt, er den blevet udgivet og dumpet direkte til DVD. Det er lidt af en skam, eftersom det faktisk er en god Koontz-filmatisering og fordi slutningen hentyder til yderligere eventyr i Thomas’ ekstraordinære liv. Romanen blev efterfulgt af fire fortsættelser og to graphic novels, men det ser ud, som om filmen kommer til at stå helt alene.

Stephen Sommers, den undervurderede instruktør bag de to første Mummy-film, skrev og instruerede Odd Thomas, og det er uden tvivl hans mest ufortrødne film siden monstre-på-et-skib-filmen Deep Rising. Efter Van Helsing-floppet har han ikke haft samme budget til rådighed som tidligere, hvilket har tvunget ham til at blive en mere opfindsom historiefortæller. Odd Thomas udfolder sig med finurlige tangenter og hengiver sig til hovedpersonens komplicerede historie uden at miste den røde tråd. Og selvom budgettet til de visuelle effekter er blevet kraftig reduceret i hans film, formår han stadig at fremmane nogle bemærkelsesværdige mareridtseffekter.

På en underlig måde føles Odd Thomas meget som en filmskabers måde at bevise, at han stadig kan sit kram. Sommers ville bevise, at man vellykket kunne adaptere en Koontz-bog, at han kunne arbejde med et beskedent budget, og at Hollywood tog fejl, da de lukkede ham ude efter et par fusere. G. I. Joe: Rise of Cobra blev ikke den succes, man havde forventet, selvom filmen uden tvivl fremviste instruktørens castingevner og sans for at fortælle en klassisk eventyrhistorie.

Odd Thomas er en langt bedre film, end dens under-radaren-udgivelse ville antyde. Den vil forhåbentlig en dag finde et publikum og folk vil værdsætte den for noget andet end bare at være endnu en Koontz filmatisering.


Forrige anmeldelse
« New York Immigrant «
Næste anmeldelse
» Echoes of a Ronin »


Filmanmeldelser