Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mig ejer ingen (104 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 13/8 2014, 06:10 af Kim Toft Hansen

Palmeskygger og slagsider


Palmeskygger og slagsider

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Socialrealismen har stået stærkt i skandinavisk film gennem mange år. Så stærkt, at kritiske røster vender sig imod den. En vigtig årsag til, at den har fået så meget plads i statsstøttede film i de tre lande, hænger sammen med socialstatens ramme om mennesket. Socialrealismen, som har sine rødder i en stærk naturalisme, viser, at den socialdemokratisme, der har stået stærkt i regionen, også har sine ofre. I Sverige er denne realisme fortællinger, der foregår i palmeskygger – Oluf Palmes slagskygger, der blev stærkt kritiseret for at være i lommerne på kapitalen.

Denne kontekst er udgangspunktet for Kjell-Åke Anderssons hidtil bedst modtagne film siden Min store tjocke far (1992). Mig ejer ingen handler om Lisa, der bor i et forstadskvarter med sin mor og far. Da moren forlader dem til fordel for en anden mand, bliver det startskuddet til en deroute for faren Hasse, der i forvejen har et lettere problem med alkohol. Begge forældre er engagerede kommunister, men fra hvert sit udgangspunkt. Især Hasse får på egen krop at føle, hvad ’kapitalens udbytning af proletaren’ har af konsekvenser. Han rammes af rygproblemer, der kun gør det hele værre.

Imidlertid er Lisas kærlighed til Hasse uanfægtelig. Hun støtter faren i tykt og tyndt til en grad, så det bliver tydeligt, at hendes virkelighedsbillede tegnes af det, han fortæller hende. Men vi ved, at det vil ændre sig. Filmens første scene viser datteren som voksen, hvor hun fortæller, at faren ikke er inviteret med til en stor begivenhed. Vi ved, at noget skal krakelere, men intet om hvad og hvordan. I modsætning til flere andre film af samme type, fx Per Flys oplagte sammenligning Bænken (2000), er filmens udvikling og skildring af derouten en smule overraskende.

Den smalle fortælling i Mig ejer ingen er i sig selv genkendelig. Men det er kun på overfladen, at den virker lidt flad. Gennem mønstre i filmen formår filmen at kommentere på mange aspekter af socialsamfundet og de politiske forudsætning. Det, at moren forlader Hasse til fordel for en akademiker, fortæller nogen om den politiske tågesnak, som 70’ernes kommunisme i visse kredse bevægede sig ind i. Politiske idealer skildres undervejs fint, men det er slående, hvordan filmens hårdest arbejdende, nemlig Hasse, i modsætning til moren ikke deltager i socialistiske demonstrationer.

Hasse er derved i udgangspunktet en identifikationsfigur, der lider under socialsamfundets vrangside. Han er hårdt udnyttet og får kropslige skavanker for et underbetalt industrijob. Det kunne derfor se ud, som skulle vi sympatisere med kommunisten – og kommunismen. Men filmen viser samtidig også en skole, der forsøger at tage hånd om Lisa, og en hospitalsvæsen, der strækker en hånd ud til Hasse. Aspekter af socialsamfundet vises som relativt velfungerende – og ikke alene som en kapitalens håndlanger. Samtidig er nærmiljøet, især familie, også til stede for Hasse.

Det samfundsbillede, som filmen giver, er dermed ikke entydigt. Den formår i stedet at vise forskellige aspekter af 70’ernes politiske og sociale udvikling. Det var en periode, hvor kommunismen stod stærkt, hvor socialdemokraternes velfærdsstat for alvor udviklede sig, men samtidig også en periode, hvor velfærden siges at være dødfødt som socialkapitalisme og forblindelse af arbejderen. Filmens mønstre viser forskellige sider og tendenser, og identifikationen med Hasse gør et reelt standpunkt svært. Den er en smuk ambivalens.

Filmen er holdt i rolige kamerabevægelser, der veksler mellem bred dybdefokus på den ene side og nærbilleder på den anden. Som sådan er det to forskellige filmiske realismeformer, der kommer til udtryk, men til sammen fungerer de rigtig fint. Billeder i dybdefokus skaber stedvist en vis visuel poetik, mens nærbillederne vrider dagligdagens hårde vilkår ud gennem især Mikael Persbrandts rynker i panden og om øjnene. Persbrandt sammen med især Saga Samuelsson, der spiller den 20-årige Lisa, spiller følsomt og overbevisende. Handlingen er selvbiografisk og er baseret på Åsa Linderborgs barndomserindringer om sin egen alkoholiske far. Persbrandt versionering af denne sikrede ham en fortjent svensk Guldbagge.

Det er rigtigt, at der er mange socialrealistiske film i Skandinavien. Det kan virke overvældende og let at karikere. Men kan fortællinger om sociale vilkår fortælles med en så simpel kompleksitet og sensitivitet, som Kjell-Åke Andersson gør det i Mig ejer ingen, gør det nu absolut ikke noget.


Forrige anmeldelse
« The Monuments Men «
Næste anmeldelse
» No »


Filmanmeldelser