Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Dagens mand i skysovs (fr. L’Homme Orchestre) (1970) (82 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 28/2 2008, 20:37 af Torben Rølmer Bille

Evan Evans’ Evergreens


Evan Evans’ Evergreens

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget sært fascinerende ved Dagens mand i skysovs, som er endnu en Louis De Funès-film som Another World Entertainment har udsendt. Ved et blik på coveret og synopsen tyder det på en helt almindelig komedie, der godt nok er plaget af et ualmindeligt fjollet plot, men når den først snurrer rundt i DVD-afspilleren, opdager man hurtigt, at den er meget mere end det.

For hvad coveret ikke fortæller er, at L’Homme Orchestre faktisk er en vaskeægte genrehybrid. På den ene side er det ganske vist en fjollet komedie, men samtidig er det også en musical fyldt med enormt kiksede sang- og dansenumre. Jeg havde i al fald ikke ventet at se Funés synge duet med sin søn, mens de begge forsøger at give et par grædende spædbørn ble på. Jeg havde heller ikke forventet at se en samling dansepiger i lårkorte, pastelfarvede kjoler danse gennem Forum Romanum ledet af Funés i et kropsnært og helt igennem fjollet dress.

I modsætning til eksempelvis Hibernatus er Dagens mand i skysovs faktisk morsom. Ikke kun på grund af de komiske scener men måske især på grund af de mange 70’er-typiske musicalindslag, der lige netop er så smagløst lavet, at de – med moderne øjne – har opnået det fineste en film kan, nemlig at blive til rendyrket kitch.

Det er heller ikke, fordi det skorter på usandsynlige personager. Først og fremmest er De Funès glimrende som den koleriske danselærer Evan Evans, der med fandens vold og magt forsøger at holde styr på sine mange unge dansepiger. Han er moralens vogter og sørger personligt for, at hans piger ikke kommer i nærheden af alle de liderlige mænd, der helt naturligt drages mod unge, smidige dansetøser. Det går jo ikke, at de bliver gravide eller gift, især ikke når man er på Europaturné med ens sindssygt populære show.

Louis De Funès søn, Olivier, spiller Evans nevø i filmen, men det gør han ikke ret overbevisende. I det sparsomme ekstramateriale får vi at vide, at Olivier opgav skuespilleriet efter fem film med faderen for i stedet at blive pilot. Oliviers næsten nuanceløse præstation er også klart med til at give filmen endnu et nøk i kitch-retningen, men det er den fløjtende beatnik, der tager prisen som den mest bizarre karakter i filmen. Han er musiker i det band, som optræder sammen med dansemusene, og her styrer han en stor båndoptager med et gult, et rødt og et blåt spolebånd. Jeg vil påstå, at ikke engang Brian Eno ved hvad dette instrument gør.

Filmens dansenumre virker alle som parodier på koreografi, og det konstante bombardement af fjollet jazzballet viser med alt tydelighed, at selv om de unge damer alle er professionelle danstøser, så er det lige meget, for koreografen har sikkert været til weekendfest, hvor den eneste mad var hashkager, inden rutinerne blev indstuderet. Hvad der gør det hele mere sørgeligt er, at Louis De Funès trænede dans i seks måneder før filmen blev indspillet. Selv om hans trin er tåbelige, så kan man faktisk se at manden har øvet sig. En sådan information ville have været positiv, hvis De Funès havde haft hovedrollen i Flashdance eller Singing in the Rain, men i forhold til denne film, så får man næsten ondt af den lille hissigprop – så megen træning spildt på et slutresultatet der er så (ufrivilligt) lattervækkende. Man tænker også konstant på, om der i 1970 var nogle i publikum, der blev imponerede, rørte eller på nogen måde bjergtagede af de dansenumre, filmen byder på, men heri ligger endnu et fascinations lag i forhold til denne meget mærkværdige film.

Dagens mand i skysovs byder altså på en del ret morsomme scener (en af mine personlige favoritter er dér, hvor Evans og hotellets bestyrer i et langt zen-øjeblik inspicerer en natpotte) og ikke mindst på en perlerække totalt tåbelige, umotiverede og tidstypiske, 70’er sang- og danserutiner sat til tidens amerikanske funk-toner. Læg især mærke til det stykke musik, som spilles i scenen ombord på lystyachten; en sær franskmand forsøger på lydsporet at lege Screamin’ Jay Hawkins. Filmens soundtrack alene er beundringsværdigt i al sin kejtethed. Kort sagt, så er dette den perfekte film for de, der påskønner film, som er så dårlige, at de derved bliver gode. Det er måske ikke Ed Wood Jr.-klasse, men det edderbrodermig frygteligt tæt på!

Læs også anmeldelsen af De Funés-filmen Hibernatus.


Forrige anmeldelse
« Forbrydelsen (2. sæson) «
Næste anmeldelse
» Juno »


Filmanmeldelser